Martin Lidegaard: Dansk politik står for stille efter folketingsvalget

Et nyt systemskifte. Sådan var vi mange, der jublede den 5. juni i år med reference til Anders Fogh Rasmussens såkaldte systemskifte efter valget i 2001.

Men fire måneder efter det seneste folketingsvalg må vi nok konstatere, at der foreløbig kun er kommet et skifte i dansk politik. Ikke et systemskifte.

Da Fogh trådte til i 2001, vidste han præcis, hvad han ville. Inden for de første 100 dage var de vigtigste grundpiller lagt til et nyt Danmark:

Skattestoppet blev indført, hvorved de rigeste boligejere i byerne blev forgyldt, og skævvridningen mellem land og by for alvor blev sat i gang.

Rundkredspædagogik blev talt ned og en lang række faglige råd, nævn og udvalg nedlagt for at få bugt med ”ekspertvældet”.

I stedet fik Lomborg pengene, planlagte vindmølleparker blev skrinlagt, reguleringen af landbruget rullet tilbage, og grøn forskning barberet.

De sprækker, som vi ser i vores unikke samfundsmodel, skal kittes, og det haster. Noget kan klares med lapperier, andet kræver større justeringer i samfundets maskinrum, hvis vi vil holde fast i de værdier, det liv og den lykke, der er så særligt hos os.

Martin Lidegaard (R)
Medlem af Folketinget og formand for Udenrigspolitisk Nævn

Thor Pedersen indtog Finansministeriet og nedlagde den strategiske del af ministeriet, så alt nu kom til at handle om budgetdisciplin og new public management, hvilket blandt andet førte til den fatale rundbarbering af Skat.

Udlændingepolitikken blev vendt på hovedet til ære for Dansk Folkeparti, udviklingsbistanden skåret brutalt, og den såkaldt aktivistiske – læs: militaristiske – udenrigspolitik knæsat.

Jo, der skete noget de første måneder, efter at Fogh blev statsminister. Og så har jeg slet ikke nævnt alle de kommissioner og undersøgelser, der blev sat i gang, og som senere førte til ”frit valg”, kommunalreformen og meget andet, der i bogstaveligste forstand ændrede Danmarkskortet.

Foghs politiske regimente var vitterligt et systemskifte, og det førte et langt stykke af vejen til det Danmark, som vi har i dag, og som vores nye statsminister beskrev ved Folketingets åbning: Et land med mindre tillid, større problemer med klima og miljø, mere ulighed, skævvridning mellem land og by.

Skal man uddybe statsministerens pointer, er Danmark ikke længere et bæredygtigt land – hverken socialt, miljømæssigt eller økonomisk.

Vi står midt i menneskehedens største klimakrise. Vi har stadig 400.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet, og hvert år får 10.000 unge under 18 år en psykisk diagnose.

Samtidig har vi svært ved at prioritere de nødvendige økonomiske og menneskelige ressourcer til vores børn, unge, ældre og syge.

Konsekvensen er, at stadig flere danskere vælger de fælles løsninger helt eller delvist fra til fordel for private sundhedsforsikringer, skoler og daginstitutioner.