Martin Lidegaard: Dansk politik står for stille efter folketingsvalget

KOMMENTAR: Statsminister Mette Frederiksen (S) har ret i, at den danske model er under pres. Men regeringens finanslov forsøger ikke for alvor at ændre på det, samtidig med at oppositionen ikke har et troværdigt alternativ, skriver Martin Lidegaard (R).

Et nyt systemskifte. Sådan var vi mange, der jublede den 5. juni i år med reference til Anders Fogh Rasmussens såkaldte systemskifte efter valget i 2001.

Men fire måneder efter det seneste folketingsvalg må vi nok konstatere, at der foreløbig kun er kommet et skifte i dansk politik. Ikke et systemskifte.

Da Fogh trådte til i 2001, vidste han præcis, hvad han ville. Inden for de første 100 dage var de vigtigste grundpiller lagt til et nyt Danmark:

Skattestoppet blev indført, hvorved de rigeste boligejere i byerne blev forgyldt, og skævvridningen mellem land og by for alvor blev sat i gang.

Rundkredspædagogik blev talt ned og en lang række faglige råd, nævn og udvalg nedlagt for at få bugt med ”ekspertvældet”.

I stedet fik Lomborg pengene, planlagte vindmølleparker blev skrinlagt, reguleringen af landbruget rullet tilbage, og grøn forskning barberet.

Thor Pedersen indtog Finansministeriet og nedlagde den strategiske del af ministeriet, så alt nu kom til at handle om budgetdisciplin og new public management, hvilket blandt andet førte til den fatale rundbarbering af Skat.

Udlændingepolitikken blev vendt på hovedet til ære for Dansk Folkeparti, udviklingsbistanden skåret brutalt, og den såkaldt aktivistiske – læs: militaristiske – udenrigspolitik knæsat.

Jo, der skete noget de første måneder, efter at Fogh blev statsminister. Og så har jeg slet ikke nævnt alle de kommissioner og undersøgelser, der blev sat i gang, og som senere førte til ”frit valg”, kommunalreformen og meget andet, der i bogstaveligste forstand ændrede Danmarkskortet.

Foghs politiske regimente var vitterligt et systemskifte, og det førte et langt stykke af vejen til det Danmark, som vi har i dag, og som vores nye statsminister beskrev ved Folketingets åbning: Et land med mindre tillid, større problemer med klima og miljø, mere ulighed, skævvridning mellem land og by.

Skal man uddybe statsministerens pointer, er Danmark ikke længere et bæredygtigt land – hverken socialt, miljømæssigt eller økonomisk.

Vi står midt i menneskehedens største klimakrise. Vi har stadig 400.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet, og hvert år får 10.000 unge under 18 år en psykisk diagnose.

Samtidig har vi svært ved at prioritere de nødvendige økonomiske og menneskelige ressourcer til vores børn, unge, ældre og syge.

Konsekvensen er, at stadig flere danskere vælger de fælles løsninger helt eller delvist fra til fordel for private sundhedsforsikringer, skoler og daginstitutioner.

Det er alt sammen alvorligt. En bombe under det Danmark, som de fleste af os elsker.

Men det er ligeså rigtigt, som både statsministeren og alle mulige andre siden har sagt, at vi har det bedst mulige udgangspunkt for at ændre på det og udvikle en ny og bæredygtig udgave af vores velfærdssamfund, hvor vi finder nye løsninger til nye tider.

Vi er allerede foran på det grønne, på uddannelse og på økonomi. Vi har stadig tillid til hinanden. Vi har aldrig brugt flere midler på velfærd – også selvom vores forventninger til os selv og hinanden får det til at se anderledes ud.

Men de sprækker, som vi ser i vores unikke samfundsmodel, skal kittes, og det haster. Noget kan klares med lapperier, andet kræver større justeringer i samfundets maskinrum, hvis vi vil holde fast i de værdier, det liv og den lykke, der er så særligt hos os.

Og præcis derfor skuffer regeringens finanslov. Der er ikke tale om store og markante tiltag, der rykker Danmark mærkbart i en mere bæredygtig retning.

Hverken når det handler om klima, om den sociale tilstand eller de økonomiske muligheder for at kunne prioritere både børn, uddannelse, ældre og sundhed.

Det skal nok komme, lover statsministeren. Men hvorfor ikke nu?

Forandring kræver politisk handling og vilje. Den vilje havde Fogh i 2001, men den vilje kan man ikke læse ud af regeringens finanslov, og det er næsten ikke til at bære, når nu signalet fra befolkningen har været så umisforståeligt.

Bedre bliver det ikke af, at vi på nuværende tidspunkt heller ikke har nogen egentlig opposition, der kan eller vil udfordre regeringen med spændstige og reformivrige oplæg til fremtidens Danmark.

Åbningsdebatten blev mest en tam omgang leg med ord, hvor de mest muntre indslag kom fra vores gode nordatlantiske kollegaer.

Det politiske mod og det konkrete indhold udeblev fra de to store regeringsbærende partier. Det er ikke godt nok. Vi har alle muligheder i dette land.

Men hvis ikke vi formår at samle et bredt flertal over midten til at gennemføre en økonomisk politik, der kan give os råd til de mange nye investeringer i det grønne, i det sociale, i vores børn og uddannelse, ender det med at blive spildte muligheder.

Vi kan gøre det bedre.

-----

Martin Lidegaard (f. 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Peter Loft: Der er for meget kontrol og for lidt tillid i skattesystemet Peter Loft: Der er for meget kontrol og for lidt tillid i skattesystemet Næste artikel Jarl Cordua: Mette Frederiksen soler sig i kontrasten til  forgængernes galehus Jarl Cordua: Mette Frederiksen soler sig i kontrasten til forgængernes galehus
Sommerserie med Mads Fuglede:

Sommerserie med Mads Fuglede: "Som ung var jeg meget krænkelsesparat"

SOMMERSERIE: Mads Fugledes politiske interesse og indignation blev vakt engang i 1980'erne, hvor kommunismen var på fremmarch i Afghanistan. Men den 48-årige nordjyde og venstremand er rundet af mange ting: Musikken var den første store passion og Steen Gade (SF) et af hans første forbilleder.