Konservative og Venstre kæmper om klippeøens borgerlige mandat: "Det har Pape fået ødelagt nu. Den ros skal han have"

En bildør smækker i, og med kurs mod den lokale brugs trisser et ældre ægtepar afsted hånd i hånd. Egentlig skulle de bare ind for at handle. Men med ét springer en mand med en blå Venstre-jakke imod dem.

”Kom lige herover. Jeg har et bolsje med til jer og en brochure til køleskabet. Du går ikke så tit i køleskabet vel,” spørger Peter Juel-Jensen, spidskandidat fra Venstre. Han er et velkendt ansigt, mens den borgerlige konkurrent, Henriette Søvind fra Konservative, er tilflytter.

”Det sker. Det er jo der, der gemmer sig de gode øl,” siger manden og griner.

Det er en gråvejrslørdag i Nexø på parkeringspladsen ved Kvickly.

Ved indgangen til brugsen står K-spidskandidat Henriette Søvind med rank ryg i en grøn jakke og et stort smil. I den ene hånd har hun flyers, og på armen bærer hun en fletkurv med bolsjer. Ikke langt derfra holder en Audi parkeret med hendes ansigt klistret på.

”Jeg har lige været ovre ved blomsterhandleren for at hjælpe med at bære blomster ind,” siger Peter i forbifarten.

”Det er godt med dig Peter,” griner Henriette Søvind.

Fra venner til rivaler

Konservative stod for første gang til at erobre Venstres mandat på Bornholm i starten af september. Selv ikke under Poul Schlüters storhedstid som partileder og statsminister i 1980’erne formåede Konservative at fravriste mandatet fra Venstre.

Men få uger inde i valgkampen står Konservative mere vakkelvornt i meningsmålingerne.

Det er fortællingen om et søskendeforhold i dets op- og nedture. Fra venner til rivaler.

Altinget er under valgkampen draget til Bornholm for at gøre status på styrkeforholdet mellem de to toneangivende borgerlige partier og for at undersøge, om Konservative har smidt sin første rigtige mulighed for at erobre et mandat på Bornholm i vasken.

Et søskendeforhold

I mere end 100 år har de to partier konkurreret mod hinanden om at få flest borgerlige stemmer og har samtidig skullet samarbejde i blå blok. 

“Det er lidt ligesom et søskendeforhold, hvor man kan have nogle forfærdelige perioder, men man ved samtidig, at man har mere til fælles end det, der splitter”. 

Det er tankerne Hans Engell, politisk kommentator og tidligere leder af Konservative, står tilbage med i 2022.

Men når det ene parti er meget større end det andet, er det med til at fremme rivaliseringen. Styrkeforholdet har generelt fungeret bedst, når de har været nogenlunde lige, da det har givet større jævnbyrdighed i samarbejdet. 

Partierne kan hver for sig ikke udgøre et regeringsalternativ til Socialdemokratiet, og derfor har magtkampene for det meste foregået civiliseret. Årsagen er klar. De ved, at de har brug for hinanden på trods af forskellighederne. 

Siden 1990’erne har det stået soleklart, at rollen som storebror har tilhørt Venstre, efter Schlüter-regeringen kollapsede i 1993 på grund af Tamilsagen, og der herskede interne opgør og formandsskifter i Konservative. Derefter red Venstre på en bølge af succes.

Men det kulminerede, da formanden for Konservative, Søren Pape Poulsen (K), valgte at gå benhårdt efter den mest magtfulde post som statsminister på lige fod med Jakob Ellemann-Jensen. En måling fra 25. August viser, at Konservative fik fremgang i forlængelse af den melding. Her stod partiet til at få 16,7 procent stemmer, mens Venstre lå på 11,3 procent.

Venstre har opnået sin nuværende position på grund af Papes uformåenhed, snarere end det er Venstres egne evner.

Jarl Cordua
Politisk kommentator

Styrkeforholdet blev vendt på hovedet, og statsminister Mette Frederiksen (S) begyndte at opfatte Søren Pape Poulsen som den største konkurrent og reelle oppositionsleder. Det var ham, som hun rettede alle sine skyts mod i debatterne.

Men man skulle ikke langt ind i valgkampen, før Konservative oplevede signifikant tilbagegang, og Venstre gik frem.

Ifølge en meningsmåling, som Epinion har foretaget for Altinget og DR Nyheder fra 16. oktober, står Venstre til at få 12,9 procent af stemmerne, og Konservative er gået ned til 8,6 procent.

“Nu står Ellemann i en position, hvor flere kigger til ham. Venstre har opnået sin nuværende position på grund af Papes uformåenhed, snarere end det er Venstres egne evner,” siger Jarl Cordua.

Og selvom de to statsministerkandidater gerne vil fremstå som en samlet front, “begynder man fra Venstres side at fryde sig over, at Pape kommer under ansvarets åg”. Det vurderer Hans Engell.

Men det er værd at huske på, at Konservative trods alt står til at gå frem i forhold til valget i 2019, og at Venstre i det samlede billede er kommet i massiv tilbagegang, siden Jakob Ellemann-Jensen trådte til som partileder.

Den lokale versus tilflytteren

Ved indgangen til Kvickly står to kvinder og to mænd i grønne jakker med fletkurve i hånden. Den ene er K-spidskandidat Henriette Søvind. En anden er kandidat fra Konservativ Ungdom, og de to sidste er konservative medlemmer, der er kommet for at støtte op.

I kurvene ligger valgflyers og sukkerfrie bolsjer fra den lokale by Svaneke. På dem er skrevet navnet “Søvind” med grønt.

“Jeg har som den eneste spidskandidat valgt at købe lokale bolsjer, selvom jeg ikke er herovre fra,” fortæller hun.

Navnet Søvind vækker nok ikke genklang i særlig mange bornholmske øregange. Og det er der en god grund til. Henriette Søvind er spidskandidat for Konservative i Bornholms Storkreds, men er modsat Venstres spidskandidat nytilflytter. Hun har boet i Aalborg i 50 år og rykkede bopæl i april.

Alligevel oplever hun flere bornholmere, der kommer over til hende for at fortælle, hvor glade de er for, at hun stiller op.

Med sine matchende mørkegrønne støvler sætter Henriette Søvind sig ned på hug ved fodovergangen og aer en sort bomuldshund. Den springer i det samme op på hendes blå cowboybukser. 

“Jeg tog kandidattesten og er 84 procent enig med dig,” siger kvinden ved siden af med en munter stemme og kigger ned på sin hund.

Henriette Søvind har kastet sig helhjertet ind i kampen om det borgerlige mandat, fordi hun brænder for at gøre en forskel, som hun selv siger det. For hende handler det konkret om at forbedre psykiatrien, forholdene for de ældre og det lokale erhvervsliv.

“Da jeg fik at vide fra Konservative, at man ikke har en børnepsykiatri her, og at de ældre havde det svært, var jeg overtalt med det samme. Jeg havde selv en mor, der var i psykiatrien, og det er min datter også,” siger Henriette Søvind, der er uddannet tjener og nu er ejer af en kostvejlederskole.

Hun tror, at hun kan bidrage med et friskt syn på Bornholms udfordringer.

“Jeg ved, hvilke udfordringer der er, når man kommer fra en storby. Jeg kan fortælle, hvorfor folk flytter tilbage,” siger hun og tilføjer:

“Det kan godt være, at jeg er derovrefra, som nogle siger. Men jeg er mere engageret her end nogle af de andre kandidater.”

Hun har blandt andet engageret sig i Red Barnet og cykler på Team Rynkeby Bornholm.

På torvet i Rønne sidder 50-årige Jadranko Kajic i den lokale bager og drikker en kop kaffe med en ven. Han har dog ikke tiltro til Konservative på nogen måde og stemmer på Socialdemokratiet.

Da Altinget spørger ham om Konservatives muligheder for at nuppe mandatet fra Venstre, griner han og tager en slurk af sin kop kaffe. 

“Det tror jeg ikke, der er chance for.”

Hvorfor det?

“Det bliver Venstre og Socialdemokratiet. Det er min klare fornemmelse. Spidskandidaten fra Konservative kender folk ikke. Det lykkedes med en konservativ borgmester. Men det går ikke to gange.”

Den kan I læse, når I har læst brugsanvisningen.

Peter Juel-Jensen
Spidskandidat for Venstre i Bornholms Storkreds (MF)

Langs de brostensbelagte små gader i Nexø spankulerer bornholmeren Peter Juel-Jensen med hastige skridt forbi græskardekorationer på hvert gadetrin. Klar til at uddele Venstre-bolsjer og valgflyers. 

Man hører flere sige: “Hej Peter”, da Altinget følger den mere erfarne spidskandidat fra Venstre i stræderne.

På sin vej ser han to mænd ved butikken Bog & Idé. Foran dem står en trailer med en vaskemaskine. Straks går han hen for at hjælpe dem med at løfte den ned. 

Der er ingen tvivl om, at Peter Juel-Jensen er et velkendt ansigt. Og han er ikke bleg for at komme med en kæk bemærkning til de to mænd, mens han rækker dem en valgbrochure.

”Den kan I læse, når I har læst brugsanvisningen.”

Peter Juel-Jensen er født bornholmer og er tidligere lærer og viceskoleinspektør. At føre valgkamp er han alene om. Men det er ikke første gang. For han har været folkevalgt for Venstre siden 2007. 

Forkærlighed for S og V

I flere årtier har det stået mejslet i den bornholmske granit, at øens to mandater blev delt mellem Socialdemokratiet og Venstre. Poul Schlüter gjorde Konservative til det største borgerlige parti, da han var statsminister fra 1982 til 1993, men selv ikke dengang lykkedes det partiet at kapre et mandat.

Det afspejler sig også i størstedelen af øens erhvervsfolk, som igennem mange år har været forankret i netop de partier.

“Bornholms erhvervsstruktur er bundet op på landbrug og fiskeri. Konservative på Bornholm har tidligere båret meget præg af landmænd og folk fra forsvaret. Men det fylder ikke meget sammenlignet med Socialdemokratiet, som har haft godt fat i industriarbejdere, og Venstre som har fat i landbrugsfolk,” siger Hans Engell.

Kun én gang siden 1920 har udfaldet set anderledes ud, da Fremskridtspartiet ved Jordskredsvalget i 1973 hapsede mandatet fra Venstre fra den senere landbrugs- og fiskeriminister Niels Anker Kofoed (V).  

Ved valget i 2015 lykkes det kun lige med nød og næppe Peter Juel-Jensen at få en plads i Folketinget foran Dansk Folkepartis Jess Christian Persson. Der vandt han med 100 stemmer. 

Så tæt tror Venstre-kandidaten dog ikke, at det bliver denne gang.