Analyse af 
Esben Schjørring

Ny måling: Socialdemokratiet har fået et Mette Frederiksen-problem

Hverken skattelettelser, milliardinvesteringer i velfærden eller lønløft har givet regeringen bare så meget som lidt medvind. Samlet set og hver for sig er nedgangen for Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne siden valget cementeret. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) har aldrig været så upopulær som nu, og det bjerg, hun skal opad for at løfte partiet, er blevet langt mere stejlt, end det var for et år siden.  
Statsminister Mette Frederiksen (S) har aldrig været så upopulær som nu, og det bjerg, hun skal opad for at løfte partiet, er blevet langt mere stejlt, end det var for et år siden.  Foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Mette Frederiksen er så afgørende en figur for Socialdemokratiet, at det er kritisk, når hendes personlige popularitet styrtdykker – og det gør den.

Venstre og Troels Lund Poulsen har stoppet vælgerblødningen, men heller ikke mere end det, og Moderaterne er gået i vælgerrecession.

Det er den overordnede konklusion i årets sidste meningsmåling fra Epinion foretaget for Altinget og DR.

En meningsmåling, der samtidig markerer årsdagen for dannelsen af SVM-regeringen. Og mens Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen tager luft ind for at puste det enkeltstående lys i lagkagen ud, kan de konstatere, at hovedparten af gæsterne fra dåbsfesten efter valget og regeringsdannelsen 2022 ikke er mødt op til fødselsdagsfesten her et år senere.

For på trods af skattelettelser til de borgerlige vælgere og velfærdsmilliarder og lønløft til de socialdemokratiske vælgergrupper – og på trods af en velpolstret økonomi og historisk lav arbejdsløshed – sidder SVM-regeringen fast i en uset mandatkrise.

Vælgerne er strømmet væk fra regeringen i bundter og hobetal og har fået tildelt permanent ophold især hos LA, SF og Enhedslisten, og beskeden til SVM er ikke til at tage fejl af:

Hvis I troede, at valgets tale var en bred regering over midten, så mente vi det ikke.

Eller i hvert fald er vi holdt op med at mene det.

Mette Frederiksens popularitet styrtdykker

Socialdemokratiet har i denne måling smidt tæt på otte procentpoint siden folketingsvalget i 2022 og står til blot 19,6 procent af stemmerne. Det stemmer overens med Altingets seneste vægtede gennemsnit og svarer til tæt på 30 procents tilbagegang.  

Det er selvfølgelig – og især hvis det ikke ændrer sig i løbet af 2024 – et problem for partiet. Uanset om Mette Frederiksen siger, som hun netop har gjort til Altinget, at hun ikke er bekymret.

”Da jeg kom tilbage fra sommerferie sidste år, stod vi svagt i målingerne, der var blåt flertal, og jeg fik kritik for alt muligt. Da danskerne så stemte, fik vi det bedste valg i over 20 år," som hun slog fast over for Altingets Erik Holstein.

Problemet med den analyse er Mette Frederiksen selv.

Dengang var Mette Frederiksen mere populær end det modsatte. 47 procent mente, hun gjorde det godt, omkring 26 procent at hun gjorde det dårligt.

I dag er de tal vendt på hovedet: 47 procent mener hun gør det dårligt, mens blot 26 procent mener, hun gør det godt. 

Det illustrerer, hvor afgørende hendes personlige performance er for partiet som sådan. Hun har aldrig været så upopulær som nu, og det bjerg, hun skal opad for at løfte partiet, er blevet langt mere stejlt, end det var for et år siden.  

Mette Frederiksen personificerer sit parti på godt og ondt.

Og siden sommerferien, hvor hun indledte den politiske sæson med en kampagne udformet som en opsang til danskernes arbejdsmoral, kun på ondt. Det har de milde velfærdsgaver og lønløftet ikke lavet om på. Endnu ihverfald.

Det nagende spørgsmål i partiet må være, om hun endegyldigt har overtrukket sin kredit hos vælgerne?

Socialdemokratiet har simpelthen fået et Mette Frederiksen-problem.

Tikkende ungebombe under S

Graver man endnu dybere ned i tallene, ser man også, at Socialdemokratiet har et massivt problem med at tiltrække yngre vælgere.

Blandt de 18-34-årige står partiet til blot 11,7 procent af stemmerne. Tilslutningen er altså halvt så stor som hos vælgerne generelt – og tendensen er faldende.

Spørger man de yngre vælgere, er S meget langt fra at være et bredt folkeparti, sådan som Mette Frederiksen sagde på valgaftenen sidste år. Og lægger man et generationsperspektiv ned over vælgerne som helhed, kan man spørge, om S overhovedet er det i dag?

Sandheden er vel snarere, at Socialdemokratiet er et parti for de ældre.

Som jeg har skrevet om før, er problemet relativt mindre i en vælgerbefolkning, der i forvejen er ret gammel og kun bliver ældre de kommende årtier.

Omvendt er det indlysende en udfordring på længere sigt for Socialdemokratiet. Hvordan skal man i fremtiden erobre de afgørende marginaler i dansk politik, når man har så dårligt fat i vælgerne i de år, de etablerer deres liv som voksne?

Her kan regeringspartnerne i Moderaterne og Venstre notere sig, at de er lige så populære – eller upopulære – blandt de unge som hos vælgerne generelt.

Men samlet set er konklusionen, at SVM-regeringen er ”de gamles” regering.

Som trenden har været i lang tid, er Liberal Alliance med 20,5 procent af stemmerne uhørt populære blandt de unge vælgere, ligesom Enhedslisten med 12,2 procent også har godt fat.

Man kan også notere sig, at begge partier sammen med Radikale (7,5 procent) og Alternativet (4,8 procent) er større blandt de unge end vælgerne generelt. 

Læs også

Venstre falder ikke længere, men sidder fast

I Venstre er der stor opmærksomhed på meningsmålingerne i de her uger. Selvfølgelig fordi man håber på, at strømpilen begynder at vende den anden vej med formandsskiftet fra Jakob Ellemann-Jensen til Troels Lund Poulsen.

Det håb er blevet tilfredsstillet i de seneste målinger fra Gallup og Voxmeter, hvor Venstre har været over ti procent, men det er ikke slået igennem hos Epinion, hvor Venstre ligger til 8,1 procent. Her spiller den statistiske usikkerhed, såkaldte huseffekter og forskelle i metode en rolle – spørgsmålet er så bare i hvilken retning.

Den samlede, foreløbige og forsigtige konklusion er nok, at Lund Poulsen har stoppet vælgerblødningen, men at fremgangen lader vente på sig. Man falder ikke længere, men man sidder fast. 

Men problemet for Venstre handler også om noget andet, end om man lige er over eller lige under ti procentpoint.

Problemet er, at partiet har meget langt hen til en størrelse, hvor man igen er det borgerlige parti, der kan levere et regeringsflertal. Det var det, man for alvor tabte ved katastrofevalget sidste år. Og det er en direkte konsekvens af, at Danmarksdemokraterne og Moderaterne er opstået og blevet de relative succeser, de er.

Skal der igen komme en borgerlig regering, er det ikke op til Venstre, men op til Lars Løkke Rasmussen. 

Samlet set er konklusionen, at SVM-regeringen er "de gamles" regering.

Den skræmmende udsigt for Venstre er, at man mister appel hos vælgerne, når man ikke er et parti, der kan erobre den afgørende marginal i forhold til kampen om regeringsmagten.

Hvorfor stemme på partiet og Troels Lund Poulsen, hvis han ikke er en sandsynlig statsminister?

Her må det bekymre i Venstre, at man ikke opsuger den nedgang, Moderaterne alligevel har lidt fra 9,3 procent ved valget i 2022 til nu 6,1 procent. Og at Lund Poulsen for indeværende intet kan hamle op med Inger Støjberg, der står til fremgang og ligger på 11,3 procent.

Venstres håb var, at regeringsdeltagelsen ville betyde, at vælgerne så på partiet som et magtparti, der leverede resultater, og at man ikke ”bare” var endnu et middelstort borgerligt parti.

Spørgsmålet er, om man ikke er havnet i den kategori alligevel.

Dragsted bekræftet

På oppositionssiden kan det konstateres, at man må tælle Enhedslisten med i gruppen af SF og LA, der har høstet de største frugter af vælgernes frustration over SVM-regeringen.

Med 8,9 procent nærmer partiet sig det hidtidige topniveau, og det er en bekræftelse af Pelle Dragsteds lederskab.

Udfordringen for Enhedslisten er dog historisk, om det også kan konverteres til et valgresultat. Altså, hvor mange vælgere, der rent faktisk vil stemme på partiet og hvor mange, der bruger meningsmålingerne til at signalere utilfredshed med – og til – især Socialdemokratiet.

Omvendt må man konstatere, at Konservative og Radikale står meget stille i målingerne, og at hverken Søren Pape Poulsen eller Martin Lidegaard endnu har fået flyet i luften.

Lidegaard er stadig ny leder af folketingsgruppen og sit partis primære ansigt udadtil, og han har endnu ikke mødt vælgerne i den egenskab. Han kan gøre krav på en vis tålmodighed med konklusionerne. 

Den rørledning, der gjorde Venstre og Konservative til forbundne kar op gennem den moderne danmarkshistorie, er detoneret. 

Men Pape kan derimod næste år fejrer tiårs jubilæum som partileder og har mødt vælgerne til folketingsvalg tre gange – i 2015, 2019 og 2022. Mere end 6,6 procent af stemmerne er det ikke blevet til (ved valget i '19), og selvom man i Epinion ikke er langt efter det (5,2 procent), er baggrunden også den, at man scorer lavt, samtidig med at Venstre er i vælgerkrise.

Den rørledning, der gjorde Venstre og Konservative til forbundne kar op gennem den moderne danmarkshistorie, er detoneret. Og udsigten til et dårligt kommunalvalg i 2025 vil uundgåeligt genrejse debatten om Papes fortsatte karriere.

Dansk Folkeparti kan med 4,5 procent notere, at spærregrænsen ikke længere er lige så truende i bakspejlet som den har været. Men partiet må stadig være bekymret over, at det ikke er Danmarksdemokraterne, man tager stemmer fra, og at trækket fra Nye Borgerlige ikke er større end det er.

Alternativet må også være lidt trætte af, at man udover den trofaste menighed har svært ved at få noget som helst vejgreb. 

Læs også

Mette Frederiksen har alternativer 

Ser man på blokkenes styrkeforhold, præsenterer der sig interessante perspektiver.

I denne Epinion-måling har den gamle røde blok lige akkurat et flertal, mens den gamle blå blok skal have hjælp fra ikke alene Moderaterne men også Radikale. Forudsat at de nordatlantiske mandater fordeles som nu.

I de fleste andre målinger siden valget skal blå blok "kun" have lokket Løkke Rasmussen med ombord. 
  
Med andre ord er det kun Frederiksen og Løkke, der har åbenlyse alternativer, og Frederiksen mere direkte end Løkke. Og det er selvfølgelig også derfor, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet stadig har is i maven.  

Det betyder noget for den indre dynamik i regeringen og den konstante forhandling frem og tilbage, der foregår i regeringsledelsen. Venstre har bare med de nuværende meningsmålinger mindre slagkraft og mindre at true med, fordi partiet ikke har en direkte vej til en anden regeringskonstellation, endsige statsministerpost.

Og som sagt udgør det et stort og selvstændigt problem for Venstre, at man har så lang vej hen til at blive en afgørende faktor i kampen om regeringsmagten.

Her er det også en pointe, at selv hvis Venstre hev stemmer tilbage fra den blå opposition, er det stadigvæk ikke nok – Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne vil stadig være tungen på vægtskålen.

Blokpolitikken vender ikke nødvendigvis tilbage

Man kan også lege med andre – mere eller mindre sandsynlige – alternative flertal. For eksempel et S-SF-R-M-samarbejde med Enhedslisten og Alternativet som parlamentarisk grundlag og 98 mandater bag sig.

Det lyder utraditionelt, men hvis man ser Radikale og Moderaterne som socialliberale søsterpartier, ville det være en genskabelse af det klassiske centrum-venstre som regeringsblok. 
  
Omvendt kan man også se et V-M-R-LA-K-samarbejde med DF, NB og DD som parlamentarisk grundlag med 96 mandater bag sig. Måske endda med DD som del af regeringen. En slags tilbagevenden til kløverregeringerne fra 1980erne.

Det ville forudsætte, at NB og DF (og DD afhængig af mulig regeringsdeltagelse) ikke gik sammen med Socialdemokratiet og venstrefløjen om at afvise den regering.

Men det er jo det store uafklarede spørgsmål i dansk politik de seneste 20 år, om det – sagt i al neutralitet – populistiske højre har mod og stamina til at vælte en centrum-højre-regering?

Uanset hvad, er konklusionen, at selvom SVM-regeringen, som tingene står nu, ikke ser ud til at klare et genvalg, behøver dansk politik ikke vende tilbage til blokpolitikken.

Dansk politik er åbent, uafgjort og uforudsigeligt som aldrig før de seneste 25-30 år.

Researcher Rasmus Lauge Winding står bag grafikkerne i analysen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024