Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Nordisk supermodel er S-regeringens ultimative trumfkort

Politik handler altid om økonomi, og derfor står statsminister Mette Frederiksen til at blive genvalgt: Under coronakrisen har den skandinaviske velfærdsmodel bevist sin overlegenhed, skriver Lars Trier Mogensen.

Uanset hvor stor en del af æren, som retmæssigt bør tilfalde enkelte ministre, fremstår det ubestrideligt, at hengemte fænomener som trepartsaftaler og flexicurity har været overrumplende succeser under coronakrisen, skriver Lars Trier Mogensen.
Uanset hvor stor en del af æren, som retmæssigt bør tilfalde enkelte ministre, fremstår det ubestrideligt, at hengemte fænomener som trepartsaftaler og flexicurity har været overrumplende succeser under coronakrisen, skriver Lars Trier Mogensen. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Lars Trier Mogensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Socialdemokratismen står styrket, efter at restriktionerne er blevet ophævet.

Selv om statsminister Mette Frederiksen (S) næppe skal forvente at blive direkte belønnet af vælgerne for sin coronahåndtering, har S-regeringen vundet en endnu vigtigere sejr: Den skandinaviske velfærdsmodel oplever lige nu en renæssance.

Undervejs har små og historiske nabostridigheder med Sverige spærret udsynet for et større gennembrud: Alle de nordiske lande har nemlig klaret sig suverænt meget bedre igennem coronakrisen end samtlige andre nationer og samfundsmodeller. Folkhemmet er for alvor tilbage.

I den hjemlige debat vil amatørvirologer og klaphattedamer formentlig fortsætte med at pege på små og symbolladede forskelle mellem Danmark, Sverige og Norge, men i det store billede er der ingen tvivl:

Som The Economist har opgjort på deres liste over de lande, som har klaret sig bedst gennem coronakrisen, troner de skandinaviske lande helt oppe i toppen.

Den afgørende faktor har nemlig vist sig at være vores velfærdsmodel, ikke hverken omfanget af eller rækkefølgen i restriktionerne.

For selv om Danmark, Sverige og Norge har valgt markant forskellige tilgange til såvel generel nedlukning som skolebørn og testregime – med Norge som de hårdeste strammere, Sverige som de mest liberale og Danmark i midten – har det allervigtigste supervåben vist sig at være vores fælles velfærdsmodel.

På paradoksal vis kan S-regeringen ende med at tabe slaget om regeringsmagten, men samtidig vinde krigen om samfundsmodellen

Lars Trier Mogensen

Når Norden nu igen betragtes med en blanding af beundring og misundelse rundt omkring i verden, er det ikke de enkelte lande, som hver især skiller sig ud, og derfor heller de konkrete, socialdemokratiske statsministre – fra Mette Frederiksen i Danmark over Magdalena Andersson i Sverige og Jonas Gahr Støre i Norge til Sanna Marin i Finland – som er i centrum for den globale opmærksomhed. Det er selve idéen om Norden, som atter er blevet forbillede.

Umiddelbart kan det lyde selvretfærdigt og som klægt partipolitisk spin, når S-ministrene roser sig selv og fremhæver de funklende økonomiske nøgletal. Men derfor kan grundfortællingen rent faktisk godt være rigtig.

For uanset hvor stor en del af æren, som retmæssigt bør tilfalde de enkelte ministre, fremstår det i dag ubestrideligt, at ellers hengemte og glemte fænomener som flexicurity, trepartsaftaler og lønkompensation har været overrumplende succeser.

Skønt hverken Danmarks 44-årige statsminister, Mette Frederiksen, 51-årige finansminister, Nicolai Wammen (S), 39-årige beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S) eller 35-årige erhvervsminister, Simon Kollerup (S), ej heller kan siges selv at have opbygget en velfærdsmodel, som viste sig overlegen og slidstærk, da pandemien ramte, vil det blive meget svært for den borgerlige opposition at benægte, at krisehåndteringen har haft tydelige socialdemokratiske træk.

Ligesom i Sverige, Norge og Finland har den internationalt set enestående kombination af et tillidsfuldt arbejdsmarked, et universelt sundhedssystem og en klar politisk vilje til at holde hånden under samfundsøkonomien gjort det tydeligt, at den nordiske supermodel ikke blot mere socialt afbalanceret og derfor mere sympatisk for mange, men simpelthen også en bedre forretning for både borgere og virksomheder.

Særligt ét opsigtsvækkende tal, der kort og kontant udstiller triumfen, har potentialet til at kunne ændre den politiske debat i Danmark fremover: 438 milliarder kroner – altså det beløb, som Nationalbanken netop har opgjort statsgælden til med udgangen af 2021. Det svarer til blot 17,7 procent af det forventede bruttonationalprodukt, og dermed er statsgælden faldet til det laveste niveau siden 2009.

438 er det magiske tal. Selv om opgørelsen over statsgæld kun er foreløbig, og den relative sammenligning også rummer et kæmpestort forbehold, da bruttonationalproduktet for 2021 heller ikke er endeligt afstemt, er det en gigantisk succes for S-regeringen, hvis statsgælden i sidste ende viser sig at være faldet.

Og det vil kunne give et ideologisk boost til den socialdemokratiske strategi med at investere sig ud af kriser – vel at mærke ikke kun bagudrettet i forhold til corona, men også fremadrettet i forhold til nye satsninger på klima og velfærd.

Om skribenten

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og vært på P1-programmet 'Guld og grønne skove'. Han er desuden medvært på podcasten 'BorgenUnplugged' og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Efter en langstrakt periode, hvor der blev afsagt dødsdomme og skrevet nekrologer over de socialdemokratiske partier i Europa, er der et politisk stemningsskift i gang i disse måneder:

Med Frankrig som den spektakulære undtagelse er de gamle arbejderpartier ved at vinde fodfæste og selvværd igen. Idéen om afbalancerede blandingsøkonomier fremstår atter som vinderformularen.

Fra efterårets valg i Tyskland, hvor SPD-kansler Olaf Scholz vandt magten, over det seneste valg i Portugal, hvor Socialistpartiet fik absolut flertal med premierminister Antonio Costa i front, til selv Storbritannien, hvor Boris Johnsons kollaps skaber reelle comebackmuligheder for Labour, er der sat en større bevægelse i gang på tværs af landegrænser. 

I moderne politik skal intet tages for givet, og det er langt fra sikkert, at statsminister Mette Frederiksen vil evne at udnytte det momentum, som både den fornyede fascination af Norden har skabt, og som ikke mindst søsterpartierne allerede oplever lige nu.

Hjemlige skandaler og indenrigspolitiske komplekser kan sagtens kortslutte Socialdemokratiets vinderchancer i den valgkamp, som de facto allerede er i gang.

På paradoksal vis kan S-regeringen ende med at tabe slaget om regeringsmagten, men samtidig vinde krigen om samfundsmodellen.

Historisk set er der ikke desto mindre en klar tendens til, at regeringer bliver genvalgt i opgangstider, mens vælgerne er mere tilbøjelige til at give oppositionen en chance i nedgangsperioder.

Og det kan vise sig at blive selve den udslagsgivende faktor i kampen mellem de politiske blokke: "It's the economy, stupid," som det nyklassiske slogan hedder fra Bill Clintons valgkamp tilbage i 1992.

Opturen for dansk økonomi kan og vil S-regeringen selvfølgelig udnytte maksimalt og ikke kun udadtil. Lige nu foregår et skelsættende arbejde med at udforme en 2030-plan, som finansminister Nicolai Wammen skal fremlægge midt på året.

Blå blok er samtidig sat ud af spillet på det felt, som engang var deres store styrke, og Socialdemokratiet vil kunne dele milde gaver ud til både højre og venstre uden at blive beskyldt for at slå hul på statskassen

Lars Trier Mogensen

Her kan både den flyvske succesfornemmelse for socialdemokratismen og det kontante lavpunkt for statsgælden blive den politiske x-faktor, der pludselig gør det muligt for S-regeringen at bruge væsentligt flere penge, end oprindeligt beregnet.

Konkret overvejes det at skubbe kravet om strukturel balance på de offentlige finanser, som i udgangspunktet har deadline i 2025. Indrømmet, det kan nok lyde – og er – meget budgetteknisk, men overvejelsen i regeringstoppen er groft sagt at flytte den finanspolitiske målstolpe, så det bliver muligt at køre med større underskud i en årrække og så først sigte mod at opnå strukturel balance lidt længere ude i fremtiden. Formentlig helt indtil efter næste valgperiode.

For nogle år siden ville alene overvejelsen om at udskyde balancepunktet været blevet udråbt som et ildevarslende udslag ag økonomisk uansvarlig – som udtryk for en ødsel tilgang til statsfinanserne. Men næppe her i 2022, nu hvor det står klart, at Danmark ikke er i nærheden af afgrundens rand og heller ikke på vej mod statsbankerot.

Hverken de internationale kreditratingbureauer, den nye tyske regering eller andre indflydelsesrige aktører vil lave ballade, hvis S-regeringen ender med at skubbe målet om strukturel balance til for eksempel 2030.

Og hvis finansminister Nicolai Wammen udnytter det fiffige prokuratorkneb, vil han øjeblikkeligt have løst de fleste af de finansieringsproblemer, som S-regeringen ellers står over for.

For så vil der blive rigeligt råd til både klimaomstilling, højere forsvarsudgifter, det demografiske træk og ekstra velfærdssatsninger frem mod valget. Omverdenen er klar til at bevilge et kontrolleret overtræk på Danmarks kassekredit.

Gennembruddet for socialdemokratismen skal derfor ikke kun måles på de aktuelle meningsmålinger, men snarere på de gunstige nye muligheder, som en fornyet finanspolitisk offensiv kan give regeringen frem mod valget.

Blå blok er samtidig sat ud af spillet på det felt, som engang var deres store styrke, og Socialdemokratiet vil kunne dele milde gaver ud til både højre og venstre uden at blive beskyldt for at slå hul på statskassen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)