Nekrolog: Store personligheder bliver ofte opfattet mere positivt, når de går bort. For Henry Kissinger blev det omvendt

Dels måtte han lide den tort, at hans værdisæt og arbejdsmetoder efterhånden blev målt med eftertidens alen og ikke kunne leve op til vor tids moralbegreber i demokratiske samfund, herunder især respekten for menneskerettighederne og kravene om gennemsigtighed og hæderlighed i embedsførelsen.

Dels stødte han ind i den udfordring, at centrale dokumenter fra hans tid ved magten blev afklassificerede, mens han stadig levede, og i talrige tilfælde enten nuancerede hans egne udlægninger af, hvad der var foregået, eller direkte modsagde dem.   

For sine beundrere var Henry Kissinger den mest indflydelsesrige internationale diplomat i efterkrigstiden med resultater i verdensklasse og af historisk omfang. For sine kritikere, ikke mindst på venstrefløjen, var han en kyniker, der så stort på omkostningerne for andre i titusindvis, måske hundredtusindvis, for at nå sine mål. 

I Kissingers tilfælde ligger sandheden ikke midt i mellem. Han var begge dele, og hans generalieblad rummer det hele på én gang. 

Kendissen Kissinger 

Hans imponerende løbebane havde et solidt akademisk udgangspunkt som professor i statskundskab ved Harvard University. Han vidste, hvad han havde at gøre med, og han havde modet til at tage store chancer, når det gjaldt. Han mestrede det politiske spil, var selvsikker som få, og han forstod at bruge – nogle vil sige misbruge – den moderne medievirkelighed.

For ham var det afgørende ikke ideologi som udenrigspolitisk drivkraft for at ændre verden. Hans mål var at stabilisere verden inden for rammerne af det bestående stormagtsforhold. 

Michael Ehrenreich

På højden af sin karriere, mens han var udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver for præsidenterne Richard Nixon og Gerald Ford, holdt han meget af at blive set sammen med Hollywood-stjerner ved filmpremierer og lignende, hvilket tilføjede en ekstra dimension til hans position som global celebrity. 

Han var en mester i selviscenesættelse, godt hjulpet af en distinkt tysk accent. Helt tilbage i 1938 var han med sine jødiske forældre udvandret fra Nazityskland til USA, men han holdt aldrig op med at tale amerikansk-engelsk på den ganske specielle facon, som blev hans varemærke. 

Undertegnede oplevede ham på tæt hold i 1995 under et besøg i Danmark. Via gode kontakter havde jeg fået tilsagn om et kort avisinterview, men det viste sig at skulle finde sted i en larmende hotel-lobby og blev derfor noget af en udfordring. 

Han svarede ganske vist beredvilligt på spørgsmålene om tidens store internationale emner. Men han gjorde det i sit helt særlige lavmælte, slæbende og uendeligt monotone toneleje, så jeg rent ud sagt havde svært ved at opfatte, hvad manden sagde og måtte springe fra emne til emne. Kun båndoptagelsen reddede interviewet, som i øvrigt ikke blev specielt mindeværdigt. Det var ikke Kissingers skyld. 

Et realpolitisk fokus 

Blandt hans store bedrifter skiller åbningen mod Kina sig ud som den største af dem alle. Han var arkitekten bag Nixons besøg i februar 1972 i det dengang tilbagestående og isolerede land. Et besøg, som med ét slag flyttede de geopolitiske brikker på afgørende vis i stormagtsspillet under den kolde krig. 

Åbningen mod Kina var med til at bane vejen for den kinesiske genrejsning, som verden har været vidne til – og en del af – lige siden. Som en særlig historisk ironi indtræffer Kissingers død på et tidspunkt, hvor USA kan være på vej ind i en ny koldskrigslignende konfrontation – denne gang med Kina.

Meningen i sin tid var at isolere det daværende Sovjetunionen geopolitisk. Det lykkedes i den forstand, at makkerparret Nixon og Kissinger i årene efter kunne presse regimet i Kreml til en serie omfattende nedrustningsaftaler, hvoraf flere er blevet stående helt frem til vor tid. 

De store nedrustningsaftaler blev kendt som detente-perioden. Denne afspænding i form af Sovjetunionens politiske og militære svækkelse passede godt til Kissingers overordnede mål om at stabilisere stormagtsforholdet. 

Svagheden var, at USA indirekte var med til levetidsforlænge Sovjetunionen og dermed kommunismen. Af samme grund var Ronald Reagan en af de hårdeste kritikere af detente, og han gjorde effektivt op med denne politik, da han selv blev præsident. 

Samlet set blev detente det tydeligste udtryk for Kissingers grundsynspunkt om realpolitik som det styrende element for amerikansk udenrigspolitik. For ham var det afgørende ikke ideologi som udenrigspolitisk drivkraft for at ændre verden. Hans mål var at stabilisere verden inden for rammerne af det bestående stormagtsforhold. 

Vietnamkapitlet 

Hans tredje store aftryk på verdenspolitikken i det 20. århundrede blev aftalerne om våbenhvile i Vietnam, som i 1973 skaffede ham Nobels Fredspris.

Vietnamkapitlet fører for Kissingers vedkommende direkte over i de mørkere sider af hans virke.

Michael Ehrenreich

Det var allerede dengang så kontroversielt, at to medlemmer af priskomiteen trådte tilbage i protest. Men aftalerne banede vejen for, at USA kunne trække sig ud af en krig, som havde været tæt på at rive landet i stykker. 

Vietnamkapitlet fører for Kissingers vedkommende direkte over i de mørkere sider af hans virke. For det første viste senere offentliggjorte dokumenter, at han – allerede under forhandlingerne om våbenhvilen – ikke troede på, at den ville holde. Det viste sig at holde stik. 

Han kunne, påpeger hans kritikere, allerede på et tidligt tidspunkt have indgået en aftale med stort set samme indhold og dermed sparet et meget stort antal menneskeliv på begge sider. 

For det andet udvidede Nixon og Kissinger krigen med det formål at standse den. Under konceptet "krig for fred" mente de, at kun et forstærket militært pres på Nordvietnam kunne fremtvinge indrømmelser. Derfor blev Nordvietnam bombet fra luften med mange civile ofre, mens der blev forhandlet. 

Desuden – hvilket var endnu mere kontroversielt – blev nabolandene Cambodia og Laos på amerikansk foranledning inddraget i krigen. Igen førte det til mange civile ofre, og endnu flere gik til under de efterfølgende års kaos. 

Kissingers synderegister 

I 1970 var marxisten Salvador Allende blevet valgt til præsident i Chile. Af frygt for, at den cubanske leder Castros årelange forsøg på at eksportere sin revolution til resten af Sydamerika skulle gentage sig, blot i endnu større målestok, lykkedes det tre år senere USA at hjælpe en militærjunta til magten. Allende blev myrdet, og juntaen trak i de følgende mange år et blodigt spor af vold og undertrykkelse efter sig. 

Kissinger forsvarede sig siden med, at det, der stod på spil, var alt for vigtigt til at overlade til de chilenske vælgere. En uhyggelig udtalelse, som står bedst for sig selv uden yderligere kommentarer! 

På hans synderegister står også, at USA vendte ryggen til, da landets nære allierede Pakistan foranstaltede omfattende massakrer i det daværende Østpakistan, det nuværende Bangladesh.

Den realpolitiske forklaring var, at Kissinger (og Nixon) nærede dyb mistillid til Pakistans arvefjende Indien, og desuden havde de brug for pakistanernes bistand som mellemled til den åbning mod Kina, som på daværende tidspunkt var i støbeskeen. 

Også på hjemmefronten blev han mere og mere kontroversiel, efterhånden som der dukkede oplysninger op om hans virke bag kulisserne. De båndoptagelser, som Nixon fik sat i værk af alle samtaler på præsidentens kontor i Det Ovale Værelse, og som senere kostede ham posten, var heller ikke hjælpsomme for Kissinger. 

Det var dengang velkendt i pressekorpset i Det Hvide Hus, at han lækkede oplysninger til medierne, hvis det kunne gavne ham. Men gjorde andre det samme og skabte vanskeligheder for ham, beordrede han FBI til omfattende telefonaflytninger af snesevis af sine egne medarbejdere, der af samme grund aldrig rigtigt stolede på ham. 

Han var en ilter herre, der kunne optræde arrogant og manipulerende. Man båndoptagelserne afslørede også en anden side af ham, nemlig en nærmest ufattelig tilpasningsevne og robusthed. 

En lang karriere 

Det er veldokumenteret, at Nixon havde tydelige antisemitiske træk. Han brød sig ikke om jøder og heller ikke om akademikere. Kissinger var begge dele, og alligevel skabte de i et tæt samarbejde verdenshistorie på allerøverste hylde.

Alle amerikanske præsidenter siden Gerald Ford søgte hans råd, herunder partifællen Donald Trump.

Michael Ehrenreich

Republikaneren Kissinger forlod arbejdet for USA's regeringer, da demokraten Jimmy Carter kom til magten i 1977. Han stiftede konsulentfirmaet Kissinger Associates, der mod betaling rådgav udenlandske regeringer og private firmaer om, hvordan de skulle navigere i magtens inderste cirkler i førende hovedstæder verden over. 

Han fortsatte med at rejse kloden tynd for at vedligeholde sin viden og sit omfattende kontaktnet. Specielt i Kina glemte man aldrig, at han havde banet vejen for det store lands tilbagekomst på den internationale scene, og han er nok den eneste, som har mødt samtlige kinesiske ledere siden Formand Mao, inklusive den nuværende Xi Jinping så sent som i sommer. 

Alle amerikanske præsidenter siden Gerald Ford søgte hans råd, herunder partifællen Donald Trump. Onde tunger gjorde senere opmærksom på, at det tydeligvis ikke havde sat sig synlige spor, hvortil Kissinger skal have svaret noget i retning af, at det i så fald ikke var første gang, at nogen enten ikke havde forstået, hvad han sagde, eller ikke ville rette sig efter det. 

Han efterlader sig et hav af bøger. Han første bestseller udkom i 1957, og hans sidste bog kom på gaden i 2022. Med andre ord et akademisk forfatterskab, der strakte sig over svimlende 65 år. Også på det punkt var Henry Kissinger i en klasse helt for sig selv.