Johanne Dalgaard: Radio24syv er blevet offer for den nye disruption-æra

Da udbuddet af en dab-kanal i denne uge gik til Radio Loud, kom det for mange som et chok. Først og fremmest fordi det samtidigt satte punktum for den lange dødskamp, Radio24syv har kæmpet, siden Dansk Folkeparti fik held til at stikke kniven ind med sidste års medieforlig.

Men også, fordi det vindende bud fra Loud for det blotte øje fremstår ualmindeligt dilettantisk i sit krampagtige forsøg på at tale "de unges" sprog, som åbenbart er et sprog, hvor man ikke kan stave, og hvor nyheders relevans er et spørgsmål om, hvad man som individ føler:

"Vores Nyhedsredaktion får til opgave at skabe historier med budskaber og følelser, og som udspringer af emner, der fylder i vores unges liv, nyheder skal ikke blot "gøres unge" i formsprog og udtryk, indholdet skal skabes til og med målgruppen."

I kølvandet på den første chokbølge i Mediedanmark har flere forsøgt at sætte sagen i perspektiv, blandt andet ved at forklare, at reglerne for offentligt udbud – som så mange andre herlige ting, New Public Management har bragt os – nærmest dagligt kaster beslutninger af sig, som ud fra en helhedsvurdering er svære at se det meningsfulde i.

Det er helt indlysende sandt, at dab-udbuddet kun er en af en lang række sager, hvor udbudsmekanismens rigide kvantitative point-tænkning med alt for stor vægt på det foreslåede budget og alt for ringe agtelse for substans, faglighed eller for den sags skyld common sense har kastet en beslutning af sig, som det er svært at se noget sammenhængende argument for.

Se bare, hvordan retsvæsenets tolkesystem er blevet fuldstændig lagt ned, fordi en inkompetent virksomhed i udbudsrunden afgav et langt hen ad vejen fiktivt bud på, hvordan den ville varetage opgaveløsningen – og vandt, muligvis fordi budgettet var strikket sammen ud fra den forudsætning, at tolkenes honorarer i en håndvending kunne nedsættes med 15-25 procent.

Siden Radio24Syv er kommet til, har den sammen med konkurrenten P1 tilsammen tiltrukket 300.000 nye ugentlige lyttere af taleradio i hele Danmark.

Johanne Dalgaard

Eller se, hvordan et håbløst sammenstrikket udbud fra Digitaliseringsstyrelsen kan ende med at betyde, at danske borgere fremover vil have ikke én, men to digitale postkasser, de er forpligtet til at tjekke – én fra Netcompany for beskeder fra private virksomheder og én fra e-Boks for beskeder fra det offentlige. Medmindre det er en lønseddel fra en privat virksomhed, som altså vist nok – måske – fortsat vil dukke op i e-Boks.

På samme måde med dab-udbuddet. Ud ryger Radio24Syv, der over otte år har brugt et væld af ressourcer på at opdyrke et bredere publikum for taleradio. Siden Radio24Syv er kommet til, har den sammen med konkurrenten P1 tilsammen tiltrukket 300.000 nye ugentlige lyttere af taleradio i hele Danmark.

I en tid, hvor mediebilledet fragmenteres ud i nicher og ekkokamre, hvor ingen har redigeringsansvar og skellet mellem fakta og fiktion udvandes, skulle man tro, at samfundet ville regne sådan en public service-præstation for værdifuld og bevaringsværdig.

Men nej – ind kommer i stedet Radio Loud, der godt nok byder ind med et lavere budget (cirka 6 procent), men hvis ansøgning til gengæld ser ud til at være strikket sammen over natten af nogen, der har haft så god selvtillid i processen, at de ikke engang har besværet sig med at korrekturlæse deres ellers tungt fejlbehæftede projektbeskrivelse.

Læg dertil, at Loud kun vil sende i 82 procent af landet samt den bizarre konstruktion, der lægges op til, hvori private virksomheder som eksempelvis spillestedet Vega og Roskilde Festival vil få stillet gratis reklame til rådighed i form af ugentlige programmer produceret for skattekroner, og man står tilbage med følelsen af, at begrebet public service stille og roligt fortoner sig og går i opløsning i baggrunden.