Tidligere pressechef i DF: Krig mod Støjberg og statsministeren hjælper ikke frafaldne DF-vælgere tilbage i folden

Det har faktisk i de fleste af Danske Folkepartis leveår stået i partiets princip- og arbejdsprogram, at skatterne i Danmark er høje nok og bør nedsættes. Når der er råd. Dansk Folkeparti har jo også historisk deltaget i langt de fleste nedsættelser af skatter og afgifter, selv om modstanden mod lettelser i topskatten og især skænderierne med Liberal Alliance i valgperioden 2015-19 står klarest i de flestes erindring.

Det var dengang, Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll-Bille i ramme alvor foreslog, at DF kunne få en grænsebom for hver procent, topskatten blev nedsat. Dét tog man ikke så konstruktivt ned i DF-ledelsen.

I 2019 formulerede en medarbejder det meget effektivt; DF er ikke røde, DF er ikke blå, DF er DF. Man spillede i sin egen liga, definerede sin egen vægtklasse og ville ikke sættes i bås

Søren Søndergaard

Så Messerschmidts skattetanker er ikke et opgør med tidligere DF-politik, mere en justering af prioriteterne – netop med det mål at gøre sig spilbare i den blå familie.

Det er så bare også en farlig vej. Særligt nu, hvor både Venstres bagland og vælgerne i øvrigt grundlæggende mere er til den gamle S-parole om ”velfærd fremfor skattelettelser.”

Og samtidig luftede Dansk Folkeparti ideen om at fjerne arve-afgiften. De fleste kan nok, trods alle røde, blå og grønne synspunkter, enes om, at arveafgiften forekommer lidt uretfærdig. Skat af en arv, der er skabt af allerede beskattede midler, virker lige frisk nok. Særligt i en situation, hvor folk har mistet og står med alt muligt andet, fra bedemand og begravelse til overvejelser om at skifte bopæl og meget andet. Så opleves arveafgift som en uretfærdighed.

Sagen er bare, at det koster i omegnen af 4-5 milliarder at afskaffe arveafgiften. Det er desuden ikke i stort omfang DF’s vælgere, der mødes af de store arveafgifter. For mange af DF’s gennemsnitsvælgere vil udgifterne til bedemand, kiste, blomster, begravelsen og kaffe til begravelsesfølget være meget mere tyngende, og bundfradraget på arven vil desuden ofte medføre, at der slet ikke betales arveafgift.

Uden sammenligning i øvrigt kan det godt give mindelser om dengang, da den konservative Charlotte Dyremose i et tv-indslag foreslog formueskatten fjernet, alt imens hun stod og striglede sin hest.

Forslaget er ganske enkelt for blåt. Man kunne med fordel have foreslået eksempelvis tilskud til forebyggende tandeftersyn i stedet.

Dansk Folkeparti ér et borgerligt parti. Skabt og baseret på borgerlige, liberale frihedsværdier og afgjort ikke-socialistisk. DF fejrer ikke 1. maj, mens flagene bliver ivrigt luftet Grundlovsdag. Men partiet har med held i årene fra 1995-2021 formået at placere sig som den blå bloks sociale samvittighed.

I 2019 formulerede en medarbejder det meget effektivt; DF er ikke røde, DF er ikke blå, DF er DF. Man spillede i sin egen liga, definerede sin egen vægtklasse og ville ikke sættes i bås.

Følelser må ikke stå blokerende i vejen for strategi, og omfavnelse af både statsministeren og Støjberg i de sager, hvor man rent faktisk er enige, kan være en del mere givtigt end kolde afvisninger og afvaskninger

Søren Søndergaard

Messerschmidt og folketingsgruppen skal passe på ikke at være så opsat på at gøre sig til i den blå familie, at man sætter sin uafhængighed over styr.

Som Erik Holstein gjorde opmærksom på i en meget præcis analyse her i Altinget for nylig, så har DF i hele sin levetid ikke følt sig mere blå og borgerlige, end at man i Pia Kjærsgaards første formandstid holdt møder med LO-toppen. Og da Thulesen Dahl indledte sin såkaldte flirt med S-formand Mette Frederiksen og udtrykte, at blev hun statsminister, og der ikke var blå muligheder, gjorde han det krystalklart, at så kunne og ville DF offensivt samarbejde med hende.

Sjovt nok faldt dén melding i rigtig dårlig landbrugsjord hos Venstre – der nu få år senere sidder i regering med selvsamme Mette Frederiksen – ved siden af daværende V-formand Lars Løkke Rasmussen, der som bekendt brugte valgkampen i 2019 til at lancere bogen ”Befrielsens Øjeblik”, hvor fokus netop var samarbejde med netop S.

Det er ret synligt for den, der følger blot perifert med, at Mette Frederiksen inkarnerer betragteligt meget mere af det, der omfattes i Danske Folkepartis DNA, end alle andre partiledere, med undtagelse af Inger Støjberg.

Derfor skal DF overveje, hvor meget de vil slås med netop de partiledere, der for øjeblikket favner de fleste af de vælgere, der igennem årene har stemt på DF, men ved de seneste to folketingsvalg er strømmet ud af partiet.

Følelser må ikke stå blokerende i vejen for strategi, og omfavnelse af både statsministeren og Støjberg i de sager, hvor man rent faktisk er enige, kan være en del mere givtigt end kolde afvisninger og afvaskninger.

Jo mere, man vrænger af Støjberg, jo mere vrænger man jo af sine potentielle vælgere, kan man sige.

Samarbejde øger også tyngden af kritikken, når der så vitterligt ér noget politik, man er er uenige om – fra tørklæder til EU. For bare lige at nævne noget helt tilfældigt, hvor både Frederiksen og Støjberg kan have lidt forklaringsproblemer i forhold til DF-vælgerne.

DF kan også, uden at nogen vil betvivle oprigtigheden, køre hårdt på den lurende trussel for en migrantkrise som den i 2015 og befolkningseksplosionen i Afrika, som blandt andet DF’s medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen ved flere lejligheder, og før de fleste andre, har haft kritisk fokus på. Partiet har ikke længere dén bane alene, men DF kan med ret hævde af være Coca-Cola’en på det område: The Real Thing.

Jo mere, man vrænger af Støjberg, jo mere vrænger man jo af sine potentielle vælgere, kan man sige

Søren Søndergaard

Der er rigeligt med blå partier. Faktisk til overflod. Og uanset, hvor træls det er for netop de blå partier, så er det en selvstændig udfordring så længe, Venstre insisterer på ikke at vende hjem, men være på vej videre til et eller andet. I mellemtiden skal DF træde den smalle sti, det er at være DF, og ikke binde sig til nogens mast.

Der er et opbrud i politik, der kan omkalfatre meget af det, vi kender. Unge ser eksempelvis ikke de gamle regeringspartier som tillokkende.

Der er næppe en gigantisk nyliberalistisk bølge på vej. Ikke desto mindre er det lykkedes Alex Vanoplagh (LA) med kæk kommunikation, tænksom bogudgivelse og kampagner på rekordtid at revitalisere et reelt døende Liberal Alliance, der lige nu i målingerne har flere vælgere, end der formentligt er liberalister i kongeriget.

Vanopslagh har netop bredt LA ud fra kun at være fundamentalistisk liberalisme og topskattesnak til at være meget andet og mere. Her har Morten Messerschmidt og DF reelt en endnu større gryde at røre i, men det kræver, med en parafrasering af Poul Schlüter, at man ”ikke er så blå, at det gør noget”.

Dansk Folkeparti kan med fordel se på sin historie og sin brede platform, rette ryggen og sige; vi er DF. Men så skal man også turde være det.