Ny meningsmåling: Comeback til Løkke, men Moderaterne har ikke de afgørende mandater

Efter flere måneder med vigende målinger kan Lars Løkke Rasmussen godt finde smilet frem, når han i weekenden tager imod sine margentafarvede tropper til årets landsmøde i DGI-Spektrum i Vejle.

Meningsmålingen for marts – foretaget af Epinion for DR og Altinget – giver nemlig Moderaterne en fremgang fra 5,5 procent i februar til 7,1 procent.* 

Dermed tilbageerobrer Moderaterne to mandater og ligger nu på 12 mandater og henter dermed noget af det tabte ind siden folketingsvalget i 2022, hvor partiet fik 16 mandater og 9,3 procent af stemmerne.

Det viser, at så snart Moderaternes brand ikke er præget af personskandaler, har Løkke og co. stadig en betydelig tiltrækningskraft hos vælgerne.

Omvendt har Moderaterne for første gang i lang tid ikke de afgørende mandater alene. De Radikale kan sammen med resten af den gamle ’rød blok’ skrabe 90 mandater sammen, og Løkke kan ikke levere flertallet til blå blok, uden R går med. Omvendt kan R heller ikke alene give blå blok flertallet.

Spørgsmålet er, om Venstre kan holde til regeringssamarbejdet, hvis målingerne ligger på 7-8 procent i en længere periode.

Det er den ene af to hovedresultater af Epinions kortlægning af vælgerhavet – foretaget mellem 6. og 13. marts.

DF er ikke fri af problemerne

Det andet er, at Dansk Folkeparti går tilbage fra 4,5 procent til 3,4 procent.*

Det følger en trend, man også har kunnet se i Voxmeters og Megafons målinger. Hos førstnævne lå DF midt i februar til 4,8 procent, men ligger nu på tre procent, og hos sidstnævnte er partiet gået tilbage fra 4,4 procent i december til 3,7 procent i sidste halvdel af februar.

I Epinions måling mister DF to mandater og går fra otte til seks mandater. Det er en begmand.

Eneste lyspunkt for DF er, at tvivlerne er mere glade for DF end vælgere, der har truffet en beslutning om deres kryds. Blandt de 13 procent af vælgerne, som er i tvivl om, hvem de skal stemme på næste gang, står DF til 4,7 procent af stemmerne.

Her kan man i tillæg bemærke, at de nærmeste rivaler hos Danmarksdemokraterne står til 9,1 procent hos tvivlerne. DF's mulighed for fremgang ligger ikke mindst i denne vælgergruppe af ’højrefløjs-tvivlere’.

Malurten i det bæger er så, at DF-formand Morten Messerschmidt er voldsomt upopulær.

Messerschmidt er den mest upopulære partileder

Når Epinion spørger vælgerne, hvorvidt de er den eller den partileder eller minister positivt eller negativt stemt og trækker de to resultater fra hinanden – den såkaldte PDI-procent – kommer Messerschmidt ud med et resultat på minus 35 procent.

Der er altså en klar overvægt af vælgere, der ser negativt på DF-formanden, der kan finde sit navn på sidstepladsen på listen over partiledernes popularitet.

Det er selvfølgelig i høj grad drevet af venstreorienterede og radikale vælgere, hvoraf 76 procent er ham negativt stemt, men også hos SVM-vælgerne er der betydelig modvilje (63 procent). Hos de borgerlige partier i opposition er Messerschmidt i snævert plus – 45 procent er ham positivt stemt, 37 procent negativt.

Det er især i den sidstnævnte vælgergruppe, Messerschmidt skal forbedre sit brand. Hans udfordring består i, at han har været en del af landspolitik i snart 20 år og meget langt fra er et ubeskrevet blad.

Vælgerne kender ham med andre ord særdeles godt, og der skal en ret massiv kampagne til at ændre på vælgernes indtryk af Messerschmidt. Eller også skal der ske noget dramatisk i samfundsudviklingen, der kan forandre deres syn på ham.

Op ad bakke er det i hvert fald.

Pia Olsen Dyhr sætter rekord i personlig popularitet

Modbilledet er SF og partiformand Pia Olsen Dyhr.

SF ligger i denne måneds Epinion til 14,8 procent, en fremgang på 1,7 procentpoint siden marts. Det er lige akkurat inden for den statiske usikkerhed, som for SF's vedkommende ligger på 1,9 procentpoint. Man kan altså ikke sige, at fremgangen er signifikant.

Omvendt er der ingen tvivl om, at SF er i opdrift. Og som politik er i dag, hænger det tæt sammen med formandens performance. Med et PDI på plus 25 procent sætter Pia Olsen Dyhr personlig rekord og er nu nummer et på popularitetslisten over partiledere og ministre.

Bagved førstepladsen ligger der en markant udvikling i vælgernes syn på hende. For to år siden havde hun blot et plus på fire procent, når Epinion spurgte vælgerne, om de var hende positivt eller negativt stemt.

Men siden december 2022 – altså siden dannelsen af SVM-regeringen – har hun oplevet en decideret popularitetseksplosion. Denne måneds Epinion er dog ekstraordinær, fordi hun nu for første gang er over 20 procent.

Det tal dækker over, at vælgerne i den røde og radikale opposition foretrækker Pia Olsen Dyhr frem for Mette Frederiksen som statsminister – her hedder ratioen 34 procent over for 13 procent. 78 procent af den røde/radikale vælgergruppe er Olsen Dyhr positivt stemt, 59 procent af SVM-vælgerne og hele 31 procent af de borgerlige vælgere.

Konklusionen er, at Pia Olsen Dyhr har sat sig på tronen som centrum-venstres dronning. Men dermed nærmer hun sig også to afgørende, strategiske momenter.

Rød blok er i virkeligheden grøn blok

Det første moment er, hvad hun og SF gør for at konsolidere og befæste fremgangen. Hvilke konflikter skal man tage, og hvilke resultater skal man gå efter?

Konklusionen er, at Pia Olsen Dyhr har sat sig på tronen som centrum-venstres dronning. 

Her skal man lægge mærke til, at Pia Olsen Dyhr har opsøgt en grøn frontlinje mod regeringen og har skærpet tonen ret markant over for miljøminister Magnus Heunicke, når det kommer til havmiljø og landbrugets udledning af kvælstof.

Det falder selvfølgelig sammen med forhandlingerne om en CO2-afgift på landbruget, som pågår i øjeblikket i den såkaldte grønne trepart.

Men der er også den strategiske pointe i det, at for et flertal (29 procent) af de røde/radikale vælgere er ”Miljø og klima” øverst på deres politiske dagsorden – altså højere end ”Hospitaler og sundhed” (26 procent), som ellers ligger nummer et for vælgerne generelt (28 procent).

Pointen er, at mens der er langt fra De Radikales fordelingspolitik til SF's og Enhedslistens, så er centrum-venstre en decideret grøn blok på klima- og miljøpolitikken. Den er Pia Olsen Dyhr – i vælgernes øjne – suveræn leder af.

Og det gør kun forhandlingen og spillet om en CO2-afgift på landbruget så meget mere interessant og afgørende, når det spørgsmål engang vender tilbage til Christiansborg, og der skal findes et politisk flertal.

Pia Olsen Dyhr og SF har en nøglerolle her: På den ene side vil der være et pres på SF for at være med i så afgørende en politisk aftale, der rækker langt ud i fremtiden, på den anden et enormt pres på S for at få SF med for at få et tilpas grønt stempel.

Magtbalancen mellem SF og S kan tippe

Den armlægning får også betydning for det andet afgørende moment: Hvornår bliver hendes og SF's fremgang et problem for Socialdemokratiet?

Socialdemokratiet ser ud til at have stabiliseret sig på tværs af målingerne mellem 21 og 22 procent, og så længe styrkeforholdet mellem S og SF ligger, som det gør nu, er der ingen ko på isen.

Men som en central S-kilde siger, vil det være en for stor kamel at sluge i S, hvis rationen for eksempel hed 18 procent til S og 16 procent til SF.

Den balance skal man holde øje med den kommende tid. Tipper den til SF’s favør, kan det forsure forholdet til S ret hurtigt.

Røde advarselslamper i Venstre

I afdelingen for ikke-signifikante forskydninger i denne måneds meningsmåling, der alligevel påkalder sig kritisk opmærksomhed, finder man Venstre.

I februar stod V til 9,4 procent, i marts ligger V til 8,6 procent – her skal man tage det vigtige forbehold, at den statiske usikkerhed for V ligger på 1,5 procentpoint.

V kunne også ligge på 10,1 procent (men altså også under 8 procent). Når der i hvert fald må være mindst én rød advarselslampe, der blinker nu, er det, fordi Megafon målte V til 7,4 procent i slutningen af februar mod 8,9 procent i december.

Man skal ikke undervurdere, at man i V betragter ti procent som et absolut minimum. Det var flere målinger under otte procent, der til sidst slukkede lyset for Jakob Ellemann-Jensen.

Det samme gælder selvfølgelig ikke for Troels Lund Poulsen, der sidder sikkert i formandsstolen. Men spørgsmålet er, om Venstre kan holde til regeringssamarbejdet, hvis målingerne ligger på 7-8 procent i en længere periode.

Det gør de kommende meningsmålinger uhyre interessante.

Hvorfor er Troels Lund Poulsen ikke mere populær?

Går man lidt dybere ned i tallene, må man konstatere, at Troels Lund Poulsen har et kronisk problem med sin personlige popularitet.

Han deler stadig vandene i to stort set i lige store halvdele, når det kommer til, om vælgerne er ham positivt eller negativt stemt. Men næsten en tredjedel af vælgerne ved ikke, hvad de skal mene om ham, og 16 procent ved ikke, hvem han er.

Han er samtidig den af de tre SVM-ledere, der nyder mindst opbakning som statsminister. 49 procent af SVM-vælgerne peger på Mette Frederiksen, 18 procent på Løkke Rasmussen og blot 11 procent på Lund Poulsen. Og spørger man vælgerne i den blå opposition, vil kun tre procent have ham som statsminister, mod 32 procent til Alex Vanopslagh og 25 procent til Inger Støjberg.

Og det, der for alvor gør de tal bekymrende for Lund Poulsen, er, at forsvars- og sikkerhedspolitik, som jo ellers er hans ministerressort, fylder enormt meget i den politiske dagsorden i øjeblikket på grund af Ukrainekrigen og den seneste milliard-dyre udvidelse af forsvarsforliget.

Selvfølgelig er det svært for Lund Poulsen at trænge igennem, når Mette Frederiksen og Løkke Rasmussen – som nok er de eneste politikere i Danmark, der ved egen kraftanstrengelse kan sætte en dagsorden – står lige ved siden af ham, hver gang milliarderne og kampvognene ruller, og de jordbaserede luftforsvar præsenteres for offentligheden.

Så snart Moderaternes brand ikke er præget af personskandaler, har Løkke og co. stadig en betydelig tiltrækningskraft hos vælgerne.

Omvendt skal en politisk leder altså kunne bruge det til sin egen fordel, at der er så stor samklang mellem emnet i den offentlige debat og den ministerpost, man besidder. 

Løhdes sundhedsreform bliver altafgørende

For SVM-regeringen bekræfter denne måling en veletableret sandhed, nemlig at man er ekstremt upopulær. Skal man alligevel pege på én interessant og afgørende pointe, så handler det om sundhedspolitik.

Med 28 procent af alle vælgere topper sundhedspolitik igen-igen suverænt vælgernes dagsorden, og spørger man kun SVM-vælgerne, er det hele 33 procent. Samtidig mener et flertal af alle vælgere (36 procent), at det egentlig ville være bedst, hvis den gamle røde blok under socialdemokratisk ledelse stod for den førte sundhedspolitik.

Skal man pege på et område og en reform, som kan ændre skæbnen for SVM, er det her: Lykkes man med den sundhedsreform, der skal præsenteres inden sommerferien, og lykkes man med at overbevise om, at den er god og en forbedring, kan det – fordi vælgernes politiske engagement og stillingtagen ligger her – give ny medvind til SVM.

Lykkes det ikke, er det efter alt at dømme endegyldigt game over for den regeringskonstellation efter et valg. Meget hviler derfor på sundhedsminister Sophie Løhdes skuldre – også i den forstand, at hun skal ud i en nærkamp med sin gamle chef i skikkelse af Lars Løkke Rasmussen om udformningen og lanceringen af sundhedsreformen.

Den gamle røde blok er tilbage

Som nævnt er det bemærkelsesværdigt, at den gamle røde blok står til at sikre sig sit eget regeringsflertal. Det åbner spilrummet for Martin Lidegaard og De Radikale.

Ganske vist kan R stadig ikke sikre flertal til begge sider i Folketinget, men Løkke er ikke – i denne måling – alene afgørende for, hvem der bliver statsminister. 

Det skyldes, at den gamle blå blok – inklusive V – går samlet tilbage fra 35,4 procent i sidste måling til 32,9 procent i marts. Og at Alternativet denne gang klarer spærregrænsen.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det billede varer ved, eller er en undtagelse.

Det gør, at det samlet set er for tidligt og for skrøbeligt at drage for stærke konklusioner andet end, at dansk politik vipper på et knappenålshoved, og at Socialdemokratiet trods tilbagegang siden FV22 står stærkest og med flere parlamentariske muligheder end de andre partier.

*15.03.23, kl.21: I en tidligere version af denne artikel skrev Altinget, at Moderaternes fremgang og Dansk Folkepartis tilbagegang var statistisk signifikante. Det er gør Epinion opmærksom på, ikke er tilfældet. Altinget har derfor rettet artiklen og beklager fejlen.