Rygter vil blive gjort til skamme, når Mette Frederiksen besøger Det Hvide Hus

Den evne, som Biden historisk er berømmet for – nemlig gennem årtier i Senatet at kunne indgå aftaler hen over midten, også selv om det betyder betragtelige indrømmelser – ligner den SVM-regering, som Frederiksen nu står i spidsen for.

Der er derfor al mulig grund til at tro, at statsministeren og præsidenten instinktivt vil få et stærkt samarbejde.

Men… betyder det så, som vi her i andedammen tilsyneladende går mest op i, at Biden ligefrem vil bruge det kommende møde i Det Hvide Hus som et de facto job-interview til den ledige post som Nato-generalsekretær? Den mest sandsynlige vurdering må være nej.

Der er al mulig grund til at tro, at statsministeren og præsidenten instinktivt vil få et stærkt samarbejde

David Trads

Det meste taler imod: Logikken siger, at to nordiske politikere (Fogh, 2009-14, Stoltenberg, 2014-nu) næppe vil blive efterfulgt af endnu en fra samme region – og Danmarks pjoskede militærbudget (i snegletempo på vej fra 1,14 procent til 2,0) imponerer ingen.

Alligevel er der ting, som taler for: Nato har aldrig haft en kvindelig generalsekretær, og Frederiksen har været resolut og modig i sin opbakning til Ukraine (det brede nationale kompromis, som førte til ophævelse af forsvarsforbehold og løft til forsvar). 

Andre kvinder står dog mindst lige så stærke (for eksempel estiske Kaja Kallas og tyske Ursula von der Leyen).

Et er dog sikkert: Hvis Biden vitterligt trækker Frederiksen til side og beder hende træde til som Natos kommende generalsekretær, så vil presset på hende for at sige ja være så stærkt, at det formentligt – selv hvis hun ikke måtte have lyst – vil føre til, at hun siger ja tak.

Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien. Man siger ikke nej til præsidenten.

De danskere, typisk politiske modstandere, som længe har hvisket i krogene, at det var pinligt og udtryk for problemer, at det har taget så lang tid for Biden at invitere Frederiksen, tager med al sandsynlighed fejl.

USA's respekt for Danmark – uagtet hvem der statsminister – er bomstærkt. Et manglende møde skyldes givet kalenderproblemer. Danmark er, må vi med beklagelse erindre, heller ikke verdens vigtigste land.

Til gengæld elsker vi, når de største i verden interesserer sig for os.

I lige så lang tid, nogen kan huske, har danske stats- og regeringschefer elsket at blive hyldet af de store i udlandet – ja, vi ved fra historiske dokumenter, at det har været sådan i et tusinde år.

Da Knud den Store – søn af Svend Tveskæg, selv konge af Danmark, Norge og England – i 1027 rejste til Rom for at deltage i kroningen af den tyske kong Conrad som romersk kejser af pave Johannes, meddelte han efterfølgende sine undersåtter:

"Pave Johannes og kejser Conrad gav mig en respektfuld velkomst og ærede mig."

Dengang var de klodens mægtigste mænd. I dag er det selvsagt USA's præsident, som indtager den rolle. Fælles for kongens Rom-besøg og statsminister Mette Frederiksens snarlige besøg i Washington D.C. hos præsident Joe Biden – og alle danske statsministres nogensinde – er begejstringen over at være så tæt på den største magt.

Det kick, det giver at træde ind i Det Ovale Værelse; blive modtaget af præsidenten; sætte sig i lænestolen foran den ikoniske pejs, ja, det er det største, en dansk statsminister kan opleve på den globale scene. Spørg bare Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Det kan siges meget enkelt: Man er virkelig noget, når man sidder der.

Sagen er, at Danmark faktisk også betyder noget i dag. Fra 1988, da Nato-valget førte til, at de danske forbehold hørte op, har Danmark nærmest år for år rykket sig tættere på Amerika.

Når Frederiksen går ud af Det Ovale Kontor for at mødes med den danske verdenspresse, så garanterer jeg, at hun vil smile bredt

David Trads

Vi er ikke et af USA’s allervigtigste samarbejdslande – det er Canada, Storbritannien, Australien og New Zealand; sammen med USA – de såkaldte ’Fem Øjne’, som har sprog og kultur tilfælles. Men vi er efterhånden ganske tæt på.

Kulminationen kom i 2003, da Fogh bakkede 100 procent op om George W. Bushs invasion af Irak – som bekendt på et tidspunkt, hvor Tyskland og Frankrig afviste USA's ønske.

Om man kan lide Irak-krigen eller ej, så bragte den Danmark meget tæt på den inderste cirkel. Foghs betingelsesløse støtte til USA blev belønnet, da han senere blev Natos generalsekretær.

Når Frederiksen 5. juni træder ind i Det Hvide Hus, er det med rygdækning af mere end tre årtiers solid dansk-amerikansk samarbejde – fra Poul Schlüter, som i 1990 leverede danske soldater til Golf-krigen, til og med Løkke og Frederiksen, som begge formåede at tøjle Donald Trump, da han udfordrede alt og alle.

De plus-point, som Frederiksen bærer med ind til mødet, er velkendte: USA er oprigtigt imponeret over den danske grønne omstilling, fordi vi over årtier både har formået at opretholde vækst og sænke CO2-udledning. Den vej søger de selv ind på nu.

USA er også glade for den fleksibilitet (nogle ville kalde det underdanighed), som Danmark udviser over for amerikanske interesser i Arktis.

Der er bestemt også malurt i bægeret – særligt på to områder er USA langt fra tilfredse.

De meget lave danske forsvarsbudgetter har længe irriteret, og amerikanerne falder ikke på halen over, at Danmark nu i meget langsomt tempo er i færd med at øge budgettet til de aftalte to procent.

USA er decideret uforstående over for, at regeringen har fået, hvad de ser som små problemer, til at eksplodere i offentlige sager om eks-spionchef Lars Findsen og eks-forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Men… når Frederiksen går ud af Det Ovale Kontor for at mødes med den danske verdenspresse, så garanterer jeg, at hun vil smile bredt og komme med en variation af kong Knuds ord fra 1027. Bare vent.