Løhde langer ud efter Heunicke: Skattekroner skal ikke bruges til at servicere S-erhvervsklub

Ifølge Sophie Løhde har organisationerne på sundhedsområdet svært ved at komme i dialog med regeringen. Det kan ikke passe, at man skal gå igennem partiets erhvervsklub for at få et møde, lyder det. Ministeren afviser beskyldningen. Imens melder DF sig i koret af partier, der er klar til at ændre reglerne for erhvervsklubber.

Den tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V) kritiserer sin efterfølger Magnus Heunicke for lukkethed.
Den tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V) kritiserer sin efterfølger Magnus Heunicke for lukkethed. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Christoffer Lund-Hansen

Tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V) revser sin efterfølger Magnus Heunicke (S). 

I kølvandet på Altingets afsløring af, at Tandlægeforeningen har brugt Socialdemokratiets erhvervsklub til at sætte et møde med sundhedsministeren op, beskylder hun nu generelt regeringen for lukkethed på det sundhedspolitiske område. 

"Der er ingen tvivl om, at skatteborgerne ikke skal involveres i serviceringen af den socialdemokratiske erhvervsklub og herunder ej politisk neutrale embedsmænd. De ting skal holdes fuldstændigt adskilt" siger Venstres politiske ordfører og fortsætter:

"Det taler fuldstændigt for sig selv, at man åbenbart er nødt til at gå igennem den socialdemokratiske erhvervsklub og betale et kontingent, før man kan få et møde med sundhedsministeren."

Påstanden om at man skal gå igennem den socialdemokratiske erhvervsklub for at få et møde med ministeren har Magnus Heunicke afvist

Ifølge Sophie Løhde oplever flere organisationer på sundhedsområdet, at det er svært at komme i dialog med Magnus Heunicke. 

"Jeg møder i stigende omfang organisationer på sundhedsområdet, som giver udtryk for, at det er svært at få et møde de socialdemokratiske ministre, herunder Magnus Heunicke," siger hun og tilføjer:

"Det er en yderst uheldig tendens, for det må selvfølgelig ikke være sådan, at man som aktør på sundhedsområdet ikke kan komme i dialog med den til hver tid siddende sundhedsminister, uanset om regeringen er rød, blå eller noget helt tredje. Vi har en regering, som i stigende grad lukker sig om sig selv, og det er det her et eksempel på."

Læs også

Løhde kender ikke til medlemmerne af V-erhvervsklub

Socialdemokratiet er langt fra det eneste parti, som har en erhvervsklub. 

Venstre står bag den ældste af de danske partiers erhvervsklubber, Den Liberale Erhvervsklub, som blev stiftet i 1998

Kan du garantere, at man ikke kunne sætte et møde op med en Venstre-minister gennem Venstres erhvervsklub, da I sad i regering?  

"Jeg aner ikke engang, hvem der er medlemmer i Venstres erhvervsklub, så det kan jeg garantere, at jeg aldrig nogensinde har skelet til. Du kan ringe til alle store organisationer på sundhedsområdet, og ikke en eneste vil nogensinde sige, at det er svært at få et møde med mig," siger Sophie Løhde og tilføjer:

"Min dør har altid været åben. De kunne bare gribe knoglen og ringe eller sende en sms. De havde ovenikøbet mit nummer."

På hele Venstres vegne vil Sophie Løhde dog ikke garantere, at en lignende praksis ikke har fundet sted.

"Men jeg kan selvfølgelig ikke garantere alle forhold for alle tidligere Venstre-ministre, men for mit eget vedkommende har der aldrig været problemer med at få et møde med mig for organisationer på sundhedsområdet," siger hun.

Socialdemokratiets erhvervsklub

Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, blev stiftet i 2014 med den tidligere socialdemokratiske minister Carsten Koch som formand. 

I efteråret 2019 overdrog han tøjlerne til Jens Kramer Mikkelsen, der tidligere har været overborgmester for København. 

Ifølge partiet har foreningen omkring 50 medlemmer og af Socialdemokratiets regnskaber fremgår det, at erhvervsklubben overfører penge til partiet i valgår. 

For et kontingent på 20.000 kroner om året får medlemmerne fire netværksmøder med adgang til topfolk i Socialdemokratiet, herunder statsminister Mette Frederiksen. 

Erhvervsklubben har adresse på Socialdemokratiets partikontor på Christiansborg, men har ingen ansatte tilknyttet.

Foreningen afholder egne udgifter til arrangementer og administration.

Partiernes bidragsydere kan holdes anonyme i partiregnskaberne, hvis donationerne er under en bestemt grænse. I 2019 var grænsen på 20.900 kroner, og den er steget til 21.900 kroner i 2021.

Heunicke afviser forskelsbehandling

Sundhedsminister Magnus Heunicke afviser blankt beskyldningerne om forskelsbehandling.

"Jeg kommer aldrig til at prioritere møder efter hvem, der er medlemmer af hvilke erhvervsklubber, og min møderække som ny sundhedsminister i 2019 med en lang række organisationer bekræfter da også, at Tandlægeforeningen på ingen måde fik noget, der bare ligner særbehandling, hverken positivt eller negativt," oplyser Magnus Heunicke i en skriftlig kommentar.

Han afviser at stille op til interview. 

Jeg møder i stigende omfang organisationer på sundhedsområdet, som giver udtryk for, at det er svært at få et møde de socialdemokratiske ministre, herunder Magnus Heunicke.

Sophie Løhde, politisk ordfører i Venstre

Ministeriet lukker i

Altinget har derfor bedt sundhedsministeren fremlægge den møderække, som viser, at Tandlægeforeningen ikke har fået særbehandling. 

Men det afviser Sundhedsministeriet også. 

"Sundhedsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at ministeriet har lavet en optælling af hilse-på-møder i 2019 med den nytiltrådte minister. Der blev i andet halvår af 2019 afholdt 35 ”hilse-på-møder” mellem Sundhedsministeren og interessenter på sundhedsområdet. Tandlægeforeningen var nummer 29 i rækken," skriver ministeriet i stedet. 

Ministeriet foreslog nemlig selv, at Magnus Heunicke skulle mødes med Tandlægeforeningen allerede 11. september, altså mere end halvanden måned før mødet rent faktisk blev afholdt 30. oktober.

Derfor har Altinget efterfølgende bedt Sundhedsministeriet afklare, hvilket nummer i møderækken Tandlægeforeningens møde havde haft, hvis mødet var løbet af stablen den dag, som ministeriet selv foreslog. 

Det spørgsmål har Sundhedsministeriet heller ikke ønsket at besvare.

SF og Enhedslisten revser regeringen

Sophie Løhde er langt fra ene om at kritisere regeringens ageren i sagen.  

"Alle organisationer skal være ligestillet i deres mulighed for at få et møde med ministeren. Derfor bliver erhvervsklubberne problematiske, hvis de kan give en forlomme i køen," siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen. 

Hun slår fast, at der ikke må herske tvivl om, hvor det er partipolitiske interesser, der dikterer ministerens møder, for hun er ikke i tvivl om, at Tandlægeforeningen har et legitimt behov for at tale med ministeren.

"Problemet er, at man bruger den her genvej, som man har betalt sig til. For det efterlader de organisationer, som ikke betaler til erhvervsklubben et lidt underligt sted," siger Karina Lorentzen og tilføjer:

"Man skal ikke være medlem af erhvervsklubben for at kunne tale med ministeren om et vigtigt sundhedsproblem. Denne her sag illustrerer igen, at der er brug for klarere regler og vandtætte skotter mellem erhvervsklubben og ministerens ageren."

Denne her sag illustrerer igen, at der er brug for klarere regler og vandtætte skotter mellem erhvervsklubben og ministerens ageren.

Karina Lorentzen, retsordfører for SF

Den holdning deler Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.

"Det er problematisk og endnu et eksempel på, hvordan man med penge kan købe sig til indflydelse. Det ser ud til at være tilfældet her. Det undergraver demokratiet. Det virker åbenlyst, at det er medlemskabet af Socialdemokratiets erhvervsklub, der har givet Tandlægeforeningen adgang til sundhedsministeren," skriver hun i en sms, der fortsætter:

"Adgangen til en minister bør selvfølgelig ikke afhænge af størrelsen på ens pengepung. Hvad med de virksomheder/organisationer, der ikke har en stor pengepung og ikke er medlemmer af en erhvervsklub? Skal de udelukkes fra demokratiet, fordi de ikke betaler til erhvervsklubberne og dermed til Socialdemokratiets partikasse?"

Opbakning fra DF

Både SF og Enhedslisten har tidligere opfordret til, at der bliver vedtaget skarpere regler for partiernes erhvervsklubber, men det har der ikke været opbakning til i Folketinget.

I august slog regeringen fast, at den ikke ser et behov for at ændre reglerne på området.

"De største partier er også dem, som har en interesse i, at det her kan fortsætte, og de har ingen interesse i at ændre denne retstilstand, så jeg har givet lidt op," siger Karina Lorentzen.

Men nu er der opbakning på vej til de to partier. 

Dansk Folkeparti stempler nemlig ind i debatten med en heftig kritik af Socialdemokratiets metoder.

"Regeringens troværdighed er på spil. Der er et eller andet, som klinger meget hult, når regeringens ministre påstår, de deltager som partimedlemmer i erhvervsklubberne, fordi de ikke er korrupte, må man forstå," siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, og tilføjer:

"Men samtidig får ministrene udarbejdet materiale til møderne af embedsværket, og man kan booke møderne i deres sekretariater. Det er en uskøn sammenblanding."

Derfor støtter partiet, at der bliver skabt klarere regler på området.

"Vi er enige med SF og Enhedslisten i, at der er brug for klarere regler. Regeringen skal komme med de regler, og så skal den selv overholde dem. Hvis Socialdemokratiet ikke kommer med et udspil selv, må partierne i Folketinget tage sagen i egen hånd og lave noget, der dur. Vi kan ikke have, at denne mistanke hele tiden popper op. Socialdemokratiet kan ikke finde ud af at adskille partiet fra regeringen," siger Peter Skaarup. 

DF snart klar til at fremsætte forslag

Hvornår vil Dansk Folkeparti fremsætte sådan et forslag?

"Jeg forestiller mig, at det skal være inden for den nærmeste tid, for det er lige nu, at vi ser de helt store problemer med kommunalvalget, hvor Socialdemokratiet bruger ministerapparatet til at føre valgkamp. Vi skal smede, mens jernet er varmet," siger han.

Dansk Folkepartis retsordfører nævner blandt andet forsvarsminister Trine Bramsens (S) besøg hos borgmesteren på Ærø, hvor hun benyttede et fartøj fra Marinehjemmeværnet, som eksempel.

Den kritik preller af på Socialdemokratiet.

"Der er intet mærkeligt eller nyt i, at ministre kombinerer tjenestebesøg ude i landet med besøg af mere partipolitisk karakter. Faktisk sikrer det, at ministrene kommer mere ud i landet end ellers, hvilket jeg ser som en demokratisk fordel og et positivt karaktertræk ved vores åbne og tilgængelige demokrati," lyder det i en skriftlig kommentar fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Løhde

Politisk ordfører, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

Peter Skaarup

MF (DD)
student (Aarhus Katedralskole 1982)

Rosa Lund

MF (EL)
cand.soc. i jura (Københavns Uni.)