Mette Frederiksen har aldrig været så upopulær

”Lad os samle Danmark igen.”

Sådan lød Mette Frederiksen og Socialdemokratiets slagord frem mod folketingsvalget i 2019. Nu viser data fra meningsmålingsinstituttet Epinion, at statsministeren selv er blevet en splittende figur i dansk politik.

For et år siden – i januar 2021 – var Mette Frederiksen landets mest populære politiker. 63 procent af vælgerne svarede ”positivt”, når de blev spurgt, om de var ”positivt eller negativt stemt” over for hende. 28 procent svarede, at de var negativt stemt.

12 måneder senere er 46 procent positive, mens hele 43 procent er negativt stemt over for statsministeren, og sidstnævnte tal har aldrig været højere i Mette Frederiksens periode som statsminister. 

Det tegner et portræt af en statsminister og partiformand, hvis brand og appel til vælgerne er forandret til det værre gennem de første to og et halvt år af hendes epoke som regeringschef. Ligesom det fortæller noget om regeringens udfordringer frem mod den valgkamp, der lige så stille og roligt bliver en mere og mere tilstedeværende faktor på Christiansborg.

Mette Frederiksen er ikke kun et vinderkort

Går man længere ned i tallene, kan man se, at hvad angår vælgere, der siger, at Mette Frederiksen klarer sig ”godt” eller ”meget godt” som statsminister, står vi post-corona med en normalisering.

Fra de første målinger af Mette Frederiksen som statsminister i august 2019, frem til covid kom til landet, og restriktionerne blev iværksat i april 2020, lå hendes tal mellem 39 procent og 45 procent af vælgerne, der mente, hun klarede sig godt. Faldet til de 46 procent – fra en top på 79 procent i april 2020 og på 61 procent januar 2021 – er med andre ord en tilbagevenden til en eller anden form for normaltilstand.

Det er stigningen af antallet af vælgere, der mener, at hun klarer sig ”dårligt” eller ”meget dårligt”, det er værd at lægge mærke til. Hvor det samlet lå mellem 14 og 23 procent i perioden, fra hun tiltrådte, til corona kom til landet, ligger det tal i dag på 31 procent.

Samlet set kan man sige, at Mette Frederiksen i dag deler vandene langt mere end førhen. Det er dem, der er for hende, og dem, der er imod hende – og sidstnævnte gruppe vokser.

Det sker parallelt med, at meningsmålingerne ikke alene viser dødt løb mellem blokkene, men at Socialdemokratiet har tabt vælgere – ikke kun i forhold til de vilde meningsmålinger, da corona var på sit højeste, men også i forhold til valgresultatet fra 2019.
 

Selvom man ikke nødvendigvis kan konkludere, at det er Mette Frederiksens tab af popularitet, der har ført til udligningen i meningsmålingerne – årsagsvirkningen kan også gå den anden vej rundt – så er det åbenlyst, at Mette Frederiksen ikke længere er i sit partis helt suveræne kort i kampen om den politiske magt i landet.

Det sidste er selvfølgelig et resultat af minkskandalen og sagen om slettede sms’er, som med den borgerlige oppositions ihærdige hjælp har efterladt et billede af statsministeren som en på én gang hård og til tider brutal regeringschef og af en regering, der enten mørklægger helt afgørende beslutningsprocesser eller slet og ret træffer indgribende afgørelser i panikinduceret hast. Det har åbenlyst trukket på Mette Frederiksens popularitetskonto.

Det er selvfølgelig også historien om, at når krisetider er ovre, bliver vi som vælgere en del mindre begejstret for stærke ledere. Men det går også videre end det. På i hvert fald to områder udgør Mette Frederiksens negative tal et stort problem for regeringen.

Ikke valg lige nu

For på den ene side har Mette Frederiksen fra begyndelsen af sit statsministerskab lagt vægt på, at hun og Statsministeriet skulle være langt mere til stede i regeringens udspil og administration end tidligere regeringer. Det har givet hende mulighed for at vise langt mere handlekraft og nærvær end tidligere statsministre, men omvendt har det – med minkskandalen som det stærkeste bevis – trukket statsministeren ind i langt flere møgsager.

Når statsministeren er så markant en bærer af regeringens samlede projekt og identitet, betyder det selvfølgelig også, at et negativt indtryk af hende smitter af på regeringens brand i det hele taget.
 
Og på den anden side har Mette Frederiksen med nytårstalen som startskud indledt en veritabel rebranding af sig selv og Socialdemokratiet. Arbejderismen understøttet af de knubbede ord om akademikere er væk. Det samme er provinspatriotismen, der til dels var båret af bryske ord om storbyboere, særligt dem på Østerbro. I centrum for begge bevægelser står en opprioritering af klimapolitikken, som regeringen åbenlyst satser på at gøre til den bastion, hvorfra man vil vinde næste valg.

Hvis regeringens strateger ser på nogle tal, der ligner Epinions – og mon ikke de gør det –  kan man se rebrandingen som en reaktion på, at Mette Frederiksen og den fortælling, hun har haft, siden hun blev formand for Socialdemokratiet, i dag splitter, lige så meget som den samler. Omvendt er det også en konklusion, at det er langt sværere at overbevise vælgere, når de én gang har fået et negativt indtryk. Personlighed betyder i dag mindst ligeså meget som partier og ideologier, og det er et tveægget sværd. 

En trøst for regeringen og Mette Frederiksen er her, at hendes direkte rival, Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens tal er langt værre – blot 29 procent er ham positivt stemt, mens hele 55 procent ser negativt på ham – og næsten tre gange så mange borgerlige vælgere (63 procent versus 23 procent) vil hellere have en anden statsminister end ham. Her har Frederiksen opbakning fra 66 procent af centrum-venstre-vælgerne.

Der har de seneste par uger været en del spekulation i et hurtigt forårsvalg – og undertegnede har også selv deltaget i den spekulation – men meningsmålingerne og udviklingen i Mette Frederiksens personlige tal peger på, at et valg næppe er lige på trapperne.