I næsten tyve år fulgte Puk Damsgård Danmarks længste krig. Nu vil hun have os til at se indad: "Vi lod os forblænde af vores egne værdier"

Men dækningen af krigen har været fyldt med blinde vinkler, mener Puk Damsgård. I sin nye bog kritiserer hun, at indsatsen ikke er blevet evalueret tilstrækkeligt. Ved at udgive sin bog ønsker hun at give os et samlet billede af, hvad der egentlig foregik.

"Den samtale, vi har haft, står ikke mål med indsatsen. Det var USA's længste krig. Det var Danmarks længste krig. Jeg er interesseret i at se tilbage, fordi vi kan lære af fortidens fejltagelser og vores blinde vinkler," siger hun, da Altinget fanger hende til et interview om bogen.

Vestens blinde vinkler førte til en voksende oprørsbevægelse

En af de blinde vinkler – og en af årsagerne til fiaskoen – var ifølge Puk Damsgård Vestens manglende forståelse for og samarbejde med afghanerne:

Jeg er interesseret i at se tilbage, fordi vi kan lære af fortidens fejltagelser og vores blinde vinkler

Puk Damsgård

"Jeg tror, vi blev forblændede af vores egne værdier og vores eget ønske om at forandre det her samfund. Vi kom til at gøre det hen over hovedet på afghanerne," siger hun.

Denne blinde vinkel bliver blandt andet eksemplificeret i Puk Damsgårds møde med den kvindelige gynækolog Roshanak.

I en scene i bogen fortæller Roshanak, at hun mener, "freden blev dræbt politisk i Kabul", da USA invaderede landet, fordi Taliban aldrig blev inviteret med ind i Afghanistans nye politiske liv.

Nogle vil måske se det som kontroversielt at foreslå, at Vesten skulle samarbejde med Taliban?

"Vi kom ind med en ide om, hvordan vi kunne skabe demokrati. Vi ville gerne holde Vesten fri for terror ved at skabe et andet land i Afghanistan. Når vi ser tilbage på det, kan vi se, at der var mulighed for at invitere Taliban, som jo var en del af samfundet, med ind i regeringen. Det gjorde vi ikke. Konsekvensen var, at oprørsbevægelsen voksede, og at modstanden mod det nye styre voksede," siger Puk Damsgård.

Damsgård tilføjer, at der samtidig begyndte at opstå korruption. Mange af Nato-milliarderne endte hos Taliban. Ifølge bogen anslog amerikanske militærembedsmænd i 2010 at ti procent af de penge, Pentagon brugte på logistik, endte i hænderne på Taliban, stammeledere, lokale krigsherrer og andre bevæbnede grupperinger.

"Da vi gik ind i Afghanistan, blev det meget hurtigt klart, at vi ikke bare kunne løse situationen med krig – vi blev nødt til også at udvikle. Men det tager mange år at udvikle et samfund. Vi skulle nok have sat os mere ind i, hvor svært det er," uddyber hun.

Damsgårds pointe bliver måske i endnu højere grad understreget af talibaneren Naeem, som vi også lærer at kende i bogen. "Jeg blev talibaner den dag, USA invaderede Afghanistan og bombede og dræbte uskyldige," fortæller han i bogen. 

Var det alle de menneskeliv og milliarder værd?

Foruden at evaluere konsekvenserne af Vestens blinde vinkler ønsker Puk Damsgård med sin bog at sætte et stort spørgsmålstegn ved indsatsen.

Det tager mange år at udvikle et samfund. Vi skulle nok have sat os mere ind i, hvor svært det er

Puk Damsgård

"Var det det hele værd?" spørger hun retorisk. 

Krigen har ifølge DR kostet USA over 2,313 billioner dollar og ifølge Altinget kostet USA over 2000 amerikanske soldaterliv.

Den har kostet Danmark mindst 12 milliarder kroner og 44 danske soldaterliv. 

Derudover har den kostet 64.124 afghanske militær- og politifolk livet, mens knap 55.000 civile blev enten dræbt eller såret, siden FN begyndte at dokumentere tabene 1. januar 2009 og frem til tilbagetrækningen i august 2021.

Netop spørgsmålet om, hvorvidt indsatsen var det hele værd, står også centralt i bogen, hvor vi blandt andet lærer den danske soldat Jamal at kende.

Han fortæller, hvordan han undervejs begyndte at tvivle på, hvorfor han overhovedet var til stede. For formålet med at være til stede ændrede sig undervejs, og han oplevede, at opgaverne og missionen strittede i mange retninger. Samtidig så mange af afghanerne ham som en besætter, ikke en befrier, fortæller han – også selvom han talte deres sprog.

Selvom nogle sætter spørgsmålstegn ved indsatsen i Afghanistan, er der dog også dem, der forsvarer den. De tæller blandt andet de venstrefolk, som stod bag beslutningen, da Danmark i 2001 besluttede at gå med i krigen.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) er blandt dem, der har forsvaret indsatsen og udtalt, at det er vigtigt at huske, hvorfor vi i første omgang tog til Afghanistan i "krigen mod terror". Eksempelvis udtalte Søren Gade i forbindelse med tilbagetrækningen, at "vi tog til Afghanistan for at fjerne det styre, der tillod Osama bin Laden at træne terrorister. Det lykkedes vi med 100 procent". Hvad tænker du om det?

"Det lykkedes vi jo ikke med 100 procent," svarer Puk Damsgård. "Der er stadig terrororganisationer i Afghanistan i dag. Al-Quedas nye leder, Ayman al-Zawahiri, flyttede jo eksempelvis ind i en stor villa i Kabul, efter Taliban tog magten."

Et vindue til den krigshærgede nation

Puk Damsgård ønsker ikke blot at starte en samtale om vores blinde vinkler og at sætte spørgsmålstegn ved Nato-indsatsen. Hun ønsker også at give os et indblik i, hvilket land Afghanistan er i dag. Hvilket samfund, Vesten har efterladt.

Nogle steder er intet tilbage af det arbejde, vi har udført

Puk Damsgård

Derfor har hun besøgt landet efter tilbagetrækningen.

"Jeg har fået et vindue ind til nogle af de dele af Afghanistan, vi ikke taler om," siger hun.

Puk Damsgård har blandt andet besøgt den pigeskole – Nazima Madrassah i Musa Qala – som blev færdigbygget i 2010 og som kostede Danmark over 600.000 kroner.

I dag studerer talibanere jihad i de lokaler, og da Puk Damsgård kommer på besøg, bliver hun overfuset af en studerende.

"Hvorfor er det lovligt, at en kvinde skal komme her?" spørger han og giver hendes chauffør en knytnæve, så han begynder at bløde.

Bogen slutter med en lignende scene, som ifølge Puk Damsgård giver et billede nationens tilstand i dag: En henrettelse på et afghansk stadion til lyden af stemmer, der råber "Allah-u-Akhbar".

"Nogle steder er intet tilbage af det arbejde, vi har udført," siger Puk Damsgård. "Det er vigtigt, at vi lærer noget af det."

Med sine 200-siders epilog over indsatsen i den krigshærgede nation har hun nu givet sit bidrag til den kollektive erindring af de tyve års krig.