Retsopgøret med Trump er ubehageligt – men bydende nødvendigt

Hos de amerikanske medier spidser man i denne tid blyanterne i forventning om århundredets valgkamp, der begynder om få uger med den første tv-debat mellem republikanernes præsidentkandidater og vil fortsætte helt frem til valgdagen i november 2024.

Sideløbende er der store forventninger til århundredets retsopgør, når Trump stilles for retten i forbindelse med de tiltaler, der er rejst mod ham for ulovlig anvendelse af valgkampmidler, medvirken til stormløbet mod Kongressen, ulovlig omgang med hemmelige dokumenter og forsøg på at omgøre nederlaget ved valget i november 2020.

Den republikanske halvdel af USA stoler ikke på politiet, på domstolene og på de politiske institutioner, men lytter i stedet til Trumps sirenesag om, at samfundet styres af et komplot i toppen af det demokratiske parti.

Michael Ehrenreich

Det tidsmæssige sammenfald mellem politik og jura, der bliver tale om, har givet anledning til den sympatiske, men grundlæggende misforståede opfattelse, at de kommende retssager bør stilles i bero, indtil de amerikanske vælgere ved næste præsidentvalg har haft mulighed for at tage stilling til fænomenet Trump. Han bør, lyder argumentet, bekæmpes i stemmeboksene og ikke i retssalene.

Men i et retssamfund kan anklagemyndigheden og domstolene ikke navigere efter den politiske vindretning. De må insistere på deres uafhængighed og ukrænkelighed. Det ville være et dødbringende slag mod retsfølelsen, hvis de lod tilrettelæggelsen af deres sagsbehandling påvirke af, at den tiltalte har haft et højtstående embede og nu kandiderer til at vinde det tilbage.

Det gælder så meget desto mere, fordi tiltalerne er yderst alvorlige. De anklageskrifter, som er blevet offentliggjort, er rystende læsning om et kriminelt netværks systematiske forsøg på at nedbryde forfatningen og undergrave det politiske system. Tages anklageskrifterne for pålydende, er der tale om den mest højtstående sammensværgelse i USA's historie med det formål at stjæle præsidentposten.  

Der tegnes et billede af et omfattende edderkoppespind af løgne, udfærdigelse af forfalskede dokumenter, udpegning af falske valgmænd og pres mod valgtilforordnede og embedsmænd med ansvar for valghandlinger. Hertil kommer systematisk tilsvining af personer, som på den ene eller anden måde har stillet sig i vejen for de sammensvorne.

Ingen er naturligvis skyldig, før retten har talt. Men anklageskrifternes detaljeringsgrad, suppleret af beviser, der understøtter anklagerne, efterlader indtrykket af en diktatorisk skikkelse, der siger, hvad han har lyst til og handler, som han vil uden basis i kendsgerningerne. Det er en retsopfattelse, som muligvis er gængs praksis på ejendomsmarkedet i New York, men som ikke hører hjemme i et folkevalgt demokrati.

Man vover næsten ikke at tænke den tanke til ende, at Trump genvinder præsidentembedet. For at afværge denne katastrofe vil det kræve, enten at republikanske vælgere besinder sig og nægter ham nomineringen som partiets kandidat, eller - nok mere sandsynligt - at moderate midtervælgere på selve valgdagen vender sig imod ham og bakker op bag præsident Biden.

Derfor er der ingen vej uden om, at retssagerne må gå deres gang. Det er den eneste rigtige begyndelse på den lange rejse for at bringe USA ud af det morads, som Trump og konsorter i det republikanske parti har ført landet ud i.

Michael Ehrenreich

Men selvom USA reddes på stregen, vil der blive en kolossal regning at betale efter ni år med Donald Trump som dominerende figur i amerikansk politik. Der er meget, der skal bygges op igen.

Det gælder først og fremmest det enorme tab af tillid til landets bærende institutioner, som i øjeblikket er fremherskende i rundt regnet halvdelen af befolkningen. Den republikanske halvdel af USA stoler ikke på politiet, på domstolene og på de politiske institutioner, men lytter i stedet til Trumps sirenesag om, at samfundet styres af et komplot i toppen af det demokratiske parti.

Det gælder republikanerne selv som politisk bevægelse. Partiet er ødelagt, forgiftet af Trumps penge og tiltrækningskraft, uden rygrad og uden en sammenhængende vision for landets fremtid. Abraham Lincoln og Ronald Reagans gamle parti har mistet al troværdighed i takt med, at partiets ledende skikkelser per automatik støtter Trumps konspirationer.

Det gælder også medierne, som - fraset nogle få - i foruroligende omfang er slået ind på at videregive forvanskninger og fordrejninger, selvom man godt ved, at virkeligheden forholder sig anderledes. Facts betyder åbenbart mindre end udsigten til at vinde læsere, lyttere og seere eller blot holde fast i dem, man har.

Det bliver en stor opgave at bringe landet tilbage på ret køl. Første skridt må være at holde fast i retsstaten, hvor end ikke en tidligere præsident og nuværende præsidentkandidat står over lovgivningen. Derfor er der ingen vej uden om, at retssagerne må gå deres gang. Det er den eneste rigtige begyndelse på den lange rejse for at bringe USA ud af det morads, som Trump og konsorter i det republikanske parti har ført landet ud i.