L 92 (Skatteministeriet)(Vedtaget)

Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Ændring af listen over lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger).

Lovforslaget har til formål at ændre listen over lande, der er omfattet af de danske defensive foranstaltninger (skattesanktioner) over for lande på EU´s sortliste over skattely, således at den er i overensstemmelse med EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner

(EU´s sortliste over skattely) efter den seneste opdatering ved Rådets beslutning af 17. oktober 2023.

Skattesanktionerne skal virke som værn mod skatteunddragelse og skatteundgåelse ved benyttelse af skattelykonstruktioner. Kriterierne for sortlisten vedrører udveksling af oplysninger mellem skattemyndigheder, fair beskatning og fravær af skadelige skatteordninger samt efterlevelse af OECD’s BEPS-minimumsstandarder. Ved beslutningen i Rådet blev Antigua og Barbuda, Belize og Seychellerne medtaget på EU´s sortliste, fordi landene ikke opfyldte kravene vedrørende udveksling af skatteoplysninger efter anmodning. Derudover blev Costa Rica, De Britiske Jomfruøer og Marshalløerne fjernet fra listen. Costa Rica og De Britiske Jomfruøer er i stedet opført på den såkaldte observationsliste.

De defensive foranstaltninger består i, at der ikke er fradrag for betalinger til interesseforbundne modtagere hjemmehørende i de berørte lande. Der er heller ikke fradragsret i det tilfælde, hvor modtageren ikke er skattemæssigt hjemmehørende i de berørte lande, hvis modtageren ikke er betalingens retmæssige modtager, og betalingen videreføres til en modtager i de berørte lande. Endvidere skal der indeholdes og betales en særlig høj udbytteskat (44 pct.) på udbytter af hovedaktionæraktier, datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier, når den retmæssige modtager af udbyttet er hjemmehørende i ét af de oplistede lande.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. februar 2024.

Lovforslag som fremsat

Lovforslag som vedtaget

Høringssvar


---
Denne artikel er lavet automatisk baseret på dokumenter fra Folketinget. Altinget tager forbehold for eventuelle fejl i teksten.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Bruus

Skatteminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00