Juraprofessor: Morten Messerschmidt forstår ikke vores demokrati

Indlægget er spækket med andre tvivlsomme antagelser og fejlslutninger, som leder Messerschmidt til at efterspørge et opgør med hele denne internationale retsorden, som vi kender den i dag. Fokus er på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men argumentationen rækker langt videre end dette.

Messerschmidts tese er søgt

Messerschmidt bruger Alexis de Tocqueville, en fransk filosof og statsmand, som inspirationskilde til, at vi som samfund skal kigge indad for at skabe det gode samfund. Denne tese virker lidt søgt, da Tocqueville selv rejste helt til USA for at undersøge det spirende amerikanske demokrati i starten af 1800-tallet.

Messerschmidts forståelse af demokrati ligger imidlertid langt fra den, som er blevet udviklet i Oplysningstiden

Jacques Hartmann
Professor i menneskerettigheder

At bruge Tocqueville som afsæt til et opgør med menneskerettighederne synes også at gå imod franskmandens intentioner.

Netop Tocqueville betegnes ofte som ophavsmand til begrebet "flertallets tyranni", hvilket beskriver en iboende svaghed ved demokrati, idet flertallet uden et juridisk værn kan forfølge sine egne mål på bekostning af mindretallet.

Tocqueville skrev selv, at når absolut magt tildeles en leder, uanset om det er en konge, et aristokrati eller et demokrati, så er det "kimen til tyranni, og jeg søger at leve andetsteds, under andre love".

Andre samtidstænkere, såsom John Stuart Mill, fremhævede ligeledes vigtigheden af at beskytte individuelle friheder mod flertallets vilje. Denne tankegang har spillet en central rolle i udviklingen af nutidens menneskerettigheder.

Vidtrækkende konsekvenser

Messerschmidts forståelse af demokrati ligger imidlertid langt fra den, som er blevet udviklet i Oplysningstiden.

På trods af Tocquevilles advarsler vil Messerschmidt afskaffe menneskerettighederne, fordi det ifølge ham kun giver mening at have internationale regler for "mekaniske forhold", såsom afstanden mellem togskinner, men ikke for forhold, "vi som nation er splittede over".

Argumentationen har vidtrækkende konsekvenser. For hvis nationen en dag bliver splittet over afstanden mellem togskinner, så ville samme argumentation også finde anvendelse overfor såkaldte mekaniske forhold. Og det er naturligvis ikke kun Danmark, som kan være splittet.

For Messerschmidt er det "farligt" at lade politisk sensitive spørgsmål opløfte til internationale retsstandarder. Men farligt for hvem? Sikkert ikke for dem, som er beskyttet af reglerne.

Han antyder endvidere, at danskernes tillid til samfundets institutioner er dalende på grund af menneskerettigheder. I den forbindelse påpeger han, at tilliden til institutionerne toppede i 2007, det vil sige, 54 år efter at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention trådte i kraft og 15 år efter inkorporeringen i dansk ret.

Tallene taler ifølge Messerschmidt "deres tydelige sprog". Om hvad, står hen i det uvisse.

Som Grækenland og Rusland

Lande kan naturligvis forlade internationale aftaler, i hvert fald nogle af dem. To lande har forladt Europarådet og Menneskerettighedskonventionen.

Grækenland forlod Europarådet i 1969, men genindtrådte efter genindførelsen af demokratiet i 1974. Rusland blev derimod udelukket i 2022 efter at have angrebet Ukraine.

Netop Storbritannien lærer i disse dage, hvad det vil sige at være “herre i eget hus”

Jacques Hartmann
Professor i menneskerettigheder

Danmark kan følge disse eksempler. Det vil dog have konsekvenser.

Det ville formentlig betyde, at vi ikke længere kunne være en del af EU. Selv handels- og samarbejdsaftalen, som blev indgået efter Brexit, forpligter Storbritannien til fortsat at overholde Menneskerettighedskonventionen. Og netop Storbritannien lærer i disse dage, hvad det vil sige at være "herre i eget hus".

Et argument for udtrædelse af Menneskerettighedskonventionen, som henviser til flertallets vilje, burde også inddrage denne vilje.

På trods af Messerschmidts bestræbelser er der imidlertid intet, der tyder på, at der er flertal i befolkningen for at forlade Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Endelig bør debatten om Danmarks plads i den internationale retsorden ikke være en reaktion på enkeltsager. Det burde i stedet være en løbende dialog om, hvordan vi bedst balancerer vores nationale idealer med vores internationale forpligtelser – en praksis, der indtil videre har tjent os godt.