Krigen i Ukraine kan sætte kommunernes økonomi under stort pres på grund af stigende forsvarsudgifter

Borgmestre og kommunalpolitikere følger hvert forår økonomiaftalen med stor opmærksomhed, fordi aftalen sætter rammerne om kommunernes økonomi og satsningsområder for det kommende år.

Forhandlingerne er dog i virkeligheden ikke forhandlinger, fordi regeringen har en mere end stærk overhånd på kommunerne og deres forening Kommunernes Landsforening (KL). Der er ikke tale om symmetriske forhandlinger som på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsgiverne kan lockoute og lønmodtagerne kan strejke. Regeringen kan – hvis den kan finde flertal i Folketinget – gennemtrumfe sine ønsker overfor kommunerne, mens kommunerne ingen modtræk har:

Det er en meget asymmetrisk ”forhandling”, som bedst kan beskrives som KL’s forsøg på at få justeret de ting, som regeringen under alle omstændigheder gennemfører

Roger Buch

Kommunerne kan ikke strejke eller nægte at gennemføre det, som regeringen får stemt igennem i Folketinget. Det er altså en meget asymmetrisk ”forhandling”, som bedst kan beskrives som KL’s forsøg på at få justeret de ting, som regeringen under alle omstændigheder gennemfører.

Regeringen er dog ikke døv overfor KL’s indspil, justeringsforslag og ønsker.  Det er en fordel for implementeringen af regeringens politik, at KL og dermed kommunerne spiller med i gennemførelsen af politikken. Lydhørhed i økonomiforhandlingerne kan lette implementeringen, som ellers skal køres igennem med detaljeret lovgivning og kontrol.

Regeringen har også en interesse i at få fjernet småfejl i sine politikker. KL og kommunerne har vigtig viden fra den kommunale hverdag, som kan sikre bedst mulig kvalitet i regler, lovgivning og styring af kommunernes økonomi.

Nøgletallene for de seneste ti års aftaler flytter sig stort set blot i samme omfang som priser og lønninger med stigninger på 20-25 procent siden 2014. Undtagelsen er anlægsudgifter, som er næsten de samme i kroner og øre, hvilket betyder at der i 2023 gennemføres markant mindre anlægsarbejde og byggeri i kommunerne, fordi byggepriserne er steget markant siden 2014.

Der er i øjeblikket god grund til tilbageholdenhed med offentligt byggeri på grund af et ophedet byggemarked, men det var ikke meningsfuldt i 2010-2015, hvor arbejdsløsheden i byggeriet var massiv, og anlægsrammen generelt ikke blev løftet.

Aftalerne flytter sig i det hele taget kun marginalt fra år til år, og derfor vender aftalerne aldrig op og ned på hverken kommunernes generelle situation eller den enkelte kommunes virkelighed. Men de inkrementelle skridt er stadig vigtige, fordi mange kommuners økonomi er kørt ud til marginalerne.

Lidt ekstra luft eller opbremsning på skolerne, daginstitutioner, de ældre eller anlægsudgifterne kan derfor alligevel mærkes i kommunernes hverdag, og helt konkret er aftalen en vigtig forudsætning for efterårets lokale økonomiforhandlinger i hver af de 98 kommuner.

Aftalen kan i den enkelte kommune afgøre, om der er råd til at ansætte lidt flere pædagoger eller SOSU’er, og den kan også diktere, om en ny skole skal bygges eller ej.

Økonomiaftalens indhold er altså meget let at forudsige på de store linjer, men som altid ligger djævlen i detaljen. Det er derfor, forhandlingerne følges så nøje af kommunerne.