Nu venter alle på Tesfaye. Hvad venter han på?

Et nik fra Wammen

Analysen fra Nina Smith og co. var ellers soleklar: For mange unge vælger gymnasiet, fordi de ikke har et alternativ. Det fører til blindgyder, dobbeltuddannelse, dyre forsinkelser – og underminerer desuden det faglige niveau på Stx. 

Den diagnose er regeringen enig i. Samtidig har de givet sig selv en bunden opgave i at styrke erhvervsuddannelserne og skaffe flere faglærte. Det kræver mere end bare penge.

Når unge ikke vælger erhvervsuddannelserne, skyldes det nemlig blandt andet, at de færreste 15-årige er tilstrækkeligt afklarede til at lægge sig fast på en faglig vej. De udskyder valget ved at gå i gymnasiet, som har opnået status som en slags naturlig forlængelse af grundskolen.

Ingen ved reelt, hvor meget der skal til for at flytte de unge – og deres forældre.

Dermed ledes en meget stor andel af en ungdomsårgang ind på en boglig ungdomsuddannelse, som i sit indhold er akademisk orienteret. 

Det er den strøm, regeringen vil vende. Men det er ingen let øvelse, og ingen ved reelt, hvor meget der skal til for at flytte de unge – og deres forældre. Man ved bare, at hidtidige tiltag i form af kampagner, brobygning og øget vejledning ikke har flyttet nogen.

Først og fremmest skal de have et sted at flytte hen, som virker lige så attraktivt som det gymnasium, vi i årtier som samfund har hyldet i fortællingen om studentereksamen som det ultimative succeskriterium.

Hvad koster et sådant attraktivt alternativ? I Reformkommissionens skitse til Hpx indgik en afskaffelse af 10. klasse, som vi kender den. Det gav økonomi til projektet.

Hvis ingen må røre 10. klasse, er det en anden sag, som kræver et nik fra Nicolai Wammen.

Debat om elevfordeling skræmmer

Hvis de unge ikke flytter frivilligt, skal man have lyst og mod til at dimensionere optaget til gymnasiet – for eksempel ved at hæve adgangskravet.

Her opstår en stribe udfordringer:

Et adgangskrav på 6 eller – mindre sandsynligt – 7 vil især afskære unge fra uddannelsesfremmede hjem fra den røde hue. Det er en  kamel at sluge for særligt Socialdemokratiet, som tidligere har lagt stor vægt på social mobilitet i uddannelsespolitikken. Med Tesfayes retoriske opgør med de gængse uddannelseshierarkier har man dog lagt sig fast på en ny argumentation, som i hvert fald forsøger at neutralisere den kritik. Hvorfor tale om at bevæge sig op igennem klasserne via uddannelse, hvis den faglærte håndværker er lige så meget værd som akademikeren?

Vi er ikke vant til hård dimensionering på ungdomsuddannelserne. 

Endelig er der tvivlen om vælgernes dom. Mange vil umiddelbart bakke op om højere adgangskrav, fordi de mener, fagligheden i gymnasiet er blevet udvandet. Men debatten om elevfordeling skræmmer.

Casehistorier om unge, der nægtes adgang til ønskegymnasiet, kan give bagslag. Forældre kan blive nervøse for deres egne poders fremtid. Vi er ikke vant til hård dimensionering på ungdomsuddannelserne. 

Ifølge nogle kilder virker Frederiksen og Løkke parate til at gå hele vejen med store forandringer, mens Troels Lund Poulsen tøver.

Andre mener dog, at et højere adgangskrav er en politik, Venstre som borgerligt parti sagtens vil kunne stå på mål for, hvis bare man finder en god løsning på efterskoleproblemet.

Nulsumsspil

Udfordringen for regeringen er, at med faldende ungdomsårgange er alle beslutninger filtret ind i hinanden.

Det er ganske enkelt et nulsumsspil: Hvis flere skal tage en erhvervsuddannelse, er der andre uddannelser, der skal optage færre. Og hvis man opretter en ny ungdomsuddannelse, skal andre uddannelser afgive elever til dén.

Det hele handler samtidig om penge, da taxametersystemet er grundlaget under ungdomsuddannelsernes økonomi, og taxameterpenge udløses på baggrund af elevtal.

Derfor foregår der også i aktørlandskabet en nølende positionering, hvor man forsøger at forudse, hvilke skvulp der risikerer at ramme éns eget lille hjørne.

Derfor foregår der også i aktørlandskabet en nølende positionering, hvor man forsøger at forudse, hvilke skvulp der risikerer at ramme éns eget lille hjørne. Reformkommissionens anbefalinger ville for eksempel nedlægge den nuværende HF.

Andre taler nu om i højere grad at erhvervsrette HF – et forslag, som sektoren selv har budt ind med. Det afføder dog nye dilemmaer, for kan man have et erhvervsrettet HF, som fysisk er placeret på de almene gymnasier, langt fra værkstedsfaciliteter og lærere med erhvervsfaglig uddannelse?

Vetoret

Når Mattias Tesfaye i sidste uge havde indkaldt gymnasieforligskredsen, er det et tegn på, at forberedelsestiden er ved at rinde ud. Snart venter en eksamen, der kan blive svær, selvom ministeren er godt hjemme i pensum.

Hvis regeringen vel at mærke vælger at spille ud med de markante ændringer, som jorden er gødet for i regeringsgrundlaget. Altså højere adgangskrav.

I så fald starter et forhandlingsforløb, hvor SF og Radikale på forhånd har erklæret sig stærkt imod.

Begge partier har som medlemmer af gymnasieforliget vetoret og har på den ene side meget at vinde ved at blive og kæmpe for så store indrømmelser som muligt.

På den anden side har Radikale allerede stået ved siden af Tesfaye og i hårde vendinger undsagt den folkeskoleaftale, man netop havde været med til at indgå. Der er måske en grænse for, hvor mange gang et parti kan holde til at lave den manøvre.

Hvis SF og Radikale blokerer, kommer regeringens beslutningskraft for alvor på prøve, da man så skal afgøre, om man vil have debatten med ind i en valgkamp.