Jarl Cordua: Søren Papes statsministerdrømme trues af Claus Hjort-sagen

Sagen om ophævelse af Claus Hjort Frederiksens immunitet har udviklet sig til en meget skidt sag for det danske folkestyre.

Helt essentielt truer sagen med at skabe store kløfter mellem partier og politikere, der måske i fremtiden vil hæmme mulighederne for at skabe store forlig. Det er dog også en sag, der ses som nedbrydende for tilliden til retsstaten.

Både af dem, der mener, at folketingsmedlemmer ligesom alle andre bør kunne retsforfølges og af dem, der mener, at folketinget ikke kan ophæve et folketingsmedlems immunitet, uden at det kender til selve anklagen.

Det er i alle tilfælde skidt, når folketingspolitikere åbenlyst ikke viser tillid til retssamfundet, hvilket i sidste ende også risikerer at smitte af på befolkningens holdninger.

Som det ser ud nu, så har yderfløjene i dansk politik - det vil sige Enhedslisten, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, udbryderkoalitionen ”Gæs og Gaser” (der formentlig snart bliver til Inger Støjberg-partiet) og Nye Borgerlige - samlet sig om det sidstnævnte argument.

Det er relativt let at forstå et argument om, at man nægter at stemme for ophævelse af Hjorts immunitet ”i blind tillid” til rigsadvokatens og regerings indstilling. Det vil også sige, at partierne dermed abonnerer på synspunktet om, at samtlige 179 folketingsmedlemmer antageligvis skal kende til en af Danmarks største hemmeligheder, før de kan træffe en beslutning om immunitet.

Det er relativt let at forstå et argument om, at man nægter at stemme for ophævelse af Hjorts immunitet ”i blind tillid”

Jarl Cordua

Populært sagt har den yderste højrefløj blåstemplet, at den yderste venstrefløj (og vice versa) skal tages i ed om en af landets største hemmeligheder. Det er ganske meget at forlange af statsmagten. Ikke desto mindre er det synspunktet. Endda også i et parti som Venstre.

Yderfløjspartier er som hovedregel ikke at tælle blandt de regeringsbærende partier. Derfor er der ikke den store forventning hos det, man i mangel på et bedre ord, kunne kalde for ”systemet”, det vil sige blandt centrale embedsmænd, regeringen og dens støtter i den brede offentlighed til, at disse partier vil tage ansvar for at bære denne svære beslutning igennem.

Normalt vil ”systemet” kunne forlade sig på de øvrige ”systembevarende” eller ”regeringsbevarende partier”, det vil sige Venstre, de konservative, de radikale, Socialdemokraterne og i de seneste år også SF.

SF har allerede meddelt tirsdag, at partiet stemmer for ophævelse af Hjorts immunitet. Onsdag eftermiddag kan Det Radikale Venstre komme med samme melding. Det samme vil ske hos socialdemokraterne, der naturligvis følger S-justitsminister Mattias Tesfayes anbefaling.

Hos Venstre kompliceres sagen naturligvis af, at det er partiets tidligere partisekretær igennem 17 år, folketingsmedlem siden 2005 og mangeårig minister under både Anders Fogh og Lars Løkke, som er hovedperson i sagen.

Bundlinjen er, at Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen i går meddelte, at Venstre stemmer imod ophævelse af Claus Hjorts immunitet. Det skete efter, at han i lighed med de øvrige partiledere, havde fået tilbudt et møde med rigsadvokaten og justitsministeren, der ville kunne orientere Ellemann plus et andet gruppemedlem om indholdet af den hemmelige anklage, som justitsministeren i sidste ende har tænkt sig at rejse mod Hjort.

Ellemann meddelte dog på forhånd, at han ikke ønskede at få noget at vide, som han ikke kunne dele med sin gruppe, hvorfor han gik lige så uvidende fra mødet med rigsadvokaten og Tesfaye, som da han kom. Dermed sikrede Ellemann sig fortsat handlefrihed til at kommentere sagen og kritisere regeringen ubelastet af viden, som potentielt kunne udløse endnu en straffesag.

For venstrefolk, der ser sagen som afgørende for Venstres langsigtede troværdighed som statsministerbærende parti, er Ellemanns melding en kæmpeskuffelse. Der hviskes endda i krogene om en ny ”fodnoteperiode”.

Det sker med henvisning til den periode i firserne, hvor mange borgerlige mente, at Socialdemokratiet svigtede i forhold til sammenholdet i NATO ved at udstyre daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen med fodnoter, hvor den borgerlige danske regering på NATOs møder konstant skulle tage forbehold.

I denne ”systemets” fortælling fraskrev Socialdemokratiet sig fra at blive betroet regeringsmagten. Nogle mener nu, at Jakob Ellemann-Jensen svigter sine egne, men også Venstres fremtidige muligheder ved at lade sin personlige binding til Hjort, som han selv har været åben omkring, stå i vejen for en rationel og nødvendig beslutning, hvor Venstre placerer sig på samme side som de øvrige systembevarende partier ved at lade retssagen mod Hjort gå sin gang.

Nogle mener nu, at Jakob Ellemann-Jensen svigter sine egne, men også Venstres fremtidige muligheder

Jarl Cordua

Dette indebærer, at Venstre stemmer for en ophævelse af immuniteten hos Venstres grand old man, uanset, hvor smertefuldt det end må være for Ellemann og mange andre venstrefolk. Man kan henvise til, at Hjort med sine udtalelser i TV2 News-programmet ”Lippert” og Weekendavisens podcast ”Avistid” selv har placeret sig i suppedasen, og nu nærmest har taget sit eget parti som gidsel.

I Venstres folketingsgruppe tyder dog alt på, at formanden har meget stor opbakning til sit synspunkt, hvor der tydeligvis er dannet vognborg om den gamle nestor. I Venstre deler man simpelthen ikke rigsadvokatens og regeringens antagelige præmis – uden dog at kende til den – om, at Hjort kan anklages for landsforræderi, fordi han har udtalt sig om en sag, som alle har kunnet læse om i aviserne i snart mange år.

At Hjort tydeligvis med sine udtalelser, som den første primærkilde nogensinde, har bekræftet dette omtalte delikate efterretningssamarbejde med USA, gør åbenbart intet indtryk på Venstre.

Her ser man ham som en tidligere forsvarsminister, der forsøgte at gå i brechen for sine tidligere medarbejdere i FE, der blev anholdt og anklaget under den nuværende regering, og som nu står til at betale prisen for, at tidligere forsvarsminister Trine Bramsen og den øvrige S-regering kludrede rundt i sagen fremfor at have løst den i mindelighed.

I stedet er sagen nu eksploderet i offentligheden, og skader dertil Danmarks anseelse blandt vores samarbejdspartnere i udlandets efterretningstjenester.

Ellemann, som igennem nogle år har været politisk svækket af fald i vælgeropbakning, har ikke kun folketingsgruppen, men vurderes også til at have det meste af sit partis bagland med sig, og formentlig også hovedparten af Venstres vælgere.

Det forlyder dog også, at det er en sag, som han mere end i andre sager har haft relativt nemt ved at tage stilling til og mene noget markant om. Det er også en sag, hvor han i Folketingets spørgetid simpelthen brænder igennem, fordi den optager ham.

Claus Hjort selv er også en faktor, der påvirker meningsdannelsen i Venstre. Han har eksempelvis internt erklæret, at i tilfælde af at han bliver tiltalt og dømt, agter at anke og forfølge sagen til Højesteret og hele vejen til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

For Hjort handler det formentlig om at forsikre sine partifæller om egen uskyld og en retfærdig kamp, som han vil føre til ende, selv hvis det vil koste ham tid i sit livs efterår. Fører han løftet eller truslen ud i livet, så vil det dog også medføre, at sagen vil påvirke dansk politik i mange år frem.

Jakob Ellemann-Jensen bør derfor passe på

Jarl Cordua

Det vil kunne skade Venstrefolks forhold til Socialdemokraterne og især dem, der sidder i regering nu og bære yderligere ved til det bål, der allerede brænder, hvor centrale regeringsmedlemmer og enkelte centrale embedsmænd tilkendes motiver, som mest ligner konspirationsteorier.

Jakob Ellemann-Jensen bør derfor passe på med, at den regering, som han lige har indgået en mangeårig og vigtig forsvarsaftale med, bliver så dæmoniseret i Venstre på grund af denne sag, at det i fremtiden bliver svært for hans parti at indgå andre politiske aftaler med selvsamme regering, fordi den personlige tillid mellem politikerne har lidt skade.

Hvor Ellemann står på nogenlunde fast grund og i denne sag er i samklang med de tre-fire borgerlige partier til højre for VK, så stiller sagen sig anderledes med De Konservative. Her har partiformand og tidligere justitsminister Søren Pape med sine udtalelser mandag til Politiken signaleret, at hans parti agter at stemme for ophævelse af Hjorts immunitet.

Ordene, der faldt efter at han havde været til møde med Tesfaye og rigsadvokaten, lød: ”Man må i hvert fald sige, at hvis vi får et folketing, der mener, at jo mere hemmelige oplysninger, man har tilgængeligt, så kan man blive fredet af sine kolleger i Folketinget, så synes jeg, vi har et stort problem.”

Dermed har Pape købt regeringens præmis om, at denne sag er en straffesag ligesom alle andre, hvor det politiske indhold er forsvundet, og at den derfor alene handler om, hvorvidt Hjort har forbrudt sig mod loven, og altså ikke om, at hans ord til medierne faldt på baggrund af en sag, hvor kritikere peger på regeringen som nogle fjolser, der klumrede rundt i FE-sagen.

Dermed er skismaet mellem de to rivaliserende partier Venstre og De Konservative, der i meningsmålingerne ligger side om side, også en realitet.

De Konservative har dog ikke formelt taget stilling til sagen. Det sker heller ikke på gruppemødet onsdag formiddag. Alligevel er det forventningen i De Konservative, at Papes holdning vil nyde fremme i gruppen, selvom at nogle i Venstre sætter deres lid til, at en mand som Rasmus Jarlov vil afvise at stemme for ophævelse af immuniteten.

Pape har dog i sager, der kunne minde lidt om Hjort-sagen, kvalt alle forsøg på mulig dissens i folketingsgruppen. Det var en samlet K-folketingsgruppe, der stemte for at stille Støjberg for en rigsretssag og der var heller ingen vaklen i gruppen, da han satte Naser Khader stolen for døren.

Disse fortilfælde kan være et varsel om, at De Konservative stemmer samlet og i overensstemmelse med den vurdering af sagen, som formanden allerede har givet. Bakker Pape, så kan man igen stille spørgsmål om, Pape er påvirkelig og vakler i svære sager, som man eksempelvis så i sagen om fyringen af Eva Kjer som minister under Løkke-regeringen.

Spørgsmålet er også, hvordan De Konservatives egne vælgere vurderer sagen? De kan se, at hele blå blok minus Pape afviser at stemme for ophævelse af immunitet. Sagen er svær at diskutere i offentligheden, fordi kendsgerningerne i sagens natur er få. Borgerlige vælgere er som udgangspunkt for lov og orden, men de er også tit skeptiske overfor statsmagten og især når den forvaltes af Socialdemokraterne.

Corona-nedlukningerne og især Mink-skandalen har pustet til megen borgerlig skepsis, hvor også De Konservative har deltaget i stormløbet mod Frederiksen og det som mange borgerlige opfatter som en uheldig magtkoncentration i Statsministeriet.

Centrale konservative folketingsmedlemmer som Rasmus Jarlov har udtalt en overbevisning om, at Mink-kommissionens rapport vil føre til en rigsretssag mod Statsministeren.

Berlingske har allerede afsløret, at en kløft blev gravet mandag mellem De Konservative og de øvrige blå partier, hvor Pape efter at være blevet angrebet af Nye Borgerliges Pernille Vermund, følte et behov for at sende en SMS til de øvrige partiledere, hvor han påberåbte sig det hensyn, at de viste respekt for ”andres synspunkter”.

De sker også ud fra en holdning hos Pape om, at sagen ikke handler om politik. Det er hans blå fæller tydeligvis ikke enige i

Jarl Cordua

Det vil i denne sag sige, at de andre har at respektere, at De Konservative stemmer for ophævelse af Hjorts immunitet. De sker også ud fra en holdning hos Pape om, at sagen ikke handler om politik. Det er hans blå fæller tydeligvis ikke enige i, og det kan blå vælgere måske heller ikke. Det sidste kan måske aflæses om nogle uger i meningsmålingerne.

Spørgsmålet er også, om sagen medvirker til, at forestillingen om Pape som blå statsministerkandidat strander med De Konservatives stillingtagen i Hjort-sagen? Vil de øvrige partier miste tilliden til ham? I forvejen ligger det lidt tungt med tilliden til Papes person hos flere af de mindre partier. Denne sag kan medvirke til at isolere Pape politisk i blå blok.

Omvendt kan De Konservative naturligvis håbe på, at de borgerlige vælgere, der mener, at samfundet er bedst tjent med, at man viser retssystemet og anklagemyndigheden tillid, nu ser Pape og hans parti som et sted, hvor de kan gå hen.