Johanne Dalgaard: Øget overvågning er spild af ressourcer

KOMMENTAR: Hvilke opgaver skal politiet nu nedprioritere, når de nu igen skal opruste på grænsekontrol og mere overvågning uden at få flere penge til det? spørger Johanne Dalgaard.

I denne uge lancerede regeringen en såkaldt "trygheds- og sikkerhedspakke", der med øget videoovervågning, periodisk grænsekontrol på den dansk-svenske grænse og øget straf for blandt andet sprængninger ved offentlige bygninger skal hjælpe politiet i kampen mod alvorlig kriminalitet. Pakken kommer i kølvandet på en bølge af sprængninger og kriminalitet relateret til svenske bander i hovedstadsområdet.

Siden har debatten primært kredset om overvågningsdelen, som mange debattører har påpeget er en problematisk vej at gå for et frit og demokratisk samfund. Og det kan da også godt synes en kende ironisk med de mange kontroltiltag som kameraer og øgede logningsbeføjelser med tanke på, at statsministeren i sin åbningstale i Folketinget i sidste uge var meget optaget af manglen på tillid i samfundet. Tillid er godt, må man forstå, men kontrol er altså bedre.

Personligt tænker jeg nu ikke, at lige præcis denne pakke er det, der endegyldigt underminerer borgernes ret til privatliv. Den ret har ikke reelt eksisteret, siden smarte tech-virksomheder som Google og Facebook udnyttede det vilde vesten, som internettet i udgangspunktet var, og tilkæmpede sig monopol på det, der nu er noget af den vigtigste infrastruktur for samfund på tværs af kloden.

Vi tillader dagligt i vores digitale liv alle mulige uvedkommende at snage hæmningsløst i vores private gøren og laden, og 300 videokameraer på strategisk placerede steder i landet virker i sammenligning som en ret lille ting.

For nogle er det entydigt værre, at det er staten, der udnytter sit voldsmonopol til at snage, end hvis det er en privat virksomhed, der udnytter sin markedsdominerende position. Sådan har jeg det ikke.

Jeg har generelt nærmest opgivet at forholde mig til, at nærmest alt, hvad jeg foretager mig, registreres og lagres af nogle, at det er ude af min kontrol, og at der ikke er tegn på politisk vilje i hverken EU eller USA til at inddæmme de kræfter, som driver værket. 1984 ligger allerede 35 år tilbage i tiden.

Til gengæld synes jeg, overvågningsdiskussionen har fået lov at skygge for en helt anden diskussion, som denne pakke burde give anledning til. Nemlig diskussionen om, hvad man potentielt kommer til at nedprioritere, når man opprioriterer overvågning og periodisk grænsekontrol uden at tilføre området nye ressourcer.

Hen over sommeren afdækkede BT i en serie artikler, at der er store problemer med langsom opklaring og vanvidslange sagsbehandlingstider i det danske retsvæsen, som betyder, at ofre for indbrud, vold og røveri venter i måneder eller år på at få en afgørelse ved en domstol. I august kunne BT rapportere, at danske politibetjente havde oparbejdet 832.939 overarbejdstimer. Alene Københavns Politi havde på daværende tidspunkt 204.703 overarbejdstimer til gode.

Med jævne mellemrum beretter borgere i pressen om deres oplevelse af, at politiet ikke dukker op, når man ringer efter dem, og frustrerede butiksejere griber til selvtægt og deler selv overvågningsbilleder af de tyve, som politiet ikke kan finde tid til at arrestere og sigte.

I den kontekst virker det ærligt talt som en skør prioritering, at politiet nu skal til at føre grænsekontrol ved den dansk-svenske grænse. Det er svært at se det som meget andet end symbolpolitik, som er ansporet af den nye regerings ønske om at fremstå handlekraftig i forhold til nogle forholdsvis få, men meget opsigtsvækkende forbrydelser.

Det kommer uvægerligt til at koste tid og kræfter, som burde være gået til politiets kerneopgave med at skabe tryghed for borgerne ved at være til stede der, hvor der er behov for dem, og ved at opklare de forbrydelser, der anmeldes til dem.

Det er meget muligt, at overvågning for politiet er et ”meget effektivt redskab”, som Mette Frederiksen udtalte til Berlingske i anledning af sikkerhedspakken. Men redskaber kræver stadig hænder, der har tid til at bruge dem, og de hænder sidder på mennesker, der også skal have et liv til at hænge sammen ved siden af deres arbejde som politifolk.

Og så længe der er for få hænder og for mange opgaver i retsvæsenet, så kan man som politiker skubbe ressourcerne rundt alt det, de vil – tryghed for borgerne opnår man ikke.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Benny Damsgaard: DF's krise er ikke 'en kommunikationsudfordring' Benny Damsgaard: DF's krise er ikke 'en kommunikationsudfordring' Næste artikel Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer
Fem nedslag fra Venstres landsmøde

Fem nedslag fra Venstres landsmøde

VENSTRES LANDSMØDE: Løkkes og Jensens farvel var blandt de spændende ting på Venstres landsmøde i Herning. Og så var der markeringer i forhold til Venstres værdipolitik.