Johanne Dalgaard: Sass og de andre skallesmækkende mimoser

Et eller andet var der tydeligt galt med Henrik Sass Larsen, da han for nylig blev interviewet til Presselogen om sin klage over Ekstra Bladets Christiansborg-journalister og deres behandling af ham.

Hans sære anstrengte mimik og urolige kropssprog lignede ikke den "hårde hund" fra Socialdemokratiet, man er vant til at se ham som.

Da han efterfølgende i et interview i Politiken berettede, at han havde haft en depression, og at han ved interviewet i Presselogen ikke havde sovet i to døgn på grund af et tilbagefald, gav det i den forstand mening.

Hvad der til gengæld ikke giver mening, er de konsekvenser, Sass og et bredt udsnit af hans politikerkollegaer efter alt at dømme synes, offentligheden og i særdeleshed pressen skylder at tage af hans psykiske nedtur.

En hær af S-kollegaer slutter på sociale medier ring om deres ”modige” ven og kammerat, og Mette Frederiksen finder anledning til at bede medierne om at "opføre sig ordentligt". Finansordfører Benny Engelbrecht udtaler:

"Jeg synes, man skal prøve at bruge noget empati. Forestil dig, at du have et familiemedlem, der havde været syg med en depression, og vedkommende så bad dig om ikke at stille spørgsmål til det. Ville du så stille spørgsmål, hvis du blev bedt om at lade være? Det tror jeg ikke, du ville."

At Sass kan undlade at passe et hverv, der ikke desto mindre indbringer ham lige præcis én gennemsnitlig dansk årsløn, står i skærende kontrast til, hvad konsekvensen ved at være uarbejdsduelig i månedsvis er for en almindelig borger – nemlig fyring og økonomisk deroute.

Johanne Dalgaard

Det kan måske umiddelbart lyde som et sympatisk nok synspunkt, hvis man altså er fuldkommen blind over for forskellen på relationen mellem to familiemedlemmer og relationen mellem landets kommende finansminister og den demokratiske offentlighed.

Faktum er, og vedbliver med at være, at Henrik Sass Larsen udeblev fra sit job som statsrevisor for i stedet at møde op til optagelsen af et debatprogram med Søren Pind. Faktum er også, at Henrik Sass Larsen oven i sin almindelige folketingsgage på en halv million kroner modtager 319.000 kroner for det job som statsrevisor.

Det er muligt, Sass føler det som en ”menneskejagt”, når Ekstra Bladet forsøger at foreholde ham disse oplysninger, og at det ikke er gunstigt for hans depressive sind, men det er ikke og kan aldrig blive Ekstra Bladets ansvar at tage vare på politikernes mentale helbred.

Det er selvfølgelig Sass’ eget ansvar, at han ikke har meldt sig syg, men i stedet benyttet sig af muligheden for lækker skærmtid på TV 2 i et valgår.

Det er også i vid udstrækning Sass’ og kollegernes eget ansvar, hvis medierne føler, det kræver en ”jagt” at få dem i tale. Sidste år var det for eksempel ikke muligt at interviewe Henrik Sass Larsen, hvis man ikke var Reimer Bo og betalt af Socialdemokratiet.

Og det var med en socialdemokratisk justitsminister ved roret og et bredt folketingsflertals opbakning, at offentlighedsloven i 2013 blev omdannet til sin egen modsætning: en lov, der skærmer magthaverne mod nysgerrige blikke på deres arbejde, frem for en lov, der giver offentligheden bedst muligt indblik i, hvordan magten forvaltes.

Sidste år foreslog Sass at indføre enorme bøder for medier, der bringer urigtige oplysninger, samt en skærpelse af redaktørers personlige strafansvar. Ironien, når man tænker på, hvad politikere kan slippe straffrit afsted med af usandheder, så længe der er flertal i Folketinget, er tommetyk.

Hvad angår mediernes dækning af politik, så var Henrik Sass Larsen en tudeprins, længe før han efter eget udsagn blev ramt af depressionen, ligesom alt tyder på, at han stadig er det.

Og denne notoriske tyndhudethed har han tilfælles med mange af sine kollegaer. Faktisk kan man godt få følelsen af, at landets politiske top udgøres af lutter skallesmækkende mimoser.