Analyse af 
Esben Schjørring

Partilederne vil forvandle EU-valget til et midtvejsvalg

EP-kandidaterne er for ukendte, og valget til Europa-Parlamentet vil alligevel blive udlagt som en landspolitisk temperaturmåling. Derfor rykker partilederne meget aktivt ind i den kommende EP-valgkamp. Det er ikke uden store risici. 

Sidste gang der var valg til Europaparlamentet var der trængsel på lygtepælene og rækværkerne, da valgplakaterne skulle op. Dengang lå folketingsvalget nemlig ti dage efter EP-valget. Men nu kan vælgerne ligeså godt vende sig til at partiernes topfolk går fuldtonet ind i valgkampen om de europæiske mandater.
Sidste gang der var valg til Europaparlamentet var der trængsel på lygtepælene og rækværkerne, da valgplakaterne skulle op. Dengang lå folketingsvalget nemlig ti dage efter EP-valget. Men nu kan vælgerne ligeså godt vende sig til at partiernes topfolk går fuldtonet ind i valgkampen om de europæiske mandater.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Ingen kender Kristoffer Storm, alle kender Inger Støjberg.

Og den sidste er løsningen på den førstes problem som Danmarksdemokraternes spidskandidat til det kommende europaparlamentsvalg. For med Støjbergs navn på stemmesedlen og aktiv del af kampagnen, får Kristoffer Storm meget nemmere ved at opnå valg.

Men Danmarksdemokraternes finte er ikke deres alene.

Men som en kilde i V-toppen siger, vil EP-valget uanset hvad blive udlagt som et midtvejsvalg, og så kan man lige så godt gå fuldtonet ind i kampagnen.

Det er bare et symptom på en bred tendens, vælgerne bliver mødt med, som den 9. juni nærmer sig, og vælgerne skal sætte deres kryds: Partilederne kommer til at være meget aktive i valget til Europa-Parlamentet – på gader og stræder, i debatter og i kampagnerne på de sociale medier.

Sådan lyder det bredt fra partierne på Christiansborg – fra DF, Venstre, Danmarksdemokraterne, Radikale og Socialdemokratiet. Europaparlamentsvalget bliver på den måde helt bevidst forvandlet til et midtvejsvalg i dansk politik, snarere end at være et valg om retningen i europæisk politik.

Det er på én gang et gamble og et træk, der gør en dyd ud af flere nødvendigheder.

Når det er et gamble, er det selvfølgelig, fordi partilederne selv involverer sig og derfor ikke kan tørre et nederlag af på EU-kandidaterne eller afskrive det som ”vælgernes mangel på interesse for europæisk politik”.

Man kan kun være med til at løfte trofæet og smile bredt, hvis man samtidig er parat til at komme med en god forklaring på og tage ansvaret for et nederlag. Sådan er logikken.









0:000:00