Rasmus Nielsen: Partier er uegnede til selv at fordele skattekroner

Og Enhedslisten fik i årevis støtte til et samarbejde med en venstreorienteret palæstinensisk befrielsesfront, selvom organisationen havde en væbnet gren og havde deltaget i militante aktiviteter. Partiet beklagede efterfølgende dybt. 

Syv af Folketingets partier har sagt ja til at modtage ulandsstøtte, de selv kan anvende, i årene 2021-25. Det er Socialdemokratiet (21,1 mio. kroner), Venstre (19,3), Radikale (9,4), SF (8,7), Enhedslisten (8,3), Konservative (7,9) og Alternativet (3).

Ser vi på rød-blå-aksen, modtager partierne i rød blok, der jo for tiden defineres inklusive Radikale, 50 mio. kr. i perioden, mens de to blå partier i ordningen, V og K, står til 27 mio. kr. Forholdet næsten 2:1 skyldes, at flere blå partier ikke ønsker at modtage ulandsbistand.

Liberal Alliance kunne eksempelvis have fået 5 mio. kr., men ville ikke have pengene. Partiet vil nemlig helst have ordningen helt nedlagt:

Hele ordningen virker mudret og oplagt til i sidste ende at skænde Folketingets omdømme

Rasmus Nielsen
Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget

"Det er jo primært midler, der bruges til, at politikere kan få nogle fede rejser ud i verden. Det er det, det er. Og det er noget pamperi, som ikke går til det formål, de egentlig bliver allokeret til. Vi synes, at det efterhånden er pinligt, at det bliver ved. Det bør stoppe," siger politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen, som hæfter sig ved fordelingen af midlerne:

"Hvis man kigger på tallene, kan man jo også se, at hvis man tæller alle de røde partier sammen og så de to eneste blå, der er med, er der også en skæv fordeling i forhold til, hvordan demokratiets udfald er i Danmark. Vi promoverer venstrefløjspolitik mere ude i verden end den anden fløjs," siger hun til Jyllands-Posten.

Hele ordningen virker mudret og oplagt til i sidste ende at skænde Folketingets omdømme, og så er det jo, at typer som jeg selv rejser børster. For det skal vi undgå i en tid, hvor demokrati og Folketinget nærmest virker som statister i et kongedømme.

For hør nu: Størstedelen af ulandsbistanden via partierne bruges godt nok i fattige lande i eksempelvis Asien og Afrika. Men: nogle af pengene bruger partierne i Danmark, herunder på medarbejdere. Ifølge partiernes svar betaler midlerne for fem-seks ansatte i Danmark, der arbejder med ulandsbistand. 

For når fem-seks personer arbejder i de danske partisekretariater for ulandsbistanden, kan det så 100 procent udelukkes, at en eller flere af dem arbejder for partiets egne formål

Rasmus Nielsen
Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget

Det bringer mindelser om Meld- og Feld-sagen, hvor Folketingets EU-oplysningsmidler tildelt Dansk Folkeparti i følge en tiltale i 2021 fra Bagmandspolitiet anklagede den nuværende partiformand Morten Messerschmidt for at have misbrugt små 100.000 kroner på et DF-sommermøde i 2015. Altså at have brugt EU-oplysningspenge til partiformål. En sag, eller mangel på samme, hvor Anklagemyndigheden i 2023 besluttede ikke at anke frifindelsen af Morten Messerschmidt.

For når fem-seks personer arbejder i de danske partisekretariater for ulandsbistanden, kan det så 100 procent udelukkes, at en eller flere af dem arbejder for partiets egne formål bare for eksempelvis små 100.000 kr. lønkroner i perioden 2021-25? I så fald ser det ikke godt ud.

Man kan se det for sig. I en valgkamp kan partier som DF og DD tage ordningen op. Fortælle de mange Israel-pro vælgere, som partierne selv er, om at en militant, venstreorienteret palæstinensisk befrielsesfront er blevet støttet direkte af et dansk parti (Enhedslisten) med skattekroner. Man kan kun forestille sig, at DF efter Meld/Feldsagen gerne vil forsøge at kunne påvise, at ulandsmidler tildelt danske partier direkte er blevet brugt til at gavne partierne selv.

Det er naturligvis også en god historie for enhver redaktion, hvis det kan dokumenteres, at nogen af de fem-seks ansatte på danske partikontorer bare i kortere perioder har brugt tiden og dermed ulandskronerne på interne formål.

Vi har før set eksempler på fordeling af offentlige midler, hvor der ikke har været tilstrækkelig armslængde mellem parti og modtager, og som derfor har ført til kritik

Rasmus Nielsen
Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget

Hvem er da også i grunden bedst til at fordele ulandsbistanden? Er det Udenrigsministeriet og de NGO'er, der udpeges til at forvalte midlerne, og som selvfølglig også kontrolleres af den udøvende magt og skal stå til ansvar? I sidste ende overfor Folketinget? Det må man tro på. Det er straks sværere at stille et parti til ansvar, fordi det har lovgivningsmagt.

Vi har før set eksempler på fordeling af offentlige midler, hvor der ikke har været tilstrækkelig armslængde mellem parti og modtager, og som derfor har ført til kritik. Det gjaldt for eksempel den hedengangne satspulje til sociale formål eller sker for så vidt stadig, når finansordførere eller endog finansministeren ved nye finanslove får særbevillinger igennem til projekter, de af personlige grunde finder særligt vigtige - eksempelvis i egen valgkreds.

Den eneste, det går ud over, er tilliden til Folketinget og folkestyret. Det har denne afdækning af partier i rollen som administrator af skattekroner allerede medvirket til. Og det er en skam. Konklusionen er, at partier er uegnede til selv at direkte at fordele skattekroner.