Peter Hummelgaard: Kritikere af bandepakken bør kigge mod Sverige og se, hvad manglende handling fører til
Den nye bandepakke er blevet kritiseret for at basere sig mere på fantasi end fakta. Men både den nye og tidligere bandepakker bygger i den grad på fakta – og de har sikret, at Danmark står i en helt anden situation end Sverige, skriver Peter Hummelgaard.
Peter Hummelgaard
Justitsminister, MF (S)For et par uger siden præsenterede regeringen en ny bandepakke. Et gennemarbejdet udspil med i alt 39 initiativer, der spænder fra nye værktøjer til politiet til forebyggelse, styrket samarbejde på tværs af myndigheder samt strafskærpelser på våbenområdet og inden for banderelateret økonomisk kriminalitet.
Udspillet er udviklet i tæt dialog med vores myndigheder og en lang række andre aktører – herunder efter inddragelse af repræsentanter fra forskningsmiljøet. Jeg forstår alligevel på kriminolog David Sausdal, der blandt andet her på Altinget giver udtryk for, at der slet ikke har været brug for de foregående bandepakker. Og at der på ingen måde er brug for en ny.
I sidste uge sagde den svenske statsminister, Ulf Kristersson, at man vil undersøge, hvordan det svenske forsvar kan bistå politiet i kampen mod banderne. Sverige står i en dybt tragisk og ekstraordinær situation.
Når vi i Danmark står et andet sted, tror jeg – blandt andet – at det har noget at gøre med de danske bandepakker. Derfor vil jeg meget gerne svare på Sausdals kritik.
Bandemedlemmerne bliver yngre
Retshistorie er på mange måder danmarkshistorie. For kriminalitetsbilledet forandrer sig, i takt med at samfundet gør det.
Jeg mener, at vi som lovgivere skal følge med udviklingen. Alt andet ville være uansvarligt. Og der er sket meget, siden den første bandepakke så dagens lys i 2009. Lad mig nævne fire eksempler.
For det første peger tal fra Justitsministeriets Forskningskontor på, at næsten halvdelen af de registrerede bandemedlemmer er under 25 år. Politiet ser en tendens til, at bandernes "stik-i-rend-drenge" bliver yngre og yngre. Og David Sausdal har i et interview om den svenske bandesituation sågar selv udtalt, at "det er beviseligt, at den kriminelle lavalder er noget, som banderne tænker ind i".
Som samfund skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at unge bliver en del af et forrået miljø og i værste fald selv ender som fuldgyldige bandemedlemmer. Derfor vil vi blandt andet gøre det ulovligt at rekruttere børn og unge til kriminalitet.
Jeg køber ikke præmissen om, at konsekvens og forebyggelse er hinandens modsætninger. De forskellige redskaber hænger sammen.
Justitsminister
For det andet har bandernes måde at kommunikere på ændret sig, i takt med at teknologien har taget et kvantespring.
Kriminelles brug af krypteret kommunikation er i stigende grad med til at vanskeliggøre politiets efterforskning af alvorlig og organiseret kriminalitet, og det er forventningen, at denne kommunikationsform vil stige i omfang i de kommende år.
Jeg kan blandt andet henvise til, hvordan beskeder fra krypterede tjenester har givet danske kriminelle over 1.000 års fængsel siden 2020, ligesom adgang til krypteret kommunikation ifølge anklagemyndigheden var et vigtigt element i efterforskningen af en sag om et banderelateret dobbeltdrab i Kalundborg. Sagen er anket til landsretten, men viser alligevel, hvor vigtigt det er, at vi som samfund hele tiden sikrer, at vi tilpasser os og følger med udviklingen.
Derfor vil vi sikre, at politiet har de nødvendige redskaber i kampen mod banderne. Blandt andet ved at styrke politiets kapacitet til dekryptering og håndtering af data fra krypterede medier.
Banderelaterede strafskærpelser
For det tredje udvikler den økonomiske kriminalitet sig selvsagt også i takt med den teknologiske udvikling. Dele af kriminaliteten flytter over på nettet. Banderne følger med.
Således vurderer både Rigspolitiet og Skattestyrelsen, at den økonomiske kriminalitet i bandemiljøet er stigende i omfang og kompleksitet. Bandemedlemmerne udnytter blandt andet den lette digitaliserede adgang til at oprette virksomheder og bankkonti.
Derfor vil vi blandt andet udvide og styrke det såkaldte Al-Capone-samarbejde. Og vi vil etablere en national efterforskningsgruppe med deltagelse af Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen, der målrettet skal efterforske sager om organiseret økonomisk kriminalitet.
For det fjerde har Rigspolitiet vurderet, at tidligere strafskærpelser på våbenområdet har fået personer i bandemiljøet til at ændre adfærd i forhold til, hvordan de omgås våben. Således ser politiet i dag en øget tendens til, at bandemedlemmer går med kniv i det offentlige rum.
Derfor foreslår regeringen blandt andet, at det skal kunne udløse dobbeltstraf, når der anvendes kniv som led i en banderelateret konflikt.
Svenske tilstande undgået
Et væsentligt element i debatten om strafskærpelser er, at regeringen med strafskærpelserne også ønsker at få hårdkogte bandemedlemmer væk fra gaden, så de ikke kan begå kriminalitet og skabe utryghed. Og så vi kan forhindre, at de ånder potentielle rekrutter i nakken.
Jeg tror blandt andet, at det er de danske bandepakker, vores udlændingepolitik og vores nultolerance over for dem, der ikke vil fællesskabet, der gør, at Danmark står i en anden situation end Sverige.
Justitsminister
Jeg køber ikke præmissen om, at konsekvens og forebyggelse er hinandens modsætninger. De forskellige redskaber hænger sammen. Og det er naivt at tro, at vi kan nøjes med kun den ene ende af spektret. På samme måde, som det er for nemt – og grænsende til det forudsigelige – når eksperter i deres kritik af regeringens udspil kun forholder sig til de tiltag, der omhandler strafskærpelser.
Som politikere og beslutningstagere har vi pligt til at sikre, at vores indsats mod den organiserede kriminalitet følger med samfundsudviklingen. Vi behøver desværre bare at kigge tværs over Øresund for at se, hvor galt det kan gå.
Det svenske Justitsministerium vurderer, at 30.000 personer indgår i en kriminel bandegruppering. En repræsentant fra de svenske myndigheder har i forbindelse med den svenske bandesituation for nylig udtalt, at Sverige ikke har været i en så farlig situation, som de er i nu, siden 1945.
Jeg tror blandt andet, at det er de danske bandepakker, vores udlændingepolitik og vores nultolerance over for dem, der ikke vil fællesskabet, der gør, at Danmark står i en anden situation. Men jeg hører meget gerne forskningens bud på, hvad der kan forklare forskellene.
I mellemtiden må David Sausdal gerne kalde regeringens udspil til en ny bandepakke for "mere fantasi end fakta". Jeg kalder det rettidig omhu.