Rasmus Nielsen: Altingets debat giver rum for skarpe særstandpunkter

Vores stof kan inddeles i en trekant, hvor det ene hjørne er journalistik, det andet hjørne er fakta (eksempelvis: Hér er forligsteksten), statistik, navne og øvrigt servicestof, mens det tredje og sidste, ligeværdige hjørne er debatten.

Denne trekant skal sikre, at vi kommer vejen rundt om den politiske beslutningsproces. Fra behov til lov, og videre fra lov til dom. Altså fra der et sted i samfundet opstår en vilje til forandring, over det i dag desværre ofte hæsblæsende lovarbejde og videre frem til, at embedsmænd og aktører sammen udmønter rammelove med videre i bekendtgørelser, cirkulærer, direktiver og så videre. For at ende helt derhenne, hvor loven fortolkes af domstole med mulig, justerende retsvirkning i samfundet.

• Det første hjørne, journalistikken, forsøger vi at holde i en seriøs tone ud fra væsentlighedskriteriet, hvor vi altid dyrker sagen frem for personen. Det kan ikke undgås, at vinklerne ret ofte vil have en vis negativ klang, fordi nogen vil have lavet noget om. Og derved typisk tage noget fra nogen andre, sagde djævlens advokat.
• Det andet hjørne, fakta/service, som er efterspurgt af vores abonnenter, er vores konstruktive og formidlende bidrag til samfundsoplysningen. Den private public service. Det bidrager til den positive synsvinkel.
• Og så det tredje, fuldt ligeværdige hjørne af vores publicisme, er debatten. Den er uhyre læst, kan vi måle i disse datatider. Det er hér, vi kan være subjektive, næsten ensidige. På etisk grundlag, naturligvis. For som vi altid deklarerer ved indledningen af debatartikler: "Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler."

Oppe på fjerde sal i vores mediehus ved Christiansborg holder debatredaktionen til i eget kontor under ledelse af redaktionschef for Debat & Navne Kristian Andersen. Den 37-årige århusianer er cand.mag i internationale studier fra Aarhus Universitet, og dertil BA i historie og europastudier fra Aarhus Universitet og Surrey University i England.

Han er roligheden selv – på nær når talen kommer på vores fælles barndomsklub AGF – og det passer ham sikkert glimrende, at hele endevæggen på kontoret er en imponerende bogsamling med politik, samfund, ideologi, filosofi, erhvervs-successer, biografier med videre. Og kun fra i år, betoner Kristian. Tænk hvad der udgives på vores lille danske sprog. Og så vidt vides har redaktionen – og i hvert fald deres mange tilknyttede boganmeldere - læst alle de hyldemeter.

Som debatredaktører er man ikke meget synlige som førsteviolinisten i et orkester. Snarere er de bassister bagerst, der sørger for at holde rytmen og melodien. Derfor fortjener de også at blive trukket frem.

Når man leverer debatindlæg til Altinget – også i Norge og Sverige – skal man kunne føle sig i trygge hænder.

Rasmus Nielsen
Ejer og udgiver, Altinget

Jeg holder af at stikke hovedet ind til debatredaktionen. Her er rart at opretholde sig, og der er altid noget spændende på færde i det lokale. De er belæste og intellektuelle – men ikke så meget, at det gør noget. Det er åbenlyst, at de går på arbejde i en højere mening end lønnen den sidste bankdag i måneden.

Med Kristian Andersens egne ord:

”Vores debat sætter dagsorden, oplyser og bidrager til den demokratiske samtale. Det er blandt andet det, der gør arbejdet så meningsfyldt. Vi vil og skal være en troværdig og nuanceret bastion mod polarisering, sociale mediers debat-skraldespande, fake news og så videre.”

Han peger på, at debatredaktionen endda er begyndt at bygge en lille bro mellem sin spids af stof-trekanten over mod det redaktionelle. Hans stab benytter sig mere og mere af debatinterview-genren – ofte med forfattere af nye debatbøger. Det journalistiske touch kan, når det er bedst, give en anderledes styrke end ved normale debatindlæg, mener man på kontoret under loftet.

Der er i det hele taget et tæt samspil mellem vores journalistiske fagredaktører af de for nærværende 30 danske netaviser (nicher) med den tværgående debatredaktion. Ofte finder de frem til særlige temadebatter, hvor en gruppe af skribenter over et stykke tid i gensidig kappestrid på ord og argumenter går i dybden med et emne af fælles interesse.

Når man leverer debatindlæg til Altinget – også i Norge og Sverige – skal man kunne føle sig i trygge hænder. Debatredaktionen med den stilfærdige fremfærd bruger ubønhørligt mange kræfter på redigering af det indsendte og på overskrifter, så skribenternes argumenter står så skarpt som muligt. Altid med respekt for skribentens budskab.  

Endelig gør debatredaktionen meget ud af at faktatjekke forud for publicering. Forfatterne bliver afæsket, hvilken dokumentation de har for denne og hin påstand. Helt som det skal være. Om end det kan virke irriterende og krakilsk. Men det er en beskyttelse af forfatteren selv, Altingets troværdighed - og naturligvis af de aktører, et debatindlæg kan rette sig imod, og som vi som tovholder i den sidste ende skal beskytte med urimelige udfald.

Som nævnt kan man inddele Altingets debattører i de professionelle interessevaretagere, som der kommer flere og flere af, i takt med at omfanget af love og regler flyver mod himlen, og så de frie fugle, der kun repræsenterer sig selv. Ingen god debat uden begge typer skribenter. Men fri os fra de sociale platformes før nævnte skraldespande af amatøristisk udskamning og udokumenteret beklikkelse. Som kun fører mindre dialog, sammenhængskraft og demokratisk opbakning med sig. Dem, der udskammes, trækker sig som bekendt ofte fra det offentlige rum, som så bliver fattigere og mere ustabilt.

Det enkelte indlæg må hjertens gerne være blodrødt, dybt violet eller mørkeblåt. Det er styrken ved debatten.

Rasmus Nielsen
Ejer og udgiver, Altinget

De professionelle skribenter, der præsenterer nogen, typisk en organisation, har fordele. De har et bagland, der kan forsyne dem med tal og anden fakta, der kan styrke budskabet. De frie forfattere, der kun repræsenterer sig selv, stiller vi på en måde større krav til. De har kun sig selv til at støbe artiklen.

Så i det mindste skal de være vældig velskrivende. Have – eller finde på – synspunkter, andre ikke har indtaget. Ofte må de også bruge sig selv og derved bringe deres privatliv og følelser i spil. Det kan, når det lykkes, give nogle af de bedste debatindlæg, der også flytter noget i den politiske verden.

Alle skribenter nyder den fordel, at de så at sige skriver uden filter. De kan – inden for lovgivningen og de presseetiske regler – skrive hvad de vil og selv kan stå inde for. Jo klarere et særegent standpunkt desto bedre.

Vores debathjørne skal naturligvis leve op til Altingets logo, hvor rød hverken fylder mere eller mindre end blå. Men det enkelte indlæg må hjertens gerne være blodrødt, dybt violet eller mørkeblåt. Det er styrken ved debatten. Her kan et uvildigt, neutralt medie få lov at formidle rentonede særstandpunkter og ideologier. Derved, og kun derved, kan vores publicisme blive tilnærmelsesvist fuldstændigt.