Klodset kamp om negative renter: Kollerup scorer politiske point, men taber bankerne
Negative renter har desværre udviklet sig til en følelsesmæssig slagmark, hvor erhvervsminister Simon Kollerup (S) har ret i at stille skarpt på negative renter. Med retorikken om grådighed scorer han point i sit politiske bagland, samtidig med at mister han seriøsitet og troværdighed i erhvervslivet, skriver Jens Chr. Hansen.
Jens Chr. Hansen
Erhvervskommentator og forhenværende redaktør, Berlingske BusinessDer er ingen tvivl om, at de negative renter i bankerne sætter følelserne i kog i den danske befolkning. I vid udstrækning baserer stridspunktet sig mere på følelser end på kolde fakta.
Det har landets erhvervsminister, Simon Kollerup (S), forstået at udnytte til fulde. I hvert fald politisk. Det giver givetvis pote i det politiske bagland at gå hårdt til bankerne, som på 13. år er i bad standing i store dele af befolkningen og på Christiansborg. Kritikken af bankerne, som er et let bytte, er letforståelig at kommunikere.
Finanskrisen, skattelydebatten, hvidvaskskandaler, udbytteskatskandaler – jo, der er sager nok at tage af. Bankerne ligger, som de selv har redt. Mens Simon Kollerups udfald mod "de grådige banker" må betragtes som et politisk scoop, gør det stik modsatte sig gældende i det erhvervsliv, som Simon Kollerup er politisk ansvarlig for.
Erhvervslivet er afgørende for at køre i fulde omdrejninger for at finansiere det velfærdsdanmark, som Kollerups egen regering er varm fortaler for.
Troværdigheden og tilliden til ministeren er ikke bare udfordret i den finansielle sektor, men også mere bredt i erhvervslivet. I øvrigt på et tidspunkt, hvor staten via sine styrelser er rykket tættere på beslutningsprocesserne i erhvervslivet.
Således især i den finansielle sektor, hvor Finanstilsynet har fået ret til at godkende og afvise både direktions- og bestyrelsesmedlemmer i bankerne. Et historisk meget vidtgående indgreb i ledelses- og ejerretten i bankerne. Nu kommer så, måske, et indgreb over for negative renter i kølvandet på en stærkt følelsesladet debat.
Negative renter på danskernes indlån i bankerne er en historisk begivenhed, som kan få ganske store implikationer på samfundsøkonomien
Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent
Det er ærgerligt for debatten, at det er endt med denne ukonstruktive "du er dum, det kan du selv være"-konfrontation. Simon Kollerup må tage en del af den kritik på sin kappe. Ærgerligt fordi han faktisk har noget af sin kritik at have det i.
Det er væsentligt at diskutere, hvad negative renter betyder for opsparingsvilligheden, risikovilligheden, og hvad det får af sikkerhedsmæssige konsekvenser, hvis danskerne skulle finde på at gemme kontanter af vejen under madrassen for at spare "strafrenter" i bankerne. Eller sætte penge i mere risikable aktiver som eksempelvis kryptovalutaer. Negative renter på danskernes indlån i bankerne er en historisk begivenhed, som kan få ganske store implikationer på samfundsøkonomien.
Men lad os lige få det på det rene, hvad der i grunden er sket. Danmark indførte negative renter i 2012 på indskud i Nationalbanken som det første land i verden. I første omgang alene over for virksomhederne. Det skete i 2015. Siden er andre lande fulgt med.
Men det var først, da også private indlånere i 2019 skulle betale negative renter, at følelserne kom i kog, og debatten begyndte at røre på sig.
Trin for trin er beløbsgrænsen for, hvornår en privat indlånskunde skal betale negative renter, sænket fra flere millioner til nu en grænse på 100.000 kroner i stort set alle banker.
Indestående over disse 100.000 kroner skal der således typisk betales en negativ rente på 0,6 procent af om året. Et indlån på 200.000 kroner koster altså 600 kroner i årlig, negative rente, som dog er fradragsberettiget.
Jens Chr. Hansen (født 1952) er erhvervskommentator og forfatter. Han kommer oprindeligt fra bankverdenen, som han i 1980'erne skiftede ud med en karriere som erhvervsreporter – først på Berlingske fra 1988 til 1994 og siden på Jyllands-Posten fra 1994 til 2002. Han vendte i 2004 tilbage på Berlingske, hvor han har været souschef på Berlingske Business og erhvervskommentator.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Når man ser på gebyromfanget i bankerne i øvrigt, er det en forholdsvis beskeden omkostning for langt, langt de fleste indlånskunder. Hvoraf mange i øvrigt kan have boliglån med negative renter.
Simon Kollerup har løbende kritiseret de negative renter over for privatkunder, dog kun på indlånssiden.
Men debatten løb af sporet, da Kollerup i sin udmelding kaldte bankerne for grådige på et tidspunkt, hvor de havde "milliardoverskud," som ministeren udtrykte det.
Finanssektoren har svaret igen og kalder kritikken fra den socialdemokratiske erhvervsminister for useriøs og populistisk. Baggrunden for negative renter for indlånskunder er, at bankerne skal betale negative renter af det indlånsoverskud, som de sætter ind i Nationalbanken.
Samtidig har politikerne løbende over årene strammet kravene til bankerne om at øge kapitalberedskabet, de finansielle buffere. Det kan kun ske ved at øge indtjeningen.
Så hvad er i grunden op og ned i den debat?
Simon Kollerup har ret i sin kritik af bankerne, for så vidt angår det meget mærkelige i, at alle banker pludselig er blevet enige om en grænse på lige netop 100.000 kroner. Hvorfor ikke 50.000 kroner, 150.000 kroner eller noget helt tredje, alt afhængig af hvordan det enkelte pengeinstituts balance er sammensat? Det giver mistanke om manglende konkurrence i sektoren.
Dernæst har Simon Kollerup ret i den vigtige diskussion, om det samfundsmæssigt er holdbart med negative renter. Det skal med, at negative renter er mest udbredt og højest i Danmark sammenlignet med det øvrige EU.
Simon Kollerups udfald mod grådigheden i bankerne bliver uforståelig og populistisk
Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent
Spørgsmålet er derfor, om man simpelthen politisk skal kunne udstikke forbud mod negative renter for private. I så fald er det et kraftigt indgreb i markedsøkonomien.
Der, hvor kæden hopper af, og hvor erhvervsministeren mister sin troværdighed i kommunikationen, er, når han beskylder bankerne for at være grådige og slynger en udmelding ud om, at "bankerne har store milliardoverskud."
Alle de store danske virksomheder har milliardoverskud. Novo Nordisk, Coloplast, Mærsk, Ørsted og Lego har endog enorme milliardoverskud og forholdsmæssigt set markant større overskud end bankerne.
Disse virksomheder er fritaget for kritik fra erhvervsministeren, velvidende at der næppe er klangbund for sådan en kritik i offentligheden. Netop Novo Nordisk lægger år efter år stadigt større historiske milliardoverskud frem for sine aktionærer, der forgyldes i pose og sæk. Novo Nordisk tjener sine penge på sygdom, og en del af kundekredsen er i øvrigt offentlige kasser.
Simon Kollerups udfald mod grådigheden i bankerne bliver uforståelig og populistisk. Afkast på egenkapitalen er typisk målestokken for, hvor meget profit der er til aktionærerne. Og her ligger afkastet til bankaktionærerne i bund.
Set udefra er det ikke svært at forstå, at Simon Kollerup har fokus på de negative renter. Men det er svært at forstå de argumenter og den kommunikation, som erhvervsministeren og hans hold møder op med på slagmarken.