Når de allerrigeste tjener penge på dem, der rent faktisk arbejder, forstår jeg godt, hvorfor mange siger op

Søndag fejrede vi Arbejdernes Internationale Kampdag, og i denne anledning er der særligt én international tendens, som er værd at bide mærke i: Millioner af mennesker verden over siger i øjeblikket deres job op. I USA har tendensen fået betegnelsen The Great Resignation, herhjemme kaldes det blandt andet ’anti-arbejde’ eller bare ’arbejdskritik’.

Bevægelsen stikker i mange forskellige retninger, også her i Danmark, men i det store og hele er der tale om en protest i gigantisk skala imod hvor usolidarisk, lønarbejdet er organiseret i vores samfund. Derfor er det også tid til, at vores kultur og sprog forandrer sig sammen med den konkrete holdningsændring, der er ved at ske.

Der findes en udbredt misforståelse om arbejdskritik, som har det med at få diskussionerne om emnet til at gå i stå.

“Jamen, man er jo nødt til at have et arbejde,” er der næsten altid nogen, der skynder sig at sige, som om det ikke er åbenlyst for alle os, der kritiserer arbejdet, at ja, de fleste af os er nødt til at have et lønarbejde for at have mad og et sted at bo, rejse, reproducere og få indflydelse på verden omkring os.

I det store og hele er der tale om en protest i gigantisk skala, imod hvor usolidarisk, lønarbejdet er organiseret i vores samfund.

Sigrid Adamsson
Redaktør, Magasinet Atlas

Selvfølgelig er det sådan, det forholder sig. Det er bare ikke givet, at det er nødt til at være sådan. Samfundet ville sagtens kunne fungere, hvis vi indrettede os anderledes omkring arbejdet. Faktisk ville det fungere langt, langt bedre for mange flere mennesker.

Den måde, vi bliver opdraget til at stræbe efter at arbejde på som voksne i dette land, er, især i højkonjunkturtider, baseret på et løfte om, at vi lever i et meritokrati, hvor alle i princippet kan tilkæmpe sig et lønarbejde, de elsker, ofte kaldet en ’karriere’, og som man altså helst skal komme til at holde så meget af, at det faktisk slet ikke føles som et arbejde længere.

Når utilfredsheden ved arbejdet så vokser i befolkningen, som den typisk gør i lavkonjunkturtider, hvor løftet om en karriere med kærlighed til arbejdet kun er for de privilegerede få, så vender politikerne retorikken, appellerer til vores fællesskabsfølelse og fortæller os, at ”vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet”.

Dette er et virkelig smart retorisk greb, fordi arbejdskritikken netop peger på, at det er begrænset, hvor lystbetonet det kan være at arbejde hele sit voksne liv for at tjene penge til andre.

Grunden til, at dette retoriske greb preller af på arbejdskritikken, er, at den absolut anerkender, at der er masser af nødvendigt arbejde, der ikke er lystbetonet. Det er overhovedet ikke arbejdskritikkens mål at styrke en myte om, at vi alle sammen kun skal gøre de ting, vi nu engang har lyst til.

At kritisere arbejdet er at kritisere måden, vi indretter os rundt om arbejdet. For eksempel hvordan finder på flere og flere måder at skabe pseudoarbejde på, samtidig med, at vi må kæmpe hårdere og hårdere for at finde hænder til de opgaver, vi rent faktisk har brug for at løse i fællesskab.

Arbejdskritik er en afvisning af kravet om, at den enkelte borger skal bruge et 40 år langt arbejdsliv på at tro på, at det er muligt at ”ændre systemet indefra”.

For enhver kan se med sine egne øjne, at vi lever i en tid, hvor de såkaldte velfærdsgoder, som simpelthen er livsopretholdende aktiviteter for alle, uanset deres baggrund, bliver færre og færre.

Og enhver kan se, at kravet om bedre arbejdsvilkår fra flere og flere faggrupper i det store og hele bliver ignoreret.

Det er en afvisning af, at vi lever i en tid, hvor de såkaldte velfærdsgoder, som simpelthen er livsopretholdende aktiviteter for alle, uanset deres baggrund, bliver færre og færre, og hvor kravet om bedre arbejdsvilkår fra flere og flere faggrupper i det store og hele bliver ignoreret.

Det er en illusion, at vi lever i en verden med lige muligheder for alle.

Vi arbejder mere og mere, bliver mere og mere syge af det, men har også en gigantisk beskæftigelsesindsats, der primært har til formål at sige til dem, der vover at holde pause fra deres arbejde med vilje eller blive fyret eller syge, at der ikke er noget alternativ til at stræbe efter et liv med en 37 timers arbejdsuge.

Det er godt at bidrage til fællesskabet, men der er slet ikke tale om noget fællesskab, hvis man som medlem af det ikke har nogen muligheder for at handle og tænke selvstændigt.

Som fællesskab har vi en opgave foran os, der består i at redefinere, hvad lønarbejde kan være, og hvem der kan få lov til at tjene penge på andres arbejdskraft.

Sigrid Adamsson
Redaktør, Magasinet Atlas

Som fællesskab har vi en opgave foran os, der består i at redefinere, hvad lønarbejde kan være, og hvem der kan få lov til at tjene penge på andres arbejdskraft. Vi skal finde ud af, hvordan vi undgår at ekskludere dem iblandt os, der reelt ikke kan arbejde 37 timer om ugen.

Og så er vi nødt til igen at begynde at forholde os til penge og værdi som noget konkret, materielt forankret, der skal bruges til at bytte og fordele goder.

”Jamen, man er jo nødt til at have et arbejde,” er simpelthen ikke et særligt godt argument, når det, der faktisk bliver kritiseret, er, at de allerrigeste får lov til at tjene deres penge på alle dem, der rent faktisk arbejder.

Så længe, der forholder sig sådan, forstår jeg godt, hvorfor mange vælger at nedlægge arbejdet i protest. Det er trods alt langt størstedelen af vores voksne liv, der er på spil.