Kommentar af 
Michael Ehrenreich

Berlusconi var den italienske forløber til Trump

I 1994 blev Berlusconi båret ind i embedet som regeringschef i Italien af vælgergrupper, der følte sig kørt ud på et sidespor af magtfuldkomne politikere og en kreativ klasse af meningsdannere, som havde sat sig på landet. 22 år senere skete det samme i USA, skriver Michael Ehrenreich.

Ved at gå op imod ”den herskende klasse” gav Berlusconi håb til vælgergrupper, som følte sig udstødt og overset, skriver Michael Ehrenreich.
Ved at gå op imod ”den herskende klasse” gav Berlusconi håb til vælgergrupper, som følte sig udstødt og overset, skriver Michael Ehrenreich.Foto: Stefano Rellandini/Reuters/Ritzau Scanpix
Michael Ehrenreich
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er ved første øjekast betydelige forskelle mellem tidligere præsident Donald Trump og Italiens forhenværende premierminister Silvio Berlusconi, som døde forleden.

Berlusconi fremstod i offentligheden altid smilende og i godt humør med en optimistisk tilgang til omverdenen. Trump er vred, skulende og skælder ud til højre og venstre, mens han fremmaner det ene dommedags-scenarie efter det andet.

Politisk havde Berlusconi en usvækket tro på det fri marked og det enkelte menneskes egne muligheder, hvis man vel at mærke forstår at gribe dem. Trump har gjort protektionismen til en central del af opgøret mod den globalisering, han har udpeget som den store svøbe i det 21. århundrede.

Der går en linje fra italiensk politiks førstemand i 1990'erne frem til Trump og vor tids populisme

Michael Ehrenreich

Men der er også ligheder mellem dem. De er så mange, at der går en linje fra italiensk politiks førstemand i 1990'erne frem til Trump og vor tids populisme. Berlusconi var på mange måder forløberen.

Han kom til magten ved at fremstille sig selv som alternativet til et politisk system, der brød sammen af indavl, korruption og offentlig mistillid. Han dyrkede ideen om den succesrige forretningsmand, der kunne skabe orden og økonomisk fremgang.

Som det var tilfældet med Trump ved præsidentvalget i 2016, blev Berlusconi toogtyve år tidligere båret ind i embedet som regeringschef af brede vælgergrupper, der følte sig kørt ud på et sidespor af magtfuldkomne politikere og en kreativ klasse af meningsdannere, der havde sat sig på landet.

Han gik til angreb på Italiens bærende institutioner, som han mente var styret af ”kommunister”, og kritik blev affærdiget ved at udskamme og dæmonisere modstanderne. Det skete ganske vist med et smil, men ordvalget var hårdt, uforsonligt og uden mange nuancer.

Han udtalte sig eftergivende om Italiens fascistiske diktator Benito Mussolini og beundrende om Vladimir Putin, som han – i en hårrejsende erklæring på sine gamle dage – gav udtryk for var blevet tvunget til at angribe Ukraine.

De politiske resultater var mangelfulde. Han fik stort set intet gennemført, men fortsatte ufortrødent, hvilket øgede mistanken om, at han gik ind i politik for at beskytte sit forretningsimperium – først og fremmest kæden af tv-stationer, som han i øvrigt brugte hæmningsløst til at promovere sin politiske karriere.

Læs også

At det lod sig gøre at dominere italiensk politik gennem næsten 30 år, herunder fire perioder som premierminister, siger noget om dybden af den økonomiske, sociale og kulturelle ulighed i det italienske samfund.

Ved at gå op imod ”den herskende klasse” gav han håb til vælgergrupper, som følte sig udstødt og overset og uden muligheder for at forbedre deres situation.

Parallellen til Trump er tydelig. Men der er også fællestræk med Boris Johnson i Storbritannien, Marine Le Pen i Frankrig og Recip Erdogan i Tyrkiet.

Det er ikke de politiske resultater, eller mangel på samme, som er det mest afgørende. For udstødte og oversete vælgere er det vigtigere at have en allieret ved rorpinden, som deler deres afsky mod ”eliten” og viser vilje og evne til at bekæmpe dens dominans.

At den pågældende politiske leder er offensiv i sine udmeldinger og nådesløs overfor modstanderne, øger kun tiltrækningen. Man føler, at man har fået en stemme. At modstanderne reagerer skarpt, er endnu bedre. Man bliver hørt.

Tiltalerne kan være med til at sikre Trump nomineringen som republikanernes præsidentkandidat

Michael Ehrenreich

I 2011 blev Berlusconi dømt for skatteunddragelse, og i de følgende år dalede opbakningen. Mange vælgere blev trætte af de skandaler, der fulgte med, ikke mindst gentagne sager om omgang med prostituerede under de berygtede fester i luksusvillaerne i Milano og på Sardinien.

Vil det samme ske for Trump? Ved midtvejsvalget i efteråret var der tydelige tegn på vigende tilslutning blandt amerikanske vælgere, men det har ændret sig efter tiltalen i New York for ulovlig brug af midler til valgkamp og tiltalen i Florida for at bemægtige sig hemmeligt-stemplede regeringsdokumenter.

Tiltalerne bekræfter for mange republikanske vælgere, at ”systemet” i Washington er ude på at få ”deres mand” ned med nakken, ivrigt sekunderet af Trumps egne påstande om, at han er udsat for en ”heksejagt”, foranstaltet af hans politiske modstandere.

Som billedet tegner sig i øjeblikket, kan tiltalerne være med til at sikre Trump nomineringen som republikanernes præsidentkandidat.

Det er mere tvivlsomt, om han kan vinde selve præsidentvalget, fordi mange midtervælgere vil blive skræmt væk, særligt på grund af de meget alvorlige anklagepunkter i Florida, som blandt andet omfatter spionage.

Hvorvidt Trump på længere sigt vil blive slidt ned som politisk figur af det kaos, der altid omgiver ham, vil afhænge meget af, om der opstår et alternativ med lignende politiske budskaber – men uden kaos.

Læs også

Kommer der et alternativ, vil hans politiske stjerne formentlig falme på sigt.

Viser et sådant alternativ sig ikke, kan Trump meget vel fortsætte som politisk kraft, fordi de underliggende problemer i det amerikanske samfund, som han er et symptom på, ikke forsvinder.

For Berlusconi blev hans dalende tilslutning forstærket af, at der opstod et alternativ i form af den nationalkonservative bevægelse Italiens Brødre under ledelse af Giorgia Meloni, som siden oktober sidste år har været premierminister i Italien.

Giorgia Meloni er langt fra nogen kopi af Berlusconi. Men de er fælles om magtkritikken og angrebene på ”den herskende klasse”, og hendes succes er det bedste bevis på, at de underliggende problemer i det italienske samfund, som han var et symptom på, ikke er forsvundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Ehrenreich

Fhv. hofmarskal, kammerherre, I bestyrelsen for Enigma, Dansk Kulturinstitut, Løvenholm Fonden, Danmark-Amerika Fondet og Gl. Estrup
journalist (DJH 1979)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Silvio Berlusconi

Politisk leder, Forza Italia, medieejer, ejer, AC Milan

0:000:00