Mette Frederiksen fejer spørgsmål om FE-sagen væk. Hvorfor finder Folketinget sig i det?

Hvis jeg var statsminister, ville jeg skynde mig at holde et valg, før nationen kommer sig oven på pandemien og begynder at orientere sig i, hvad der i øvrigt er hændt de seneste to år.

For det er få regeringer beskåret at have både en mink-sag og en sag som FE-sagen i én og samme periode. Og mens sagerne imod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen er gået verden rundt, og har kommunikeret til omverden, at her er der et land, hvor fundamentet et eller andet sted er pilråddent, det være sig i efterretningstjenesten, i staten eller i den politiske kultur, så har jeg knebet mig i armen.

Dette træk imod en tidligere regerings minister, der samtidig er et prominent medlem af oppositionen, og en mangeårig chef for Forsvarets Efterretningstjeneste er så opsigtsvækkende, at så godt som intet denne vinter burde handle om andet.

Men det gør det. Vi taler om, at det alligevel ikke kunne lade sig gøre at lave massive investeringer i anlæg og motorveje på en klimavenlig måde, som støttepartierne ellers virkelig gik og troede. Vi taler selvfølgelig om den tilspidsede situation i Ukraine og om en horribel kriminalsag og om OL i curling. Og det er fint.

Hverken Ellemann-Jensen eller resten af Folketinget bør lade sig spise af med, at rigets sikkerhed skulle være et trylleord, der sætter alle andre retsprincipper og hensyn til side, uanset sagens substans.

Anne Sofie Allarp

Men øverst burde denne sag være i en skriggul frise. Det er nyere histories største spion-skandale. Og det er en sag, der henleder tankerne på lande, vi normalt ikke sammenligner os med. Det er trods alt ikke hver dag, en tidligere forsvarsminister sigtes for landsforræderi. Eller at en embedsmand på det pågældende niveau fængsles. Den slags plejer at ske i lande med langt mindre stabile og mindre velfungerende systemer, end det danske.  

I øjeblikket er det et sted som Kasakhstan, hvor efterretningstjenestens chef Karim Massimov er anholdt for landsforræderi. Sagen ligner på afstand noget, der kunne have været skrevet til TV-serien House of Cards.

Det er et sted som Cambodja, hvor den i stigende grad despotiske præsident, Hun Sen, beskyldes for at bruge domstolene til at slå ned på en oppositionsleder, som er under anklage for landsforræderi.

For et par år siden var det tidligere forsvarsminister Paolo Conteh fra Sierra Leone, der blev anklaget og dømt for landsforræderi, fordi han tog en pistol med til en forhandling om corona-responsen i landet med præsidenten. Han fik to års fængsel, og er siden blevet løsladt.

Det er næsten alt, vi mangler viden om.

Anne Sofie Allarp

Men det er altså denne tradition, vi føjer os til under den nuværende regering. Og man må undre sig over, at Folketinget finder sig i den måde, hvorpå statsministeren fejede spørgsmålet væk under denne uges spørgetime i folketingssalen.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen efterspurgte mere information med henvisning til, at Folketinget alene er blevet oplyst, at der er tale om den yderst sjældent anvendte paragraf 109 i straffeloven, nemlig en paragraf for landsforræderi, og idet tinget måtte tage hensyn til at den sigtede er Claus Hjort Frederiksen, der ud over at have været forsvarsminister, er tidligere finansminister og tidligere beskæftigelsesminister i det her land. Men statsministeren afviste, at diskutere sagen yderligere med en omklamrende henvisning til, at Ellemann-Jensen ”selvfølgelig er orienteret om, hvad der indholdet i sagen". 

I det omfang Ellemann-Jensen er det, så er det tydeligvis ikke noget, der har beroliget ham. Og det er forståeligt. Hverken Ellemann-Jensen eller resten af Folketinget bør lade sig spise af med, at rigets sikkerhed skulle være et trylleord, der sætter alle andre retsprincipper og hensyn til side, uanset sagens substans.

For hvad er det præcis, vi er vidne til?

Vi er vidne til en historisk lukket retsproces imod Lars Findsen, hvor anklagens tyngde har givet efterforskningen ekstraordinære beføjelser til at indsamle beviser. En proces, der holdes lukket, på trods af den anklagedes eksplicitte ønske om åbenhed. Et ønske, der i øvrigt også er gået verden rundt sammen med den tiltaltes ord: vanvittig/’insane’ relateret til anklagerne. Og en proces, hvor der helt skandaløst er gået 46 dage før 74-årige Hjort Frederiksen er blevet gjort bekendt med indholdet af anklagerne imod ham.

Det er også for offentligheden hemmeligholdte anklager i to sager, der absolut har offentlighedens interesse. Og så er det er efterretningstjenestens slet skjulte trusler imod pressen. Det samlede billede blev i en klumme i det svenske Aftonbladet i denne uge udlagt således: ”Danmarks kamp mod pressefriheden er ekstrem.” 

Og det er naturligvis en fortolkning med bind for øjnene. For det er næsten alt, vi mangler viden om. Men uanset hvordan man vender og drejer disse anklager, forekommer de med den opmærksomhed, der naturligt må samles om dem, og den procesrisiko staten løber, ikke at være i Danmarks interesse. Og det peger hen på det politiske niveau, der med overvejende sandsynlighed har nikket til dem. 

Og er substansen i dette at lukke ned for pressens historier om en af verdens mest lukkede efterretningstjenester, som det synes at være påstanden fra de anklagede, så er dette ikke bare århundredets spionsag, men en intimideringsøvelse imod pressefriheden, som vi ikke kan sidde overhørig.