Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Wammen satser hele butikken ved at gamble på blå

S-regeringen har dristigt udfordret de borgerlige partier til en omgang "chickengame". Hvem blinker først i magtspillet om et øget arbejdsudbud? Det kan meget vel blive Nicolai Wammen (S) selv, skriver Lars Trier Mogensen.

Blå blok håber, at de vil kunne ende med at diktere vilkårene for S-regeringen i forhandlingerne om arbejdsudbuddet – på samme måde, som det skete i slutspurten af landbrugsforhandlingerne, skriver Lars Trier Mogensen.
Blå blok håber, at de vil kunne ende med at diktere vilkårene for S-regeringen i forhandlingerne om arbejdsudbuddet – på samme måde, som det skete i slutspurten af landbrugsforhandlingerne, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lars Trier Mogensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Gevinsten vil være overrumplende stor, hvis det lykkes for finansminister Nicolai Wammen (S) at få de borgerlige partier til at acceptere den nye aftale om øget arbejdsudbud.

Det vil være en spektakulær jackpot. Hvis Wammen på én og samme tid kan levere røde lunser til fagbevægelsen og få presset blå blok til at stemme for, vil han have udført et parlamentarisk mestertræk.

Men indtil videre har det dinglevorne aftalekompleks, der blev præsenteret fredag aften, dog også mest karakter af et højt politisk spil, en kæmpe gambling.

Finansministeren satser påfaldende stort ved ikke på forhånd at have flertal bag de enkelte hovedelementer, og han risikerer, at S-regeringen snart kan stå tilbage med sin hidtil største fiasko.

Det er en højrisikabel strategi at forlade sig på velvilje fra oppositionspartier, som på den ene side ikke er med i selve aftalen, men på den anden side har vetoret over for ændringer som en del af forligskredsen på området.

Ja, det virker ligefrem sjældent dumdristigt, særligt fordi de borgerlige partier allerede klart har markeret, at de ikke har i sinde at hoppe med på Wammens dobbeltspil.

Nicolai Wammen har reelt udfordret de blå til et chickengame, altså en dyst på politisk vovemod, der minder om den fandenivoldske dødsleg, hvor to personer kører direkte mod hinanden i hver sin bil, og hvor den, som til sidst forsøger at undvige kollisionen ved at dreje af, står tilbage som en kylling.

Ingen kan således undre sig over, at de borgerlige partier laver ballade

Lars Trier Mogensen

Som positionerne står skarpt over for hinanden – her få døgn efter præsentationen af de to aftaler – er det svært at se, hvordan det videre forløb ikke skal ende med et egentligt sammenstød.

Helt formelt er der hverken opbakning til at forringe dimittendsatsen til nyuddannede, til at fjerne modregningen for pensionistpar eller til at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft. Wammen har foreløbigt gjort regning uden vært.

I stedet for at have haft tilstrækkelig koldblodighed og tålmodighed til at forhandle en samlet aftale på plads, som har støtte fra ikke blot et flertal i Folketinget, men også fra de berørte forligspartier, har Nicolai Wammen noget mere utraditionelt valgt at satse på, at de borgerlige partier vil lade sig presse udefra – først og fremmest af Dansk Arbejdsgiverforening, DI og Dansk Erhverv.

Forventningen er åbenbart, at blå blok vil optræde lige så kortsigtet, hovedløst og opgivende, som de har gjort i de seneste mange år, og derfor vil ende med betingelsesløst at acceptere pakken som et fait accompli. I første omgang kunne udfaldet også se sådan ud: De borgerlige partier plejer at falde til patten.

Helt så god er verden dog næppe for S-regeringen i dag. Det blå forbund – i form af det tættere samarbejde mellem Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige – ser ud til at stå skridsikkert fast på, at de ikke vil godkende hverken den fremlagte dagpengejustering eller ændringen af beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

De borgerlige partier afviser ganske enkelt at ville bruge pengene fra en lavere dimittendsats til at hæve dagpengene i de første tre måneder:

"Jeg synes simpelthen ikke, det er rimeligt," skriver Jacob Ellemann-Jensen på Facebook. "Det skal altid kunne betale sig at arbejde i Danmark. Og det skal altid betale sig at tage et arbejde. Og da særligt i en tid, hvor vi virkelig mangler arbejdskraft, og hvor der er mange jobs at få".

Om skribenten

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og vært på P1-programmet 'Guld og grønne skove'. Han er desuden medvært på podcasten 'BorgenUnplugged' og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Ideologisk er afvisningen helt efter bogen. Det ville faktisk være bemærkelsesværdigt, hvis de borgerlige partier bare uden videre gik med til at blåstemple tiltag, som måske på overfladen kan virke som en tilbagevenden til "nødvendighedens politik", men som nede i detaljerne også kan siges at være et gavekatalog til fagbevægelsen.

Når dagpengene forsøges hævet til midaldrende, sker det efter et årelangt krav fra flere fagforbund om at modvirke den økonomiske udhuling, der gradvist er sket af satserne. For Socialdemokratiet og SF har reformskitsen virket som en oplagt anledning til at imødekomme kravet fra fagbevægelsen. Men så meget desto mere ideologisk er manøvren også.

Ingen kan således undre sig over, at de borgerlige partier laver ballade.

Og slet ikke Nicolai Wammen, som om nogen ved, hvad det ville have krævet at lave en bredere aftale sammen med oppositionen: I så fald ville S-regeringen have været nødt til at skrotte det nye "dagpengetillæg", som er oplagt som en politisk betaling for også at droppe de borgerliges krav om lettelser i blandt andet selskabsskatten.

Beløbsgrænsen ville samtidig skulle have været sænket til 360.000 kroner og være suppleret med et krav om, at den udenlandske arbejdskraft skal komme fra lande, der har visumfrihed til Schengen.

Tydeligvis et udlændingepolitisk krav, som Nye Borgerlige har insisteret på. Det er også netop de krav, som de fire borgerlige partier præsenterer her tirsdag. Håbet for de fire partier er, at de vil kunne ende med at diktere vilkårene for S-regeringen – på samme måde, som det skete i slutspurten af landbrugsforhandlingerne.

Fronterne er tegnet hårdt op, og dramaet i de næste uger vil kredse om, hvorvidt S-regeringen vil bøje sig, eller om de blå partier modsat til ende med at blive blødgjort og give efter for det grundlæggende paradoks, at hele dagsordenen om at øge arbejdsudbuddet er en kerneborgerlig mærkesag. Hvem blinker først?

For et år siden, da undtagelsestilstanden under de første coronabølger havde løftet statsminister Mette Frederiksen (S) op på et historisk højt popularitetsniveau, ville der ikke havde været tvivl om udfaldet.

Dengang ville S-regeringen have haft held til at splitte oppositionen og få sin vilje. Men i dag, hvor meningsmålingerne begynder at vise dødt løb mellem blokkene, er det langt fra sikkert, at regeringstoppen skal regne med at kunne vinde sin måske lidt for overmodige gambling.

Socialdemokraterne kan næsten virke lidt naive, når de giver indtryk af, at hovedelementerne i fredagens aftaler per automatik vil blive vedtaget. Ikke desto mindre er det angrebslinjen i den kampagne, som Socialdemokratiet har sat i gang.

"Jeg forventer, at de stemmer for det, vi har lagt frem," udtaler finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) til DR. "Andet ville være komplet hyklerisk og et udtryk for, at de sætter 'christiansborgsfnidder' og strategi over dansk erhvervs interesser".

Det er ikke fnidder, men klassisk forhandling

Lars Trier Mogensen

Fra regeringens top lyder en endnu mere konfrontatorisk linje: "For at være helt ærlig så har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at de borgerlige til syvende og sidst ikke vil bakke op om noget, de selv har talt aktivt for i årevis," siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til Politiken: "Det minder lidt om forkælede børn i en slikbutik, der er sure over, de ikke fik lov til at købe for 30 kroner, men kun for ti kroner".

Realpolitisk er og bliver det imidlertid hverken et udtryk for christiansborgsfnidder eller dekadent forkælelse, når de fire borgerlige partier nu forsøger at udnytte, at Venstre rent faktisk har vetoret over dagpengeændringer, og at deres fælles mandater er afgørende for overhovedet at få flertal for den skitse til en aftale om udenlandsk arbejdskraft, som Socialdemokratiet, De Radikale og SF er enige om. Det er ikke fnidder, men klassisk forhandling.

Lige nu er det mest sandsynligt derfor, at dagpengeændringerne slet ikke bliver til noget i denne omgang, men må udskydes til efter næste folketingsvalg. Og at skitseaftalen om udenlandsk arbejdskraft – eller international arbejdskraft, som de blå kalder det – vil skulle genåbnes, og de borgerlige partier her vil skulle have synlige indrømmelser, konkret i form af en lavere beløbsgrænse og stramme begrænsninger for arbejdskraft fra Mellemøsten og Nordafrika.

Udfaldet af de seneste dages teatralske optrin kan således meget vil blive, at dagpengesatsen slet ikke bliver hævet for midaldrende i de tre første måneder, at dimittendsatsen også forbliver status quo, at modregningen for pensionister fastholdes, og at arbejdsudbuddet kun øges ved at lade flere vestlige udlændinge komme ind og tilbyde sig til mellemindkomstjob. Kort sagt: Wammens pakke går i opløsning.

For de blå partier vil det imidlertid også være et halsbrækkende sats at stå fast på at blokere for det hele. Ikke fordi det vil blive opfattet som fnidder, men snarere stik modsat, fordi oppositionen kan komme til fremstå amatøragtigt:

Hvis de borgerlige forhandlere ikke formår at udnytte den aktuelle åbning til at få gennemtvunget en mere liberal økonomisk politik, vil de misse et gyldent øjeblik.

For første gang i snart 32 måneder er det blevet udstillet, at S-regeringen trods alt kun er en étpartiregering uden et fast parlamentarisk grundlag

Lars Trier Mogensen

Det er blevet købers marked: Hvis Venstre og De Konservative ikke evner at slå til netop nu, hvor Socialdemokratiet allerede har accepteret blandt andet at skære i dagpengene til unge og åbne for udenlandsk arbejdskraft til væsentligt lavere lønninger, vil de borgerlige forhandlere virke som en flok drømmende dilettanter. Og dét kan bestemt heller ikke udelukkes.

Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, har før fejllæst et magtpolitisk forhandlingsspil, ikke mindst i forbindelse med politiforliget. De borgerliges opsætsighed er bestemt ingen garanti for succes.

Indtil videre har finansminister Nicolai Wammen fermt formået at spille oppositionspartierne ud mod hinanden, udskyde det mest vanskelige tvists til senere og leveret tekniske resultater, der holder sig fint inden for forståelsespapiret. Hvis de kommende måneder bliver en gentagelse af dynamikken siden valget 2019, vil S-regeringen vinde blinkedysten. Og de borgerlige vil give efter.

Spørgsmålet er dog, om dansk politik ikke har ændret sig på det seneste? Om Socialdemokratiets aktuelle svækkelse og de borgerliges fremgang ikke påvirker psykologien i forhandlingerne? Og om S-regeringen overhovedet kan regne med, at Dansk Folkeparti forsat vil komme til undsætning – nu hvor Morten Messerschmidt er blevet valgt som formand i et splittet parti, der måske ikke engang kan stille med de fornødne mandater, når lovforslagene skal til afstemning i salen? 

Umiddelbart virker det påfaldende hasarderet, at finansminister Nicolai Wammen har forsøgt at binde an med en så risikabel forhandlingstaktik. Ved ikke at have gjort arbejdet færdigt og sikret sig et operationelt flertal har S-regeringen overladt initiativet til oppositionen. Frem for at nå til mindelighed inde i forhandlingslokalet vil kampen nu komme til at udspille sig i fuld offentlighed.

På forhånd synes kun én ting sikkert: De konkrete "aftaler", der blev præsenteret fredag aften i Finansministeriet, vil ikke blive realiseret til punkt og prikke, i hvert fald ikke før valget. Enten ryger det hele på gulvet, ellers vil de blå partier tage sig godt betalt for at drive reformerne i en mere borgerlig retning.

For første gang i snart 32 måneder er det blevet udstillet, at S-regeringen trods alt kun er en étpartiregering uden et fast parlamentarisk grundlag. I næsten 1.000 dage gik det godt.

Men nu kan vendepunktet være kommet, hvor socialdemokraterne ikke længere kan diktere betingelserne alene – uden at måtte tage hensyn til både mandatfordelingen i Folketinget og tidligere forlig.

Wammen er gået all-in på blå, og han risikerer derfor at tabe hele indsatsen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00