Kriminolog: Hvorfor skal de mest udsatte betale regningen for nye fængsler?

Udover at det er troløst og fremstår som dårligt politisk håndværk, får man lyst til at spørge sig selv om, hvad det egentlig er, der foregår? Hvad skyldes kovendingen?

De 11 civilorganisationer, der har fået beskeden om, at pengene ikke findes alligevel, spørger om det samme. De har endda sendt et klagebrev til regeringen og parterne bag beslutningen. "Helt galimatias," kalder Thit Aaris-Høeg, direktør for Fonden for Socialt Ansvar, det.

Til regeringens forsvar må det dog siges, at et politisk flertal allerede i 2021 blev enige om, at der skulle spares 25 millioner kroner om året på integrationsindsatser – en aftale som nu gør, at man vælger at benytte pengene til danske fængsler i stedet. Som de fleste nok ved, så lider danske fængsler af plads- og ressourcemangel. Noget skal der til. Minoriteter og andre af Danmarks svageste må til lommerne.

Grunden til vi mangler fængselspladser i Danmark er ikke bare er fordi, at der er flere og flere kriminelle derude. Tværtimod. Hovedårsagen er retspolitikken.

David Brehm Sausdal

Men hvis danske fængsler lider, er det så ”helt galimatias”, at finde lidt ekstra penge til dem – også selvom man tager fra de fattige og mest udsatte?

Set ud fra de sidste 20 års retspolitik, er svaret ”nej”. Det passer som fod i hose. Når politikere taler kriminalitet og forebyggelse har pilen nærmest kun peget et sted hen; mod mere kontrol, mere straf og mere fængsel.

Man ynder at sige, at retspolitikken ”skal stå på to ben”, men der er i så fald tale om en haltefanden af rang – en retspolitik med et stort muskuløst højreben og et lille tyndt venstreben flagrende i vinden. Tag den seneste bandepakke som et godt eksempel på denne skævvridning. Her vil man også gerne pege på, at man ikke kun går straffens og opsynets vej, men at der skam også er indtænkt forebyggende indsatser.

Det er ikke helt forkert. Men kigger man på antallet af tiltag og på de ressourcer følger med, så prioriterer man ikke just kriminalitetsforebyggelsen og dertilhørende diverse sociale indsatser.

I det lys, giver det derfor god mening, at fængslerne står over de fattige. Kronologien er i orden.

Sandheden er også, at det ikke er de danske politikeres skyld. Ikke helt i hvert fald. De er blot en del af en større international tidsånd – ”a punitive turn”, som vi ynder at sige det i kriminologiske kredse – hvor værdien af straf igen og igen vægtes over blødere initiativer.

I Norden er denne tidsånd og hvad den betyder for retspolitikken nok bedst beskrevet af den svenske sociolog, Ingrid Sahlin, i hendes bog om 'Brottsprevention som begrepp och samhälls-fenomen'. Hvad Sahlin her skildrer er en samfundsudvikling, hvor man i 1960-70erne gik fra at tænke kriminalitetsforebyggelse og -bekæmpelse ud fra mere klassiske velfærdssamfunds-idealer, til en nutid, hvor forebyggelse mest af alt forstås som noget, der har at gøre med politi, fængselsceller og måske et eller mange tusinder overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse.

Husk på, at mere overvågning giver mere frihed, som Hr. Justitio Nick Hækkerup sagde det. Hvad Sahlin med andre ord forsøger at pege på, er, at vores mulighedsrum, det vil sige vores tankevirksomhed om hvad der faktisk kan forhindre kriminalitet, er blevet mere og mere indsnævret fra at kunne have med større politiske spørgsmål om sundhed, fattigdom, marginalisering eller andre klassisk velfærdsagtige ting at gøre til nu i højere og højere grad at handle om lov og orden.

Nu skal de fattige betale for, at et af verdens mindst kriminelle og mest trygge lande kan bygge nye fængsler – og måske endda også købe lidt kapacitet i udlandet. Kreativiteten fejler ikke noget.

David Brehm Sausdal

Zenia Stampe, retsordfører for Radikale, sagde det faktisk meget præcist i en P1 debat, hvor både hun og jeg deltog. Med en kop i hånden (og en tudse i halsen) på vej ind i studiet, medgav hun, at hun ofte har tænkt over, hvorfor det altid kun er retsordførerne, der bliver hidkaldt, når man skal tale om at få nedbragt kriminalitet og knægtet banderne. ”Hvorfor ikke socialordføreren eller andre, som faktisk arbejder med det, der kan lede til kriminalitet?” spurgte hun (sådan i runde termer).

Stampe har ret. Ingrid Sahlin ville i hvert fald give hende ret. Og det ville langt de fleste sociologer og kriminologer også, mig selv inklusive. Det er selvfølgelig ikke, fordi vi ønsker at danske fængsler skal forfalde eller at kriminelle ikke skal sanktioners. Selvfølgelig ikke. Det handler blot om, at vi er kritiske overfor en politik, der mest af alt symptombehandler fremfor at gribe om problemets rod.

Vi må huske på, at grunden til vi mangler fængselspladser i Danmark ikke bare er fordi, at der er flere og flere kriminelle derude. Tværtimod. Hovedårsagen er retspolitikken – en retspolitik, hvor man har lavet en lang række nye love og hævet straffene i sådan en grad, at ikke bare fængslerne men hele retskæden (politi og domstole) har svært ved at følge med.

Problemerne er i høj grad selvskabte. Vi ligger i den dårlige seng, vi har redt. Og nu skal de fattige betale for, at et af verdens mindst kriminelle og mest trygge lande kan bygge nye fængsler – og måske endda også købe lidt kapacitet i udlandet. Kreativiteten fejler ikke noget.

"Bob bob," tænker du. Er det virkelig en så stor hovedpine, at vi skærer lidt på hjælpen ude i udsatte boligområder og i stedet giver lidt penge til brummer og blå blink? Mon ikke de klarer sig i ”ghettoen”?

Det gør de formentlig. Langt de fleste i hvert fald. Udfordringen er bare, at der her ikke er tale om et simpelt nulsumsspil. I hvert fald ikke på den lange bane. Hvis vi, som det jo virker til, fortsætter med at opprioritere ”den hårde” del af staten, samtidig med at vi underprioriterer ”den bløde”, viser erfaringen, at vi skaber flere af de kriminalitets- og utryghedsproblemer, vi gerne vil til livs.

I værste fald bliver det en negativ spiral. De fattige bliver ikke mindre farlige af at sejle deres egen sø. Og efterspørgslen på mere fængselskapacitet vil blot stige. Kort sagt, hvis vi vil modvirke problemer i fængslerne, starter arbejdet ikke kun den dag, David træder ind på Hotel Gitterly. Det er selvfølgelig Davids skyld, at han skal ind og ruske tremmer. Men som samfund skylder vi David, og ikke mindst Davids mulige ofre(!), at vi er der for ham, før det er for sent. Det burde give sig selv.