Kronik: En skarnsunge siger op

Måske kan jeg dø lykkelig
I over 12 år har jeg været en momsregistreret enkeltmandsvirksomhed. Jeg kan godt lide at være selvstændig og har lavet alt muligt inden for kunst og kultur i ind- og udland, men gennem de seneste tre år har jeg fokuseret på skribentvirksomheden, fordi jeg syntes, at det var nødvendigt at bevare en vis integritet, og for at være kritisk og uvildig, når jeg skriver om kunst og kultur, må jeg ikke være sovset ind i alskens relationer.

Gennem to tiår har jeg bestræbt mig på at tale frit. For dét har jeg fået på tæven. Ikke korporligt, men verbalt fra folk og fæ i det såkaldt offentlige rum, hvor alle naturligvis må sige deres mening. Det har, for det meste, været sjovt og meningsfuldt. Andre gange har det været knap så sjovt. 

Undervejs har jeg fået indtryk af, at nogle har kunnet bruge det til noget. Det har altså ikke bare været støj. Måske har jeg bidraget en lillebitte smule til højnelsen af den generelle dannelse og folkets fornemmelse for aktuelle kunst- og kulturproduktioner. I så fald kan jeg dø lykkelig.   

Hvorfor stoppe? Fordi det ikke kan betale sig at arbejde. De år, hvor jeg har fokuseret på skribentvirksomhed, har min årlige bruttoindtægt været under 50.000 kroner, så jeg har levet på almisser fra min mand og arven fra min mor.

Det er ikke bare mig. Jeg er bekendt med kolleger, som kan tillade sig at arbejde i kulturlivet, udelukkende fordi de har et formuende ophav, en ægtefælle med stabil indtægt, en usædvanligt billig bolig, en kronisk sygdom, som giver statslig understøttelse – eller en kombination af disse faktorer.

Overvej: Samfundsdebatten bliver pivskæv, hvis det kun er de privilegerede få, som deltager?

Til hvem det måtte vedrøre
Jeg har skrevet jævnligt for Børsen Opinion samt nichemediet Kunsten.nu og sporadisk for Weekendavisen, Dagbladet Information, diverse internationale kunstmagasiner og har sågar haft et par klummer her på Altinget, dertil enkelte bestillingsarbejder i form af katalogtekster til kunstnerbøger. Men jeg må sande, at jeg ikke er dygtig nok.

Enten er jeg ikke dygtig nok til at tænke og skrive, eller også er jeg ikke dygtig nok til at have rundsave på albuerne i en branche med brødnid, hvor alles kamp mod alle kan gøre det svært at opføre sig ordentligt. Eller også er der bare ikke efterspørgsel på fagligt funderede tekster om kunst og kultur. Jeg melder mig hermed ud af debatten, jeg kan ikke holde til det mere.    

Fra nu af vil jeg kun udgive noget, der er trykt og har limryg. Jeg har allerede noteret mig, at der ultimo oktober er bogmesse i Bella Center Copenhagen, og håber at finde en redaktør.

Lad os bare sige, at dette både er en opsigelse-til-hvem-det-måtte-vedrøre og en anmodning-om-fremtidigt-samarbejde for den, som kunne være interesseret i et skarn som mig.