V og K overspillede kortene i reformspillet

Den borgerlige lejr stod med rigtig gode kort op til forhandlingerne om regeringens reformudspil, der skulle skaffe mere arbejdskraft til det glohede danske jobmarked. For Enhedslisten ville ikke kunne holde til at deltage i forlig, Dansk Folkeparti var ikke funktionsdygtigt, og Radikale ville stå last og brast med de borgerlige, når det gjaldt udenlandsk arbejdskraft og lempelser af topskatten.

Sådan lød kalkulerne i den borgerlige lejr op reformforhandlingerne, og konklusionen var, at regeringen ikke havde andet alternativ end at lave et forlig med de borgerlige. Prisen ville blive derefter: borgerlige mærkesager skulle presses igennem, og det skulle ”gøre ondt på regeringen”.

Thulesens sortie
Den første forudsætning holdt: Enhedslisten kunne ikke holde til et forlig, der skar i dimittendsatsen, halverede dimittend-perioden og nedsatte grænsen for, hvor meget man skal tjene for at få arbejdstilladelse i Danmark, hvis man kommer uden for EU.

Men Dansk Folkeparti var alt andet end lammet. Den hidsige magtkamp op til formandsvalget tog alle overskrifterne, men imens forhandlede partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted videre sammen med den corona-ramte formand Kristian Thulesen Dahl, der var med på skype.

Og Radikale viste sig mere pragmatiske, end de blå partier have regnet med. En markant nedsættelse af beløbsgrænsen fra 445.000 til 375.000, en langt større hævelse af beskæftigelsesfradraget, end regeringen havde lagt op til, og en mildere indfasning af den lavere dimittendsats var præcis de indrømmelser, der skulle til for at få Radikale med i et forlig.

Dermed kunne finansminister Nicolai Wammen (S) fredag aften lande en aftale med et utraditionelt flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale, Kristendemokraterne – og Dansk Folkeparti. Tilbage på sidelinjen stod Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen og hans konservative makker Rasmus Jarlov.

Malet sig ind i et hjørne
Tilmed er de blå efterladt i en kattepine. For aftalen er skruet sådan sammen, at Dansk Folkeparti har fået fripas til at stå uden for nedsættelsen af beløbsgrænsen, som partiet ikke ville kunne holde til at stemme for.

Organisationer som  DI og Dansk Erhverv næppe se mildt på, at politisk taktik forhindrer en sænkning af beløbsgrænsen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Regeringen satser i stedet på, at de borgerlige – der længe har kæmpet for en lavere beløbsgrænse - bliver nødt til at stemme for den del, når forslaget lægges ned i folketingssalen. Det har de blå indtil videre ikke villet love, men omkostningerne kan blive til at tage og føle på for de borgerlige, hvis de i frustration blokerer for en sænkning af beløbsgrænsen.

For det første vil arbejdsgiverorganisationer som DI og Dansk Erhverv næppe se mildt på, at politisk taktik forhindrer den sænkning af beløbsgrænsen, de længe har efterspurgt. For det andet vil Radikale reagere heftigt, hvis de blå blokerer for noget, de indholdsmæssigt er enige i. Den radikale leder Sofie Carsten Nielsen har da heller ikke lagt skjul på, hvad hun mener om et så syret scenarie.

Løftebrud
Indholdsmæssigt er forhandlingsfirkløveret Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance især utilfredse med, at dagpengene hæves i de første måneder af ledighedsperioden. Og de fire partier anser aftalen for uambitiøs, fordi den kun ventes at tilføre 12.000 ekstra par hænder på arbejdsmarkedet, mens Arne-reformen” koster 10.500 den anden vej.

S-regeringen kan dog bryste sig af, at den har levet op til løftet til de radikale om at lukke hullet efter Arne – og lidt til. Og med de højere dagpenge har regeringen leveret på et mangeårigt ønske fra fagbevægelsen, der så bedre kan leve med, at beløbsgrænsen sættes ned.

Netop sænkningen af beløbsgrænsen er en risikabel øvelse for S-regeringen, fordi statsminister Mette Frederiksen i 2018 gav en klar garanti for, at det ikke vil ske med socialdemokratiske stemmer.

Det kan stadig bruges mod socialdemokraterne, for der er ingen tvivl, det er et løftebrud. Men i den sammenhæng er det nærmest en hjælp, at de borgerlige sår tvivl om, hvorvidt den lavere grænse bliver til virkelighed.

Aftalen står med ny formand
For Dansk Folkepartis hårdt prøvede formand, Kristian Thulesen Dahl, er det derimod en triumf at kunne afslutte et forhandlingsforløb, hvor man får gamle DF-mærkesager opfyldt.

Det gælder især ophævelsen af modregningen for pensionister, der har en arbejdende ægtefælle samt den nye mulighed for at arbejde uden modregning for alle pensionister. Også SF har arbejdet hårdt for, at ægtefællemodregningen droppes.

Der har været spekulationer om, hvorvidt aftalen holder, hvis der kommer afhopninger fra Dansk Folkeparti efter formandsvalget. Men Morten Messerschmidt (DF) ventes at respektere aftalen, og eventuelle afhoppere forventes at være loyale over for en aftale indgået af Thulesen og Bøgsted.

Reformaftalen kommer ikke en gang for alle til at løse manglen på arbejdskraft, dertil giver den alt for lidt i arbejdsudbud. Men den er et reelt bidrag her og nu.
Finansminister Nicolai Wammen har endnu engang vist sig som en smidig forhandler, mens de borgerlige hardhittere Troels Lund Poulsen og Rasmus Jarlov må se sig udmanøvreret.

Blå blok satser nu på at bruge arbejdskraftmanglen og økonomisk ansvarlighed som temaer i valgkampen. Spørgsmålet er, om det bliver en sællert.

Økonomisk holdbarhed og velfærdsreformer var et hit for Lars Løkke Rasmussen i valgkampen i 2011, hvor finanskrisen kørte på fuld skrue. Men økonomi er sjældent et borgerligt trumfkort i en situation med fuld beskæftigelse og solid økonomi i husholdningerne.