Lærer: Vi har selv smadret inklusionen i folkeskolen

Vi har tildelt lærerne nye arbejdsopgaver i et sådant omfang, at de hverken har tid til at forholde sig seriøst til det enkelte barn eller mulighed for at tilrettelægge en undervisning med afsæt i børnene, men er henvist til at servere digitale færdigretter på stribe.

Alle fællesskabende aktiviteter såsom skolekomedie, lejrskole, skolekor med videre er blevet skåret ned, og sidst, men ikke mindst: Vi har forlænget undervisningstiden – i indskolingen med op mod 50 procent. Fra cirka 8.300 timer til cirka 12.000 timer per elev i hele skoleforløbet (OECD-gennemsnittet er cirka 7.900) – uden at tilføre yderligere resurser.

Det betyder, at en undervisningstime i den danske folkeskole koster cirka 65 kroner per elev imod cirka 100 i de øvrige nordiske lande. Kort sagt: Folkeskolens smeltedigel er forvandlet til en trykkoger, og de børn, der hænger på kanten af fællesskabet, bliver presset ud.

Behov for gennemgribende ændringer

Det er en tung erkendelse, og de politikere, der stod bag skolereformen i 2013, navnlig socialdemokraterne, har svært ved at tage den ind. De fleste bud på indgreb går på mindre justeringer: Bedre læreruddannelse, små justeringer af klasseloftet, opkvalificering af lærerstanden, oprustning af den pædagogisk-psykologiske rådgivning og lignende. Alt sammen udmærket, men ikke noget, der griber om nældens rod.

De lange skoledages afskaffelse vil ikke ændre alt med et trylleslag. Men det vil kunne finansiere det kvalitetsløft over en bred front, der skal til

Niels Christian Sauer
Lærer og tidligere medlem af Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse

Andre ønsker at gøre op med hele begrebet om inklusion. Men nu er ånden sluppet ud af flasken. Danskerne hverken kan eller vil acceptere, at skolemyndighederne igen begynder at sortere deres børn som svineavleren sine pattegrise og smækker døre i for næsen af dem allerede i barndommen. Ambitionen om den inkluderende skole er kommet for at blive. Skolen står med andre ord overfor en kolossal, bunden opgave.

Den gode nyhed er, at den ikke er umulig. Den dårlige, at vi har svært ved at mobilisere det politiske mod til at flytte fokus fra den målbare kvantitet til den umålelige kvalitet, ihukommende, at ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles.

Det kommer til at koste penge, men økonomien i den offentlige sektor er så presset, at hvis vi skal vente med at løse problemet, til pengene kommer, så kommer vi til at vente meget længe. Der er derfor én og kun én vej: Omprioritering af den måde, pengene bruges på. Og der er i folkeskolen én og kun én måde, hvorved der kan frigøres resurser i det fornødne omfang: Afkortning af undervisningstiden.

Et opgør med de lange skoledage

Erkendelsen af dette forhold breder sig langsomt, men sikkert i folkeskolen, dog alt for uambitiøst. Et par timer mindre om ugen vil ikke frigøre resurser nok, og det vil ikke fremprovokere den nødvendige nytænkning.

Vi må tage tyren ved hornene og lave en skole, hvor de små slutter ved tolvtiden, de mellemste ved ettiden og de store ved totiden. Jamen så kan de jo ikke nå at lære det, de skal, lyder indvendingen. Jovist kan de så. Det er faktisk stadig cirka fem procent over den gennemsnitlige undervisningstid i OECD, og det er cirka 20 procent over de finske PISA-topscoreres undervisningstid. Når danske elever i dag går ud af 6. klasse, har de allerede gået lige så mange timer i skole, som de finske elever i hele deres skoleliv!

De lange skoledages afskaffelse er ikke en patentløsning, som med et trylleslag vil ændre alt. Men den vil kunne finansiere det kvalitetsløft over en bred front, der skal til.

Lærerne vil kunne tilrettelægge en bedre undervisning, de vil kunne give den enkelte elev mere opmærksomhed, og kreativiteten, engagementet, og det mentale overskud vil kunne finde fodfæste i dagligdagen. Det vil afstresse dagligdagen, konflikterne i klassen vil aftage, trivslen vil øges, den eksplosive vækst i andelen af børn med psykiatriske diagnoser vil kunne dæmpes eller måske ligefrem stoppes. Og de sårbare børn, som stadig vil være der, vil i højere grad kunne inkluderes i fællesskabet.

De, der vil afvise ræsonnementet, skylder at komme med et brugbart alternativ. Men kom ikke og sig, at det er umuligt. Hvor der er en vilje, er der en vej.