Ny terrorbog overser den religiøse fanatisme

ANMELDELSE: ”Tryg i en terrortid” viser, at vores frygt for terror er overdrevet. Det er svært at være uenig med forfatterne, der skriver sig ind i en dansk konsensuskultur. Men bogen mangler en dybere diskussion af religiøs fanatisme som inspiration for terror, skriver Carsten Bagge Laustsen.

Altingets vurdering: 4/6

Af Carsten Bagge Laustsen
Lektor og forsker i blandt andet terror og terrorbekæmpelse, Aarhus Universitet

Når man anmelder en bog om dansk terror og terrorbekæmpelse i et magasin om dansk politik, kan man til en start hæfte sig ved, at dét er der ganske lidt af – politik altså.

Når terroren kommer på den politiske dagsorden, er det primært som en løftestang for en mere generel debat om indvandring og islam. Men selve de politisk bestemte rammer for terrorbekæmpelsen, efterretningstjenesternes virke, terrorsikring, retspolitiske stramninger med mere er der sjældent en større debat om.

Måske fordi terrorbekæmpelsen bliver anset som en form for sikkerhedspolitik, der som sådan sigter på at forsvare et umisteligt gode. Ingen kan, uanset politisk farve, være uenige om, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe terroren.

Og for det andet er grunden måske, at terrorbekæmpelsen bliver anset som et apolitisk ekspertdomæne – det er efterretningstjenesternes opgave at tage sig af problemerne, og de gør det jo glimrende. Tilliden til efterretningstjenesterne og politiet, og mere generelt statsmagten, er stor.

Og for det tredje handler det måske om en dansk tradition for pragmatiske løsninger: Vi satser lidt på det hele – på bløde og hårde værktøjer – og vi gør det på en måde, hvor vi hele tiden er opmærksomme på mulige perverse effekter af vores initiativer.

Svært at være uenig
Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lunds nye bog om terror og terrorbekæmpelse skriver sig ind i en dansk pragmatisk konsensuskultur. Det er nærmest ikke til at drive en politisk markering ud af de to forfatteres værk.

Og snarere end et stærkt normativt engagement i forhold til designet af vores samfundsform og terrorbekæmpelsens mulige transformation af denne får vi en snusfornuftig og pragmatisk invitation til ikke at være bange og til at støtte op om den politik, der nu føres, og som Dalgaard-Nielsen selv i sit arbejdsliv har været med til at støbe kuglerne til.

Man skal altså lede grundigt for at finde noget, man kan være uenig i. Bogens hovedbudskaber er, at vores frygt for terroren er overdrevet. Sandsynligheden for at blive dræbt i et terrorangreb er mikroskopisk. At terroren er mange forskellige ting, og at terrorister er forskellige, lærer vi også.

Og det peger i anden omgang på behovet af en facetteret og fleksibel bekæmpelsesstrategi. Generelt satser man måske for meget på de hårde midler og underprioriterer de bløde, de sociale og de tidlige indsatser.

Sluttelig er der en opfordring til at bygge stærke netværk og relationer af gensidig tillid, da disse er centrale for at forhindre radikalisering og for at give tidligere radikaliserede et miljø, som de kan falde tilbage på. Så langt så godt. Prolegomena til en rationel terrorpolitik.

Hvorfor dominerer den islamiske terror?
Vi kommer imidlertid ikke langt i forhold til spørgsmålet om religion og terror. Hvordan forklarer vi, at tidens terrorangreb altovervejende udføres af radikaliserede muslimer? Man kan ikke være uenig med bogens forfattere i, at religion som sådan ikke alene kan være en forklaring, for der er naturligvis tale om meget få individer, som udøver denne terror, og derfor også om et forsvindende mindretal af de troende.

De fleste eksempler i bogen er ganske vist på den islamiske terror, men den yderliggående højreorienterede nævnes også – og i et historisk perspektiv den røde. Det tætteste, vi imidlertid i bogen kommer på en forklaring på den islamiske terrors dominans, er rivaliseringen mellem sunni- og shiaislam i Mellemøsten og indvandreres besværlige identitetsarbejde og deres spaltning mellem en forældrekultur og det danske samfund, når vi kigger på problematikken herhjemme.

Og selv om det naturligvis er helt centralt, kunne man ønske sig en mere dybdegående diskussion af religiøs fanatisme som inspiration for terror. Hvad er det i de religiøse tekster, og i religion som sådan, der kan bidrage til at legitimere vold? Det handler ikke kun om, hvordan man forholder sig til de religiøse tekster. Det handler også om disse tekster og om religiøs orientering som fænomen. Jeg tror, man bliver nødt til at sige noget om begge dele.

Tættere på terrorbekæmpelsen 
En anden ting, som havde fortjent en grundigere diskussion, er selve terrorbekæmpelsen. Forfatterne skriver, at der er en balance mellem hensynet til staten og befolkningens sikkerhed på den ene side og grundlæggende friheder og rettigheder på den anden. Med hvad det konkret betyder, kommer bogen aldrig videre med.

Den forholder sig ikke evaluerende og kritiserende i forhold til de danske terrorpakker og øvrige initiativer. Det er meget forsigtigt. Det, som der dog meldes ud, er, som sagt, at vi burde satse mere på de bløde og langsigtede tiltag.

Det har forfatterne ret i, og jeg vil måske skærpe det en smule og hævde, at de vigtigste værktøjer mod radikalisering faktisk er brede sociale initiativer fra stat eller civilsamfund, og at disse faktisk fungerer bedst, når de ikke tematiseres som antiterrorindsatser, men som socialpolitik, boligpolitik, retspolitik med videre.

Det, vi får i stedet for, er en bog, som stilmæssigt falder i to dele. Først en række korte, populærvidenskabelige kapitler om terrorens historiske udvikling, dens definition, det gældende trusselsniveau, om vores frygt for terror er rationelt begrundet, og endelig terrorens økonomiske konsekvenser.

Genren er her formidling af faktuel information motiveret i en forestilling om, at vi ved for lidt om terroren – og derfor er for bange for den. Bogens tre sidste kapitler handler om terroristernes motivation eller bedre om deres legitimering af terror, om radikaliseringsprocesser og om afradikalisering.

Bogen bliver nu mere akademisk diskuterende. Forskellige teorier præsenteres og bruges til at tematisere de tre problemkredse. Bogens pointer illustreres løbende med primært danske eksempler. Europæiske og amerikanske eksempler fylder også noget, mens terror i den øvrige verden ikke nævnes. Jeg synes, den første del var for kortfattet, så lad mig slutte af med tre sondringer, jeg mener kunne have løftet diskussionerne i denne del.

Definitionen af terror
Forfatterne hævder rigtigt, at terrorbegrebet er omtvistet, men lander hurtigt på en ”common sense-definition”, som de finder tilstrækkelig til formålet. Terror er ifølge forfatterne spektakulær vold, rettet mod civile, som har til formål at skabe frygt, ikke blot hos ofrene, men hos den brede befolkning, og med det overordnede mål at realisere et politisk-ideologisk mål.

Enig – det er en definition, som fanger ganske meget. Pointen er imidlertid ikke, at vi bør lande på en mere præcis definition, men at diskussionerne af terrorisme ikke lader sig forstå, uden man også analyserer, hvordan de involverede i diskussionerne forstår, hvad terror er. Definitioner er således ikke et akademisk anliggende – de er en del af den politiske kamp. Og derfor heller ikke et spørgsmål, man skal skynde sig at få overstået.

Hvis man skal forstå terrorretssagerne, er disse i høj grad en diskussion af definitioner og anvendelsen af dem. Det særlige her er, at der sidder en dommer for enden af bordet, som kan afgøre disse disputter med henvisning til gældende ret, som naturligvis må fortolkes i de enkelte tilfælde, og derfor heller ikke slipper for at være omstridt.

I en politisk sammenhæng findes der imidlertid ikke en sådan domsinstans, og definitionsspørgsmålet lader sig derfor ikke afgøre og afslutte. Spørgsmålet om, hvornår noget er terror, er endvidere også interessant, fordi den frygtkultur, bogens forfattere påpeger eksistensen af, måske netop også har som en del af sin baggrund, at vi er begyndt at bruge terrorbegrebet mere inklusivt.

I 50’erne og 60’erne kaldte man flykapringer for flykapringer, i dag betegnes de nærmest instinktivt som terror. Man kunne give mange andre eksempler. En måde at reducere frygten for terror er altså måske simpelthen i højere grad at tematisere visse handlinger som ”normal” kriminalitet.

Man kan forstå spørgsmålet om definitionen af terror som et akademisk spørgsmål, der i anden omgang må ligge på linje med den legale definition. I bogen henvises også til straffelovens paragraf 114.

Den nye katastrofiske terror
Man kan imidlertid også forstå terroren som en særlig strategi, som en særlig måde at udøve vold på. En gængs sondring her er mellem ”gammel” og ”ny” terror.

Den gamle terror er den fokuserede politiske terror, der anvendes for at presse på for indrømmelser. Den er typisk rettet mod personer, ejendom eller institutioner, som på den ene eller anden måde direkte kan forbindes med det, man kæmper imod. RAF’s tilfangetagelse og henrettelse af formanden for den tyske arbejdsgiverforening, den tidligere nazist Hanns Martin Schleyer, er et klassisk eksempel.

Den nye terror er derimod katastrofisk. Den rettes mod tilfældige ofre og har til hensigt at skabe så stor skade som muligt. Når sondringen mellem gammel og ny terror ofte kritiseres, er det, fordi den nye terror faktisk ikke er så ny endda, og at vi sådan set stadig ser eksempler på den ”gamle” terror. Ikke desto mindre må vi sige, at den nye terror er mere dominerende i dag. Og uanset om den nye terror er ny eller ej, er sondringen mellem de to former central.

Og det er den i forhold til bogen af to årsager. Den første handler om bogens diskussion af risikoen for terror. Forfatterne skriver, at der er 0,00000028 procents risiko for at blive ramt af terror. Et sådant tal er baseret på antallet af tidligere sete terrorangreb og på en forventning om, at det fremtidige mønster vil blive det samme.

Men kan vi forvente, at fremtiden vil bringe det samme som fortiden? Terrorrisikoen kan ikke gøres op på den samme måde som risikoen for indbrud inden for et givet postnummer. Det ville kræve, at terror var højfrekvente hændelser og angreb af samme type. Men det er de netop ikke. Og særligt ikke den katastrofiske terror.

Her må vi også tage i betragtning, at den teknologiske viden muliggør helt nye og mere dødelige typer af angreb. Her handler det ikke blot om at forholde sig til det sandsynlige, men også til det mulige.

Og hvis vi skal forstå det sidstnævnte, må vi netop tage de teknologiske muligheder med i betragtning. Tænk blot på, hvad opfindelsen af plastisk sprængstof har betydet for terroren. Meget, som ikke tidligere var muligt med dynamit, blev det med denne opfindelse. Den anden pointe er naturligvis, at en rationel omgang med frygten netop kræver, at truslerne kan kalkuleres. Men hvad nu, hvis selve terrorens idé er det uventede?

Terrorangst frem for terrorfrygt
Det bringer os frem til den anden årsag. Bogen taler om terrorfrygten, og at vores frygt er irrationel. Men burde man ikke snarere tale om en terrorangst?

Som Søren Kierkegaard definerede det, har frygten et objekt – den er en frygt for noget, det kunne være for slanger, edderkopper etc. – mens angsten er en frygt for ”et intet”. Altså for den blotte mulighed.

Og handler terroren netop ikke om konstant at overraske os? Og om at skabe forestillingen om, at det, der rammer os næste gang, er endnu værre? Den handler om at ramme os når som helst, hvor som helst og på måder, vi ikke kan forestille os. Man kan sige her, at den katastrofiske terror her mest rent udtrykker terrorens idé.

Man fornærmer sikkert ikke forfatterne ved at hævde, at deres bog bygger på en rationalistisk tilgang. Der findes noget sådan som den kloge og rigtige politik. En politik, som er nødvendig, fordi den matcher det problem, man står over for.

Jeg vil ikke argumentere for, at man skal handle irrationelt, og at social ingeniørkunst er et onde. Min pointe er, at vi må forsøge at balancere en prognostisk og katastrofisk forståelse af truslerne, og videre og mere fundamentalt, at usikkerheden må lede vores fokus fra truslerne og hen til spørgsmålet om, hvilket samfund vi basalt set ønsker.

Vi kommer ikke uden om, at der her melder sig et spørgsmål om politiske prioriteringer og mere fundamentalt om grundlæggende ideologiske forskelle. Vi burde egentlig være mere uenige, end vi er.

Man kan diskutere, om vi har brug for at vide mere om terroren, eller om vi sådan set bare skal leve vores liv. Eller mere principielt: Hvordan bør forholdet mellem viden og levet liv være? Man kan mene, at vi slapper mere af, når vi ved mere. Bliver trygge. Måske. Det er forfatternes synspunkt.

Men man kunne måske også hævde, at der mest af alt er brug for en kynisk attitude, hvor det ikke handler om viden i sig selv, men snarere om, hvordan vi forholder os til den. Når vi kører bil, er vi for eksempel bevidste om, at der er en risiko for at køre galt, men den påvirker os ikke.

Denne fare bliver for os, kunne man sige, kedsommelig. Måske er det samme tilfældet med terrortruslen. Når vi kikker på, ikke hvad vi siger, men hvad vi gør, ser det ud, som om at den faktisk ikke rører os alverden. Jeg tror, at denne evne til at kede os over terroren er vores helt store force. Vi skal ikke være trygge. Vi skal være ligeglade.

Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund: Tryg i en terrortid, 264 sider, Lindhardt og Ringhof, udkom 29. januar

Forrige artikel Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark Næste artikel David Trads: Stærk opdatering af klassisk USA-historiebog David Trads: Stærk opdatering af klassisk USA-historiebog
Flertal vil sætte loft over VUC-forløb

Flertal vil sætte loft over VUC-forløb

VUC: Et bredt flertal i Folketinget er enigt om, at der skal loft over, hvor længe man kan tage forløb på almen voksenuddannelse og hf-enkeltfag. Aldeles uanstændigt, mener Uddannelsesforbundet.