Kommunikationsrådgiver: Derfor er atomkraft blevet cool

Da jeg var teenager i 90'erne, var det med Chernobyl i bagagen og en oplevelse af, at atomkraft var farligt og skulle afvikles. Men de seneste par år er atomkraft for alvor kommet tilbage i debatten, hvor særligt folk under 30 år er store fortalere.

Da den unge generation i Venstre kom med en ny debatbog, var det også deres tanker om "en ny atomkraft", som løb med meget af opmærksomheden. Men hvorfor er lige præcis den her løsning gået hen og blevet så cool?

Noget af det skyldes det rent kommunikative. Ligesom det er klimakrisens problem, at den bliver italesat som kompleks og uoverskuelig, så taler det til atomkraftens fordel, at den kan fremstilles enkel og ligetil. At det så ovenikøbet er én ting, som kan løse en stor del af det gigantiske problem, virker helt magisk.

Men atomkraft har også det kørende for sig, at den muliggør en borgerlig måde at være i klimakampen på, som ikke sætter tilhængerne i bås med hippierne. Den giver samtidig mulighed for at indtage nogle ekstremt fordelagtige retoriske positioner, alt sammen opsummeret fornemt af Alex Vanopslagh (LA), når han i et indlæg på Altinget om atomkraft skriver: "Det er tid til, at vi lægger 70'ernes faktaresistens på klimaområdet i graven."

Man skal ikke underkende, at de fleste danskere har et billede af hippierne som nogle hellige typer, der hellere ville have de rigtige værdier end at få løst de rigtige problemer; hellere diskutere end at handle.

At Alex Vanopslagh er en af de mest højtråbende fortalere, hjælper også for denne følelse af, at atomkraft er hipt for tiden.

Anna Ebbesen

At have dem som retoriske stråmænd, selv helt indirekte, giver ens argument vægt. I en tid, hvor det ser ud til, at hippierne havde ret om alt fra jordens tilstand til det gode ved bønner, er der bare stadig energi at hente i et område, hvor man kan sige, at de tog fejl.

Det taler ind i en anden faktor, som hjælper atomkraftfortalerne: Det kan fremhæves som det logiske og rationelle valg. Modstanderne bliver derfor hurtigt positioneret som emotionelle i diskussionerne, som de "faktaresistente" og dem, som er bange for, at det går galt.

Det betyder også, at fortalerne er hævet over ideologi og gamle forestillinger om rigtigt og forkert – som dem, der hæver sig over fortidens snæversyn. Som de unge venstrefolk sagde til Berlingske, så "skal det være slut med, at man i Danmark 'dumstædigt' holder fast i modstanden mod atomkraft."

Det giver også det rationelle argument vægt, at flere lande har kørt med atomkraft i årevis uden uheld, så hvorfor skulle det ikke være tilfældet herhjemme?

Tilsvarende fungerer atomkraft også som et trumfkort i diskussionerne om, hvorvidt nye teknologier kan redde os, og at vi allerede har en testet teknologi – hvorfor ikke satse på det, vi ved, virker?

At Alex Vanopslagh er en af de mest højtråbende fortalere hjælper også for denne følelse af, at atomkraft er hipt for tiden. Han er den eneste partiformand, som har en reel coolness over sig, og det smitter af på de emner, han tager op.

Det samme kan siges for Anders Lund Madsen, som i sit tv-program på DR, gik fra at være tvivler til fortaler.