Lykketoft: Europa har en vital rolle at spille som brobygger mellem USA og Kina
Europas overordnede mål i forhold til Kina er at mindske landets eskalerende konflikt med USA, der piskes op af hjemlige magtkampe i begge lande, skriver Mogens Lykketoft.
Mogens Lykketoft
Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamlingEuropa er akut truet af et aggressivt Rusland, og i løbet af den næste menneskealder vil kontinentet tabe i andel af verdens folketal og økonomi. Europa får kun gennemslagskraft i en ny og mere kaotisk verden ved styrket indre samarbejde.
For et lille land som Danmark er EU dén platform, hvorfra vi har de bedste muligheder for at varetage vores interesser. Allerhelst skal det ske i et stærkere fællesskab med de andre nordiske lande, hvor vi har den største fællesmængde af holdninger og værdier.
Krigen i Ukraine har tegnet det lille lands interesse i endnu mere forpligtende samarbejde i Europa op i stærke farver – både når det gælder EU og samarbejdet med Nordamerika i Nato.
Den forståelse går igen i regeringens nye udenrigspolitiske strategi.
Det er også en rigtig tone, når det siges, at vi nødt til at tage udgangspunkt i verden som den er, ikke som vi gerne vil have, at den skulle være.
For at varetage både vores egne interesser og afsøge de reelle muligheder for at flytte verden et bedre sted hen, er vi nødt til at forhandle med regimer og personer, der er umulige at sympatisere med.
Det er utopisk at forestille sig en hel verden, hvor demokratiet hersker
Mogens Lykketoft
Kun at holde samtaler i gang med lande og ledere, der lever op til vores demokratiske standarder, er ikke ordentlig interessevaretagelse.
Det kan tværtimod fremmedgøre os for meget store spillere på verdensscenen og bidrage til konflikter, vi ellers kunne forebygge.
Det er ikke en overraskende erkendelse for én som mig, der kortvarigt som udenrigsminister og i særklasse som formand for FN’s Generalforsamling måtte forhandle med repræsentanter for alverdens regeringer, uanset om de var demokratisk valgte eller dybt diktatoriske.
Det er utopisk at forestille sig en hel verden, hvor demokratiet hersker, men det må ligesom i 1945 være ambitionen, at fritage nye generationer for krigens svøbe ved at enes om ikke at ændre grænser med magt. Derfor skal Ruslands anslag mod FN-pagten slås tilbage, for at vi kan komme videre.
For en dansk regering og et dansk formandskab for en international organisation må det altid være ambitionen at virke for fred og bæredygtig udvikling og søge fremskridt for demokrati og menneskerettigheder.
Og i hvert enkelt tilfælde med tanke på om metoden er formålstjenlig – altså om vi bidrager til fremskridt eller bare får pudset vores egen glorie.
Lad mig nævne nogle centrale eksempler på de vanskelige balancer, der skal forvaltes i pragmatisk udenrigspolitik:
USA er verdens eneste supermagt. Vi har fælles interesser og idealer med en stor del af den amerikanske befolkning.
Men selv hjemme i USA er der en dyb erkendelse af monumentale fejltagelser som følge af supermagtens forsøg på militært at indrette andre lande fra Vietnam over Irak til Afghanistan. Der er brug for, at også vi, der medvirkede de to sidste steder, bliver klogere.
Vi kan ikke se bort fra, at USA’s politiske system er dysfunktionelt
Mogens Lykketoft
Vi kan heller ikke se bort fra, at USA’s politiske system er dysfunktionelt, og med Trump fortsat huserende i kulissen som præsidentkandidat igen i 2024 kan vi desværre hverken føle os sikre på det amerikanske demokratis livskraft eller fælles holdninger til omverdenen.
Men vi vil selvfølgelig gøre alt for at fastholde skiftende amerikanske regeringer på den ubetingede sikkerhedspolitiske garanti gennem Nato og fortsat sikre uhindret adgang til dansk erhvervslivs vigtigste marked uden for Europa.
Tyrkiet holder stadig valg, men demokratiets forudsætninger mangler, når Erdogan har ensrettet medierne og fængslet politiske modstandere og journalister, så han trods en katastrofal økonomisk situation kan vinde en valgsejr.
Vi har ikke lyst til andet end at se Erdogans ryg, men vi får fortsat brug ham som gatekeeper for Europa i forhold til folkevandringerne fra Mellemøsten og Afrika – og vi har brug for at holde Tyrkiet fast i Nato-samarbejdet og udvikle handlen med det store land.
Indien med sine 1.400 millioner mennesker nævnes i festtaler som verdens mest folkerige demokrati. Men under premierminister Modis styre føres en skrap hindu-nationalistisk kurs, der diskriminerer især mod de 200 millioner muslimer i landet og skærper konflikten med Pakistan over delstaten Kashmir, der har muslimsk befolkningsflertal.
Modi-styret kører en stadig mere autoritær kurs, ensretter mediebilledet og lægger sten i vejen for oppositionen, hvis leder lige er fradømt retten til at stille op ved de kommende valg.
Uanset alt dette har Danmark imidlertid brug for Indien som et voksende marked for dansk erhvervsliv – og ikke mindst at holde mulighederne åbne for, at vi kan yde et afgørende bidrag til kæmpelandets indsats mod klimaforandringen.
I Kina har vi også 1.400 millioner mennesker – og en økonomi, der er mere end tre gange så stor som Indiens.
Kina har de seneste 40 år 30-doblet nationalindkomsten og trukket 800 millioner ud af ekstrem fattigdom. Landet har gode chancer for at blive den 21. århundredes anden supermagt.
Det er en stor udfordring, at Kina bliver stedse mere autoritært med Xi Jingping som ene mand i toppen, og der sker grove overgreb på demokratitilhængere og ikke mindst mindretallene i Xinjiang og Tibet.
Men vi skal formentlig leve længe sammen med det Kina, vi kender. Jeg har selv som udenrigsminister og FN-formand overfor kinesiske ledere kritiseret krænkelser af menneskerettighederne, men også vidst at isolering og udskamning af Kinas magthavere ikke ville hjælpe et eneste menneske i kæmpelandet. Det stilfærdige diplomati har trods alt bedre chancer.
Vi skal bidrage til at undgå falske analogier fra krigen i Ukraine til situationen omkring Taiwan. Kinas magthavere har ingen interesse i at sætte den fortsatte økonomiske fremgang over styr ved at invadere Taiwan med risiko for fiasko, krig med USA og blokade fra Vesten.
Men konflikten kan alligevel komme, hvis Kina opgiver dialog med USA, fordi man opfatter USA's kurs som et forsøg på varigt at bremse fremgangen i kinesernes levestandard og et opgør med mange årtiers delikat balance om Taiwans status.
Det stilfærdige diplomati skal gives flere chancer
Mogens Lykketoft
Hvor Rusland højtideligt har anerkendt Ukraines grænser og selvstændighed og med angrebet brudt sine løfter, så er situationen omkring Taiwan folkeretligt mere spidsfindig.
USA og stort set alle andre lande anerkender øen som en del af Kina, men det har i mange årtier været underforstået mellem Kina og USA, at Taiwan bevarer sin nuværende helt selvstyrende status, så længe man ikke afskærer muligheden for genforening med fastlandet ved at erklære sig som selvstændig stat.
Vi i Europa har ét overordnet mål i forhold til Kina: At bidrage til at mindske den igangværende konfrontation mellem USA og Kina, der piskes op af hjemlige magtkampe i begge lande.
Det har vi, fordi den første nødvendige betingelse for global fred, økonomisk udvikling og løsning på klimakrisen i det 21. århundrede er, at USA sammen med Europa erkender, at vi – trods alle de kendte konflikttemaer – på bundlinjen har flere fælles interesser end interessemodsætninger.
Derfor skal det stilfærdige diplomati gives flere chancer. Derfor er det godt, at kansler Scholtz, EU-formand Ursula von der Leyen og præsident Macron rejser til Kina, selv om tonerne fra de tre ikke er helt enslydende.
Og det er godt, at der nu omsider er direkte kontakt mellem Washington og Beijing. I allerheldigste fald er dét også vejen til at stoppe Ruslands aggression i Ukraine