Ingen ved rigtigt om det, som Anders Fogh Rasmussen går rundt og siger, er noget, han reelt mener, eller noget, han siger, fordi han får penge for det…men jeg vil godt advare mod hans seneste to eksperimenter:

Først Ukraine: I The Guardian forudser og blåstempler han reelt, at enkelte Nato-lande vil sende tropper i direkte kamp i Ukraine mod Rusland. Dernæst Kina: Under en rejse til Taiwan opfordrer han Vesten til at reagere lige så hårdt over for Beijing, hvis Kina angriber Taiwan, som tilfældet er over for Moskva i dag.

Tillad mig at oversætte ovenstående til letforståeligt dansk – (og i parentes minde om, at Fogh er på lønningslisten i Kyiv og Taipei):

Hvis det stod til Fogh, tidligere statsminister og tidligere Nato-generalsekretær, så ender Nato i direkte krig med Rusland, en atomar supermagt, og Kina, en militær og økonomisk supermagt.

Altid vil han maksimere konflikten, altid vil han buldre løs og true, altid er han parat til at sætte hårdt mod hårdt, altid er han parat til at gribe til våben.

David Trads

Konsekvenserne kan ikke være anderledes - eller mindre dramatiske:

Hvis eksempelvis Polen, som Fogh taler om, går i direkte krig med Rusland i Ukraine, ja, så er Nato reelt i krig med Putin, især hvis han i givet fald ville slå tilbage mod Polen. Så ville musketereden træde i kraft. Nato i krig. Det samme gælder selvsagt i forhold til Kina.

Det er sådan, det altid er med Fogh i forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitik:

Altid vil han maksimere konflikten, altid vil han buldre løs og true, altid er han parat til at sætte hårdt mod hårdt, altid er han parat til at gribe til våben.

Det er, som om Fogh kun har et redskab – nemlig en hammer – i sin værktøjskasse, og at han derfor tror, at alle problemer er et søm, der skal hamres på plads. Der går en lige linje fra hans berygtede modstand mod ’rundkredspædagogik’ til hans afsky for blød magt. Altid knytnæven frem. Aldrig, aldrig en udstrakt hånd frem. Altid krudt og kugler. Aldrig, aldrig diplomati. Og, nå, ja, så tager han næsten altid fejl, når det gælder: Mere om det om lidt.

For tillad mig allerførst at minde om, at Fogh som statsminister stod bag den værste udenrigspolitiske beslutning i dette århundrede – ja, en af de historisk værste overhovedet:

Den ulovlige invasion af Irak i 2003!

Den blev gennemtvunget uden om FN’s Sikkerhedsråd, moslet igennem Folketinget med snævrest muligt flertal, og gennemført trods splittelse i Nato, hvor eksempelvis Frankrig og Tyskland ikke ville være med.

Foghs udenrigspolitiske kompas, da han var statsminister, ramte i så ofte forkert, at man tror, det er løgn.

David Trads

Irak-krigen var en katastrofe på alle tænkelige parametre, som burde diskvalificere Fogh:

For det første – konkret: Hundredtusindvis af dræbte irakere, millioner af fordrevne flygtninge, et komplet iturevet land. Otte døde danske soldater, mange flere handicappet af PTSD. Alt sammen i en unødvendig krig. Bush, Blair og Fogh burde retsforfølges.

For det andet – taktisk: Irak-krigens brutalitet og overtrædelser af alle de regler, vi plejer at kæmpe for – fosforbomber, Abu Ghraib-fængslet, Guantanamo, tortur, hemmelige fængsler – betød, at Vesten som ide kollapsede. Legitimiteten forsvandt. Danmark trukket ned i sølet.

For det tredje – strategisk: Det ensidige fokus på ’krigen mod terror’ i 2000’erne og 2010’erne gav i stedet Vladimir Putins Rusland og Xi Jinpings Kina tid og ro til at opbygge deres regimer. Vesten sov i timen. Det er en udeladelsessynd af dimensioner.

Jo, jo, jeg kan allerede høre Fogh messe, at ’der ikke er noget at komme efter’; måske gentage sit trætte argument om, at ’vil du hellere have, at Saddam Hussein fortsat er ved magten?’; og insistere på løgnen om, at ’vi ved, at Irak har masseødelæggelsesvåben.’

Irak-krigen var en fuldtonet katastrofe. Danmark burde aldrig være gået med i invasionen. En mindre krigsgal statsminister – for eksempel Poul Nyrup Rasmussen, Foghs forgænger i Statsministeriet, eller Uffe Ellemann-Jensen, hans forgænger som Venstres formand – ville aldrig have trukket Danmark allerforrest i den ulykkelige krig.