Jarl Cordua: Når politikere tager på syretrip uden for virkelighedens verden

KOMMENTAR: Partierne kravler for tiden på skift op i træerne og fremturer med ultimative eller ufravigelige krav, som intet har med virkelighedens verden at gøre. Senest er det Enhedslisten, der vil gøre op med 30-40 års økonomisk politik, skriver Jarl Cordua.

"Oppe i træet sidder sgu jeg, og jeg er langt, langt væk."

Sådan sang hippierne i Young Flowers med Peter Ingemann for et halvt århundrede siden på tekst af børnenes hyggeonkel Thomas Winding.

Man ser for sig nogle mennesker, der tænder op i hashpiben – eller indtager noget stærkere – og lægger sig til rette oppe i træet for siden at forlade den virkelige verden og glide langt langt ind i drømmeverdenen.

Måske er det også et godt billede på dansk politik lige nu, hvor partierne hver for sig åbenbart tager på deres egne virkelighedsfornægtende syretrip.

Vi har for eksempel De Radikale, som nægter at anerkende, at der er et flertal i Folketinget for paradigmeskiftet og DF's hjemsendelsespolitik, og derfor i konsekvens af det vil spænde ben for Mette Frederiksens statsministerdrømme, hvis ikke hun ændrer kurs på dette punkt lige efter valget.

Vi har Alternativets Uffe Elbæk, som allerede i august sidste år meldte noget lignende ud, kun ser nuancer mellem Lars Løkke Rasmussens og Mette Frederiksens politik, og derfor ingen kvaler har med helt at undlade at pege på S-formanden, medmindre hun går ind på Elbæks betingelser.

På højrefløjen har opkomlingene i Nye Borgerlige betinget sig, at de kun peger på Løkke som statsminister, hvis partiet får gennemført deres udlændingepolitik på tre "ufravigelige" krav. Disse krav er der i dag næppe flertal for i Folketinget.

Tag eksempelvis kravet om, at asylansøgere skal kunne forsørge sig selv fra dag ét. Et krav, der er muligt i teorien, men næppe i praksis. For skal Danmark så holde op med at give asylansøgere mad og husly, hvis de ikke kan forsøge sig selv?

Og hvor sender man i øvrigt disse mennesker hen som konsekvens af NB's krav, hvis ikke der er hjemlande, der tager imod dem? Det er ren sloganpolitik, der dog har stor klangbund blandt tilpas mange skuffede DF-vælgere og andre fantaster på højrefløjen, til at partiet nok skal komme i Folketinget efter valget.

Tidligere har vi set eksemplet med Liberal Alliance med Anders Samuelsen i spidsen, der byggede hele sit parti op på den præmis, at der i Rentekammerets møderum i Finansministeriet fandtes en hemmelig sti til Kristian Thulesen Dahls gode hjerte.

I LA bildte man længe sig selv og vælgerne ind, at man ved hjælp af Samuelsens overmenneskelige overtalelsesevner og hidtil ukendte argumenter eller måske endda en art tryllepulver kunne overtale DF's formand til at stemme for topskattelettelser, til trods for at DF helt tiden blankt afviste kravet.

Der var dermed ikke et flertal for topskattelettelser i Folketinget. Og til sidst blev det så absurd, at LA – som vel nok det første regeringsparti i danmarkshistorien – truede med at stemme sin egen finanslov ned.

Samuelsen og co. hang længe oppe i træerne sammen med Peter Ingemann, men kom alligevel ned til sidst, da det blev alvorligt og med udsigt til, at Samuelsen skulle forlade sin elskede ministerbil og det flotte hjørnekontor på Asiatisk Plads.

LA’erne var næppe på et andet trip end den sædvanlige Christiansborg-cocktail af et skud adrenalin, kraftig selvovervurdering og tilpas med virkelighedsfornægtelse, men det kan også være stærkt nok, og rusen nåede da også at fortage sig, så man i tide kom ned fra træet og kunne lande igen med begge ben på jorden.

Heldigvis for LA er partiet stadigvæk i regering, og Anders Samuelsen udenrigsminister. Til gengæld er LA stoppet med at tage på politiske syretrip, om end det har kostet en tredjedel af vælgerne, der har sagt farvel og tak.

Sidst, men ikke mindst har vi Danmarks fjerdestørste parti, nemlig Enhedslisten, der heller ikke vil holde sig tilbage for Alternativet og De Radikale og derfor nu stiller krav om, at de ikke vil støtte Mette Frederiksen, hvis ikke hun tager et opgør med de sidste 30-40 års økonomiske politik, der ellers har skabt en bomstærk økonomi med lav gæld, lav arbejdsløshed, høj beskæftigelse og meget andet godt.

Der er i dag intet flertal i Folketinget, der ønsker at ændre grundlæggende på den førte fornuftige økonomiske politik. Alligevel bortdømmer Enhedslisten især De Radikale som et parti, der må få indflydelse på en ny regerings økonomiske politik.

Enhedslisten håber formentlig på, at det, der engang hed "rød blok", kan undvære De Radikales stemmer og efter valget føre en økonomisk politik som i 70'erne under Anker Jørgensen eller måske endda under VKR-regeringen fra 1968-71, hvor de offentlige udgifter steg eksplosivt og var helt ude af kontrol.

Realistisk set må EL nok regne med, at Frederiksen skal have De Radikales mandater med om bord for at kunne regere. Socialdemokratiet har også skabt forventninger om, at de vil videreføre en ansvarlig økonomisk politik, der ikke afviger fra den politiske kurs under eksempelvis Poul Nyrup.

Der, hvor en S-regering sikkert kan mødes med EL, er, at man kan sætte arbejdsmarkedsreformerne på hold. Det skaber så bare det problem, at man så skal skaffe flere penge andre steder fra til de velfærdsforbedringer, som man ønsker at gennemføre. Medmindre man planlægger at sætte skatterne op.

Enhedslisten kan naturligvis håbe på, at Dansk Folkeparti springer til og hjælper med at gennemføre den økonomiske politik, som frontkvinden Pernille Skipper kræver. Det er dog næppe lige den alliance, som Thulesen Dahl havde forestillet sig, da han sad og flettede fingre med Mette Frederiksen for to år siden i 3F-formandens, Per Christensens, sofa.

I øvrigt er DF så småt ved at rømme de sidste skanser i rød blok og har sat kursen hjem mod blå blok.

Alliancen mellem Thulesen Dahl og Frederiksen er endnu ikke officielt opsagt, men DF's kanoner er langt om længe kørt i stilling og beskyder nu taktfast sammen med Venstre Frederiksens panser af besværgelser om, at hun vil videreføre nøjagtig den samme stramme udlændingepolitik, som føres i dag af Løkke-regeringen.

Indtil videre viser målingerne, at vælgerne tror på Frederiksen, og en medvirkende årsag til det er, at Socialdemokratiet har stemt for samtlige udlændingestramninger de seneste tre år og undervejs har fået Thulesen Dahls stempel med anerkendelse undervejs.

Nu kommer Thulesen Dahl så et par uger i lukketid og gør indsigelse mod sin egen alliance med Frederiksen og hendes udlændingepolitik, som han selv har blåstemplet. Det er, som det hedder i Peter Belli-sangen: For sent, Herman!

For sent er det dog ikke, hvis de borgerlige kommer på banen med et politisk forslag, der kan matche Frederiksens hidtidige trumf omkring tidlig tilbagetrækning af nedslidte.

I disse dage forhandler DF og regeringen om et konkret forslag, som kan indgå i den igangværende, men endnu ikke udskrevne, valgkamp som blå bloks tilbud til vælgerne.

Forventningen er, at det præsenteres lige efter påske. I mellemtiden kæmper Mette Frederiksen med at holde sine egne kernetropper i ave med at udstede flere velfærdsløfter, end der umiddelbart er dækning for.

Frederiksens tilbagetrækningsordning for nedslidte måtte først kun koste tre milliarder kroner. Så var det ifølge S-formanden selv "tre milliarder – til at begynde med". Siden hen har et fynsk S-folketingsmedlem med hang til solomeldinger og udvidelse af velfærdstilbuddene trumfet med mindst fem milliarder kroner. Det beløb vil helt sikkert stige, når valgkampen går i gang.

For regeringen – og især Venstre – er disse S-meldinger også mere reelle angrebspunkter, end når tre V-ministre stiller sig op til pressemøde tirsdag helt uden ny politik og spekulerer løs om, hvordan Socialdemokratiet ville have ført udlændingepolitik i indeværende periode, hvor de borgerlige selv har siddet på magten.

Hensigten var naturligvis at få offentligheden til at interesse sig for svaghederne i Socialdemokratiets udlændingepolitik, men opmærksomheden blev i nogen grad i stedet rettet mod Venstres måde at bruge journalisternes tid og tillid.

Det fremgik vist også af de meget kritiske spørgsmål fra en lettere forarget Christiansborg-presse, der ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen var publikum til hans og Inger Støjbergs "folkeoplysende" højskoleforedrag.

For man kan godt have den holdning, at journalister bare skal makke ret og bare neutralt rapportere fra pressemøder, selv om de er helt uden nyhedsindhold. Man skal dog nok huske på, at politikerne bestemmer hverken vinkler eller temaer. Heller ikke i ugerne, der kommer frem mod valget, hvor pressen nu med endnu større skepsis vil se, om det er værd at bruge for megen tid på at dække Venstres pressemøder, og hvad spinfolkene ellers kommer rendende med.

Hvis Venstre vil tages alvorligt af pressen, så bør man nok passe på med ikke at spilde for meget af journalisternes tid med at komme rendende med al for tydelig politisk propaganda, som er for nemt at afvise og for uinteressant for offentligheden.

Det er, som om denne gamle tommelfingerregel på Christiansborg er noget, som Venstre længe har set stort på. Måske gør de det bevidst ud fra en kortsigtet kalkule om, at det var nødvendigt for at få opmærksomhed om sossernes udlændingepolitik.

Det kunne være, at det også var tid for Venstres kampagnefolk, at de også kom ned fra Peter Ingemanns træ og dermed ind i virkelighedens verden?

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Det nye ungdomsoprør vil ændre dansk politik Martin Lidegaard: Det nye ungdomsoprør vil ændre dansk politik Næste artikel Vedby: I Nato er politik mere end symboler og tweets Vedby: I Nato er politik mere end symboler og tweets