Nye Borgerlige mener alt det rigtige, men har mistet sin coolness-faktor

I den forstand ligger partiet, hvor det altid har gjort, nemlig som en garant for den rene vare på begge hylder.

Og med tilføjelsen af Martin Henriksen som spidskandidat til det kommende europaparlamentsvalg, er der ingen slinger i valsen, når det kommer til værdikampen i udlændingespørgsmålet og i kritikken af den feministiske identitetspolitik.

Når det alligevel ikke er tilstrækkeligt til, at partiet står stærkt, for det gør de godt nok ikke, så skyldes det et simpelt faktum, som alle nyere fløjpartier kæmper med: De er personbårne, og for Pernille Vermunds vedkommende, er der andre personer, der har strålet mere end hende det senesteår.

Her tænker jeg naturligvis på Inger Støjberg, der torpederede Nye Borgerliges gode form op til sidste valg, da hun lancerede Danmarksdemokraterne, og derved slog et stort hul i skroget på Nye Borgerlige.

For når det kommer til mindre fløjpartier, er der en hipster-effekt, der betyder ligeså meget, som den politik der faktisk er på hylderne

Rasmus Ulstrup Larsen

Men også Alex Vanopslagh har været i topform det seneste år og cementerede, at det var ham, der havde den store coolness-faktor i den borgerlige lejr, da han kunne samle over to tusinde mennesker, heriblandt unge studenter, til sit politiske show i KB Hallen.

For når det kommer til mindre fløjpartier, er der en hipster-effekt, der betyder ligeså meget som den politik, der faktisk er på hylderne.

Hvem er den frækkeste, smarteste og hurtigste i replikken?

Det spørgsmål betyder langt mere, end hvad man kunne ønske sig i politik.

Lige nu er det Vanopslagh, der sidder på den trone, Støjberg kommer lige efter. For lidt over et år siden var det Pernille Vermund, der sad ubestridt på den position.

Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at Vermund blot nogle måneder efter valget fik et ordentligt hak i troværdigheden, da hun først meldte sin afgang som formand for så kort efter at komme tilbage, efter Lars Boje Mathiesen havde sat ild til det hele.

Med sin anarkistiske personlighed og tilgang til politik afslørede Boje, at Nye Borgerlige var splittet mellem et protestparti og et seriøst parti

Rasmus Ulstrup Larsen

Den manøvre afslørede nemlig for partiet, at Boje stod for en større del af vælgerskaren end først antaget.

Med sin anarkistiske personlighed og tilgang til politik afslørede Boje, at Nye Borgerlige var splittet mellem et protestparti og et seriøst parti, og overraskende nok at protestelementet efterhånden var blevet større end den seriøse del af partiet.

Da begge dele kunne favnes i partiet, gik det godt, og Vermund kunne gå på vandet. Men da sprækkerne blev for store, og Boje fik sparket, blev det chokerende tydeligt, at den store opbakning til partiet var funderet i en intern splittelse, der blot ikke tidligere var sprunget frem i lys lue.

Nu er Vermund så officielt blevet genvalgt til formand igen på årsmødet.

Og med den utrættelige Kim Edberg Andersen ved sin side, der bærer i omegnen af 35 ordførerskaber, er det et godt makkerpar, der emmer af arbejdsomhed og sunde borgerlige værdier.

Selv vurderede jeg sidste år her i Altinget, at Edberg næppe ville blive hængende særlig længe ovenpå partiets nedsmeltning. Men de ord må jeg æde, og jeg må erkende, at jeg tog fejl.

Edberg har vist sig at være et enormt stærkt kort for et to-mandsparti, der er afhængig af, at Vermund får plads til at være ansigtet udadtil.

Den plads giver Edberg, der står for en umenneskelig mængde af dagligt parlamentarisk arbejde.

Når det alligevel vil være en ren overlevelseskamp frem til næste valg, skyldes det, som tidligere nævnt, at personfaktoren er for vigtig til, at Nye Borgerlige kan få fremgang med deres stærke borgerlige politik alene.

Måske er det også tilfredsstillende nok for et nyt parti som Nye Borgerlige blot at kæmpe sig tilbage til fire mandater og klare sig over spærregrænsen

Rasmus Ulstrup Larsen

Og personfaktor-kampen er foreløbig tabt til konkurrenterne, og det er svært at se, hvordan den skal genvindes.

Ikke desto mindre har Vermund kun én ting, hun skal fokusere på: Hun skal genoprette tilliden og igen blive hende, der siger de sandheder, som mange danskere går og tænker, men som ingen tør sige højt.

Problemet i den henseende er så bare, at medierne ikke rigtigt længere interesserer sig for, hvad hun går og siger og mener.

Derfor ser kampen for at vende tilbage til den store opbakning, som partiet mønstrede i en årrække, også umådelig svær ud.

Men måske er det også tilfredsstillende nok for et nyt parti som Nye Borgerlige blot at kæmpe sig tilbage til fire mandater og klare sig over spærregrænsen.