Nej, 24-års-reglen var ikke et krav fra Dansk Folkeparti

Meget kan vi takke Dansk Folkeparti for. Men ikke 24-års-reglen.

Det var simpelthen forkert, da Pia Kjærsgaard i TV2 News 10. april hævdede, at 24-års-reglen blev til på krav fra Dansk Folkeparti.

Anledningen var Rockwool Fondens spændende analyse, der viser, at 24-års-reglen havde præcis den tilsigtede virkning: Den forhindrede eller udsatte en meget stor del af de arrangerede hente-ægteskaber med efterfølgende familiesammenføring, som i årtier konstant havde slået integrationen tilbage til start, fordi de nyetablerede familier var fremmedsprogede med ringe forbindelse til det danske sprog og arbejdsmarkedet.

Det var mig, der som Danmarks første integrationsminister fik vedtaget loven om 24-års-reglen med opbakning fra såvel Dansk Folkeparti som Socialdemokratiet efter lange forhandlinger.

Reglen forhindrede ikke nogen i at indgå ægteskab, men forhindrede familiesammenføringer, hvis den ene ægtefælle eller begge var under 24 år gamle. Derudover skulle de opfylde tilknytningskravet, således at parret samlet set havde større tilknytning til Danmark end til deres hjemland.

Jeg var særdeles velforberedt til jobbet. Jeg havde skrevet bogen ”Den bløde kynisme”, hvor jeg med inspiration fra den norske professor (med speciale i muslimske kvinder) Unni Wikan stillede skarpt på de voksende danske integrationsproblemer, som udsprang af det, jeg kaldte ”den bløde kynisme” – det vil sige den misforståede godhed og hensyntagen, som undlader at stille krav.

Hun lærte mig, at indvandrere, der har bragt sig til Norge eller Danmark, som hovedregel ikke er svage. De har et netværk (det er derfor, de har valgt at komme her), de vil gerne være selvstændige, de ser ikke på klokken, og de har et stærkt familiesammenhold.

Med 24-års-reglen og tilknytningskravet udfordrede vi hele den etablerede elite, ikke bare i Danmark, men også i EU og internationalt

Bertel Haarder

De er stærke, når de kommer, men svækkes af velfærdsapparatets umyndiggørelse og misforståede omsorg. De bliver pakket ind i vat, bliver ”fanget i velfærd” – ”trapped in welfare”. Mit mantra var: At stille krav er at vise omsorg og respekt.

Jeg sendte bogen til kommende statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvilket utvivlsomt medvirkede til, at han efter den knusende valgsejr i 2001 ringede mig op og bad mig blive Danmarks første integrations- og europaminister (jeg sad på det tidspunkt i Europa-Parlamentet).

Den nye VK-regerings integrationspolitik byggede på et beslutningsforslag udarbejdet af Birthe Rønn Hornbech (V) og Helge Adam Møller (K). Vi indførte 24-års-reglen og tilknytningskravet og afskaffede begrebet ”de facto-flygtning” og baserede lovgivningen direkte på de internationale konventioner.

Jeg havde betinget mig, at den nye regering skulle overholde konventionerne (hvis vi ikke kunne ændre dem), hvilket Anders Fogh Rasmussen bakkede op allerede i vores ”ansættelsessamtale”.

Det irriterede Pia Kjærsgaard, der ved mange lejligheder kaldte mig ”konventionsministeren” og sagde, at jeg var ”tung at danse med”, hvilket ikke var positivt ment. Bedre blev det ikke, når jeg blev ved at gentage, at jeg ”ikke var minister for tørklæder, badeforhæng og leverpostej i børnehaver”. Det skulle mine efterfølgere have holdt fast ved.

Med 24-års-reglen og tilknytningskravet udfordrede vi hele den etablerede elite, ikke bare i Danmark, men også i EU og internationalt. Der var ingen ende på den svenske fordømmelse, anført af socialdemokraten Mona Sahlin. Den internationale presse sværmede omkring mig og kaldte mig til ugentlige pressemøder.

Jeg tror, mange svenskere i dag misunder os danskere, at vi handlede i tide og afværgede rædselsscenariet

Bertel Haarder

Mange danskere var klar til at spytte i egen rede. Blandt andet SF'eren Kamal Quereshi og især socialdemokraten Svend Auken, der i Süddeutsche Zeitung (tror jeg) beskrev VK-regeringens integrationspolitik med ordene ”Davon konnte Jörg Haider nur Traümen” (det kunne Jørg Haider kun drømme om), hvormed har gjorde mig til en større slyngel end den østrigske leder af det yderste højre, frihedspartiet FPÖ.

Den hjemlige fordømmelse kom ikke så meget fra indvandrerkredse, hvor især de unge piger nu fik udsat forpligtelsen til at indgå tidligt ægteskab med en fætter eller nabo fra hjemlandet.

De og deres forældre kunne nu forklare familie og venner i hjemlandet, at ægteskabet måtte vente på grund af den nye lovgivning. Men også mange danske studerende og udlandsdanskere blev ramt af de nye regler, fordi vi ifølge konventionerne selvfølgelig ikke måtte diskriminere.

Der var ingen vej udenom. Allerede som undervisningsminister i 1980'erne var jeg blevet alarmeret af Vestegnsborgmestrene og Københavns SF-skoleborgmester, Tom Ahlberg, der opgivende fortalte mig, hvordan familiesammenføringerne hele tiden satte integrationen tilbage.

Jeg fik sociologen Eyvind Vesselbo til at lave en prognose for udviklingen i antallet af fremmedsprogede børn. Hans spådom om, at der i år 2000 ville være ti procent – og med opadgående tendens – holdt desværre stik.

Det er derfor utroligt positivt, at andelen af indvandrerkvinder, der allerede er gift som 25 årige, efter indførelsen af 24-års-reglen er faldet fra 60 procent til 30 procent. To tredjedele af faldet skyldtes reformen. Og endnu vigtigere: Langt de fleste finder ægtefællen i Danmark. Men desværre er det kun 13 procent, der gifter sig med danskere.

Vi fik afværget det rædselsscenarie, jeg havde set oprullet i den norske avis Aftenposten, hvor det blev beskrevet, hvordan en enkelt pakistaner endte med at blive til over 50 i løbet af et par generationer i kraft af hente-ægteskaber, familiesammenføringer, skilsmisser, nye giftermål og så videre.

Jeg tror, mange svenskere i dag misunder os danskere, at vi handlede i tide og afværgede rædselsscenariet. Sådan da.