Michael Kristiansen: Kommunalvalget - Løkkes Waterloo eller genoprejsning?

Til tider kunne man blive helt forbløffet af omfanget og intensiteten i baggårdssnakken. I Socialdemokratiet var euforien og forventningen monumental. Tirsdagens kommunalvalg skulle være den første kroning af partiets nye formand, og Mette Frederiksen besluttede sig for at besøge samtlige landets 98 kommuner op til valget. Alle skulle se, hvor elsket Mette Frederiksen var, og hvor uønsket Lars Løkke var.

Uanset udfaldet på tirsdag er snakken for længst forstummet i Venstre, og i stedet er søgelyset rettet mod ikke mindst Mette Frederiksen og Socialdemokratiets resultat. For tirsdagens kommunalvalg er gået hen og blevet et helt afgørende midtvejsvalg for mange partier og partiledere. Og de seneste måneder i dansk politik har vendt op og ned på mangt og meget.

Lad os starte med statsministeren, Lars Løkke Rasmussen. Det er muligt, Lars Løkke ikke har været ligeså efterspurgt lokalt som gæstestjerne som Mette Frederiksen, men en begivenhed fik al intern snak og mumlen til at stoppe og i stedet cementere statsministerens greb om partiet. Da DF’s gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, i forbindelse med et interview i Berlingske 13 september slog fast, at DF vil i regering med Lars Løkke efter næste valg, gik der straks semantik i udtalelsen.

Var det tilfældigt, at Thulesen Dahl sagde Lars Løkke og ikke Venstre? Og nej, det var det ikke, kunne man så få at vide til baggrund, og den viden nåede selvfølgelig også ind til Venstres top. Oversat betød det, at DF IKKE per automatik ville støtte Kristian Jensen og da slet ikke i en regering med ham i spidsen. Med den melding forsvandt dramatikken omkring Lars Løkkes position og kommunalvalget, og de politiske begivenheder siden har kun styrket statsministerens position.

Oversat betød det, at DF IKKE per automatik ville støtte Kristian Jensen og da slet ikke i en regering med ham i spidsen.

Michael Kristiansen

Åbningstalen vakte anerkendelse, meningsmålingerne har bedret sig og med erhvervspakken viste regeringen igen handlekraft. Og den for Venstre så faretruende alliance mellem DF og Socialdemokratiet er sendt til tælling. Om alliancen bliver talt ud, ved vi meget mere om efter kommunalvalget. Samtidig har Venstre dygtigt fået framet, at en tilbagegang i både antal borgmestre og stemmeprocent nærmest er uundgåeligt, og derfor vil et rimeligt valgresultat blive forsøgt italesat som en sejr.

Noget tungere ser det umiddelbart ud for den spirende politiske kærlighed mellem DF’s og Socialdemokratiets ledelser. Kommunalvalget skulle ellers (og skal måske stadig) resultere i konkrete lokale ægteskaber, hvor de to partier på skift skulle hjælpe hinanden til magten og borgmesterposter rundt omkring i landet – og gerne på Venstres bekostning.

For slet ikke at tale om SF. Har nogen hørt fra dem i valgkampen?

Michael Kristiansen

Men allerede inden konstitueringerne er kommet i gang, har det vist sig sværere at styre og planlægge, end partiernes ledelser havde troet. Ikke mindst de lokale socialdemokratiske kandidater og partiforeninger har nægtet at gennemføre valgkampe, hvor Socialdemokratiet på forhånd pegede på en DF-kandidat – det så vi for eksempel i Guldborgsund, der er en af DF’s favorit-kommuner, hvor de lokale socialdemokrater i stedet afskrev DF’s højtprofilerede borgmesterkandidat. På Christiansborg kunne man så få at vide fra Socialdemokratiets top, at afskrivningen af Rene Christensen som DF-borgmester var ren og skær taktisk nødvendighed i valgkampen.

Det var det også inden, at DF og Kristian Thulesen Dahl indgik aftale med regeringen og de radikale om ”erhvervspakken” og sendte Socialdemokratiet til tørre. En proces, som Socialdemokratiet opfatter som ondartet og bevidst fra DF’s side, men som DF omvendt opfatter som lidt amatøragtig og manglende ”biden sig fast i bordet” fra Socialdemokratiets side.

Enige er de i hvert fald ikke. Og der har ikke været så megen kærlighed i luften den seneste uge. I morgen aften og nat vil det vise sig, om trakasserierne omkring erhvervspakken betyder en mere varig nedkøling af relationen, og om partiernes ledelse på Christiansborg kan - eller vil - dirigere deres lokale tropper.

For Thulesen Dahl er der meget på spil. Dansk Folkeparti SKAL have borgmesterposter denne gang. Det er en del af partiets rejse imod regeringsduelighed og etablering som et af de stabile partier.

Lykkes det ikke med borgmesterposter, vil det være den første fiasko for Thulesen Dahl, og så nytter det ikke noget, at partiet sandsynligvis vil få flere stemmer ved kommunalvalget end ved det forrige. Partiet har brugt år og mange kræfter på at køre kvalificerede kandidater i stilling i udvalgte byer, og mange politiske iagttagere har overset, at alliancen med Socialdemokratiet har haft stort strategisk fokus på netop at give DF borgmesterposter.

Så Mette Frederiksen skal levere en solid fremgang i både stemmer og borgmesterposter – ellers vil hendes markante personlige indsats stå lidt vingeskudt tilbage. Thulesen Dahl SKAL have borgmesterposter.

Men også de andre har meget på spil: Kan de radikale overhovedet bevare en borgmesterpost? Ødelægger partiets festkultur i Alternativet deres sejrgang i de store byer? Bliver Liberal Alliances valgresultat det første varsel om en mulig deroute ved det ”rigtige” valg? Og hvad med Nye Borgerlige, hvor Pernille Vermund også har kastet sig meget tydeligt ind i valget? Hvis partiet ikke får noget godt valg, vil det så stoppe den interne eufori? For slet ikke at tale om SF. Har nogen hørt fra dem i valgkampen?

Den eneste, der næsten intet har at tabe, er paradoksalt nok de konservative og Søren Pape. Partiet har i dag så mange flere borgmesterposter, end partiets størrelse tilsiger, så selv et tab på nogle stykker kan ikke ødelægge festen. Selv ikke et tab af Viborg vil gøre ondt, det vil kun tabet af Frederiksberg.

Ikke mindst partiledernes meget betydelige personlige engagement i kommunalvalget gør morgendagens valg til en afgørende styrkeprøve forud for folketingsvalget. Og netop fordi valget i høj grad afhænger af lokale forhold og lokale kandidater, kan nogle partiledere risikere at måtte indkassere nogle ridser i deres politiske profil. For et halvt år siden var det statsministeren, Lars Løkke, der så ud til at skulle frygte kommunalvalgets resultat. Nu er det i højere grad Mette Frederiksen og Thulesen Dahl

-----------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører på tiende år under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.