Kasper Støvring: Vildfarelser i Martin Ågerups anmeldelse af min bog

Den klassiske liberalisme er traditionen fra Edmund Burke, David Hume, Adam Smith og i det hele taget de skotske oplysningsfilosoffer. Disse tænkere kunne man imidlertid også kalde konservative. Og nu kommer det sjove så: At være konservativ i en vestlig civilisation er jo netop også at forsvare værdier, der kan kaldes liberale. Roger Scruton skriver om det i How To Be A Conservative. Strukturen i bogen er den, at han i hvert kapitel anerkender noget sandt i både liberalisme, socialisme, internationalisme osv., men ender med også at afvise dem til fordel for konservatismen.

Der er efter min mening mange gode ting i den klassiske liberalisme, især tre bærende antagelser, som jeg abonnerer på i en udenrigspolitisk – ikke nødvendigvis i en indenrigspolitisk – sammenhæng: 1) Umuligheden af at nå til enighed om fundamentale værdier, 2) tolerancen som afledt deraf og 3) nødvendigheden af en natvægterstat for at opretholde orden og sikkerhed.

Når man overtræder det andet bud, fører det til undertrykkelse af andre og ofte også til konflikter og krige. Og hvad angår det tredje bud, så kan en sådan natvægterstat aldrig etableres på verdensplan. Derfor når vi heller aldrig frem til historiens afslutning, hvor alle på kloden lever i fred og fordragelighed med hinanden.

Den tredje form for liberalisme er den progressive, og det er den, der dominerer i dag. Både indenrigs- og udenrigspolitisk og overalt i Vesten. Den progressive liberalisme foreskriver, at vi skal sprede liberale værdier aktivt og bedrive storstilet social ingeniørkunst, herhjemme og ude. Det hænger især sammen med ideen om menneskets universelle og ukrænkelige rettigheder; overalt på kloden, hvor de trædes under fode, er vi forpligtede til at engagere os.

Den aktivistiske udenrigspolitik er ellers død, siger man ofte, for vi har lært af Irakkrigen. Det skulle man tro. For det var virkelig en lektie i kontraproduktiv politik. Men det passer ikke. Den progressive liberalisme er ikke til at skelne fra idealisme og humanisme, og den lever i bedste velgående, vi kan ganske enkelt ikke slippe de værdier. Så dybt socialiserede er vi i dem.

Imens nogle af disse værdier måske kan være udmærkede indenrigspolitisk, er de katastrofale omsat til udenrigspolitik. Det var ikke mange år siden, Vesten intervenerede i Libyen, selv om vi burde have lært lektien, og det er heller ikke mange år siden, vi hyldede det arabiske forår.

 
Barack Obama og Muammar Gaddafi ved G8-topmøde i 2009 – to år før Natos militære intervention i Libyen (Michael Gottzschalk/Ritzau Scanpix)

At aktivismen stadig simrer, kan vi se i Ukraine-krisen. Marie Krarups (DF) fornuftige forsøg på at skabe en strategisk alliance med Rusland, der kan være med til at inddæmme Kina – den eneste store fremtidige trussel – er selv blevet inddæmmet i DF, til stor glæde for de fleste. Men især ses aktivismen i forbindelse med Syrien-krisen, hvor vi også burde have engageret os, som det ofte hedder. Læs f.eks. avisernes lederartikler.

Universelle værdier og universalisme
En anden bærende sondring i min bog er den, der består mellem universelle værdier og universalisme. Det første er en empirisk og filosofisk diskussion, det andet angår udenrigspolitik.

Det første først: Nogle værdier er universelle, og de kan både være liberale, som betoningen af individets betydning, og de kan være illiberale, som betoningen af kollektivets betydning. Men det afgørende er, for det første, at disse værdier rangordnes forskelligt. I Vesten vejer individualismen tungest, i Resten er det kollektivet. Deraf omtaler kommer betegnelserne det liberale Vesten og det illiberale Resten.

”Mon ikke de fleste kinesere ville sætte pris på ikke at kunne blive vilkårligt anholdt?” skriver Ågerup og peger ganske rigtigt på en universel værdi. Men det afgørende er, for det andet, at disse minimale værdier er ret tynde og dækker over et dyb af værdier, der er meget forskellige fra Vestens liberale værdier.

I Kina er der f.eks. stort set nul sympati for oprørerne, der blev slået ned på Den Himmelske Freds Plads, selv om vi i Vesten identificerer os med disse oprørere. Og det er disse dybe forskelle i værdier – eller i værdisystemer – der leder til konflikt. De minimale værdier er stort set ligegyldige i stormagtsrelationer og international geopolitik.

Universalisme betegner forsøget på at sprede vores kerneværdier til andre. Også selv om de er nok så fine og berettigede. Universalisme er altså den aktivistiske udenrigspolitik, jeg kritiserer. Det er en liberalistisk doktrin.

Igen er det først og fremmest den liberale tanke, at mennesket har ukrænkelige rettigheder, der gør verden farlig. For vi har svært ved at modstå at blande os i alt muligt. Denne trang opstod i 90’erne, hvor verden var unipolær, domineret af Vesten. Og den præger Vesten helt frem til i dag. Og så går det galt. For dem, men ikke mindst for os.

Hvorfor ikke være tolerante, tilbageholdende og anerkende, at der aldrig er enighed om grundlæggende værdier, at der aldrig vil kunne etableres en global natvægterstat? Det er da klassisk liberalisme, som jeg har megen sympati for. Eller modus vivendi-liberalisme, som John Mearsheimer kalder det i sin seneste bog.

Økonomi, kultur og magt
Til sidst skellet mellem økonomi og kultur. Martin Ågerup nævner også privat ejendomsret og økonomisk frihed som universelle værdier. De er nemlig vigtige forudsætninger for at kunne skabe velstand, som alle mennesker efterstræber. Det er jeg enig i. Men det gælder kun til en vis grad. Og igen har det ikke den store betydning i forhold til min bogs emne: forskelle og konflikter i den nye verdensorden.

Ågerups argument er beslægtet med den teori inden for international politik, der handler om gensidig økonomisk afhængighed. Stater vil ikke gå i krig, hedder det, fordi de handler med hinanden og har store fordele ved at være økonomisk bundet til hinanden.

Der findes bestemt eksempler på dette, men teorien har også en række fejl. For økonomisk styrke giver mulighed for at føre deres kampe endnu mere effektivt. Og stater, især stormagter, er sjældent tilfredse. De ønsker at vokse sig så stærke som muligt, så de hverken kan domineres af andre, og så de tværtimod er i stand til at dominere andre.

Og af og til vælger de at gå i krig, selv om de risikerer at tabe økonomisk på det. Stater er også ”irrationelle”. Tiden op til WW1 mindede på mange måder om vores tid. Og i fremtiden kan man forudse, at f.eks. Kina vil gå i krig for at indlemme Taiwan, ligesom Ruslands annektering af Krim og krigen i Ukraine har medført økonomiske omkostninger.

Økonomisk fremgang er ikke lig vestlig kultur
Ågerup kritiserer også min forståelse af Singapore. Som Ågerup skriver: ”Singapore er altså blevet økonomisk liberalt og har dermed på en væsentlig parameter bevæget sig i retning af et vestligt liberalt demokrati.” Det mener jeg ikke. Tværtimod har Singapore bevæget sig væk fra Vesten allerede for mange år siden. Man ønskede ikke det, man anså for den liberale atomisering og dekadence, men derimod orden, disciplin, hierarki og kollektivets forrang.

Ågerups argumentet lider under den vildfarelse, at økonomisk fremgang og økonomisk liberalisering skulle betyde, at man nærmer sig vestlig kultur. Men modernisering er ikke vestliggørelse.

Stater i ikkevestlige civilisationer kan sagtens adoptere vestlige standarder inden for økonomi, bureaukrati og teknologi uden at blive vestliggjorte, ja, de kan endda udnytte disse standarder til at udvikle sig i antivestlig retning.

Tyrkiet, Saudi Arabien, Kina, Rusland kunne nævnes som eksempler. Kultur er kilde til identitet og trives udmærket, ja, kan styrkes med økonomisk fremgang. Selv om det modsatte også kan hænde. Når liberale ofte tager fejl her, skyldes det gerne, at thymos – den illiberale trang til at hævde sig i forhold til andre – er ude af ligningen. En islamist kan gå i jeans og høre rapmusik, imens han er ved at samle en bombe, som han vil sprænge i en vestlig hovedstad, som Huntington skrev.

Ågerup skriver til sidst: ”Det er et åbent spørgsmål, om Kina kan blive ved med at vokse uden at indføre reformer, der øger den enkelte kinesers økonomiske frihed og måske også deres politiske.” Måske.

Måske vil Kina blive ved med at vokse, og måske vil det føre til mere politisk frihed. Men vi ved det ikke. Men det er heller ikke de relevante og alvorlige spørgsmål. Det er derimod denne tese: Hvis Kina blive ved med at vokse, risikerer vi en meget alvorlig konfrontation, måske endda krig. Vi må derfor håbe, at Kina stagnerer. For igen bør vi forlade liberalismen og i stedet indtage en realistisk position, der siger, at stater ønsker at dominere andre.

Det vil sandsynligvis også gælde Kina, og på et tidspunkt vil kineserne ændre spillereglerne i det internationale system. Det kommer først og fremmes til at ske i Det Sydkinesiske Hav. Kina vil blive en regional hegemon, og Thukydids fælde vil klappe i. Indtil videre spiller Kina ekstremt klogt spil og udnytter de liberale institutioner til at vokse sig stærkere og stærkere. Det har vi og bl.a. Taiwan set optimistisk på: ”Dejligt, så har vi en god handelspartner!”

Men det kommer vi og de nok til at fortryde. For en stærk økonomi giver ikke nødvendigvis mere fred, men det giver i hvert fald mere magt. Og det kan have alvorlige sikkerhedspolitiske følger.

Rusland og Tyrkiet har mistet pusten økonomisk, efter de har slået ind på en illiberal, autokratisk kurs, skriver Ågerup. Men ”putinomics”, som det kaldes, er faktisk overraskende effektiv, selv om det er skrøbeligt kun at være afhængig af naturressourcer.

Og om Indien skriver Ågerup, at landet ”har ligeledes skabt markant fremgang gennem markedsøkonomiske reformer og har dermed nærmet sig en liberaldemokratisk samfundsmodel.” Ja, men Indien-eksemplet styrker snarere end svækker min gennemgående pointe: Indien er et ineffektivt regime i forhold til det autokratiske og meritokratiske Kina. På samme vis ønsker russerne heller ikke at vende tilbage til 90’erne med liberalisering og demokratisering.

Man kan mene, at de tager fejl. Men jeg forstår dem godt. Ligesom jeg forstår kineserne. Det betyder imidlertid ikke, at jeg ønsker deres model. Jeg ønsker at bevare vores, liberale, model, og derfor er jeg konservativ. Det vestlige værdisystem er partikulært, ikke universelt.