Kaare R. Skou i anmeldelse: S-veteran kalder Sass Larsens politik "skræmmende"

ANMELDELSE: Tidligere S-minister Karl Hjortnæs’ bog byder på kras kritik af Henrik Sass Larsen og er en ægte socialdemokrats usentimentale karakteristik af sit partis vandring mod højre, skriver Kaare R. Skou.

 

Altingets vurdering: 4/6

Kaare R. SkouAf Kaare R. Skou
Forfatter og fhv. politisk redaktør, TV 2

68-ungdomsoprøret gik hen over hovedet på socialdemokraterne. De forstod det ikke og blev aldrig en del af det.

Det står i den gængse fortælling om kulturrevolutionen i 1970’erne. Tidligere minister Karl Hjortnæs’ politiske erindringer giver en forklaring på, hvorfor denne fortælling næsten, men kun næsten er rigtig. Der skete nemlig også noget med Socialdemokratiet, så helt hen over hovedet på partiet gik begivenhederne ikke.

Karl Hjortnæs hører til den generation, der trådte ind i folketingsgruppen ved valget i 1971 – og som havde det mere end vanskeligt med et parti, der mere var en loge ledet af et ældsteråd, som man kender det fra Jehovas Vidner, end et fællesskab. Man skulle sidde i gruppen i årevis, før man fik taleret.

Per Hækkerup værdigede ikke nyvalgte medlemmer et blik, og Erhard Jakobsen, der senere blev mere kendt som stifter af Centrum-Demokraterne, end han var som medlem af den socialdemokratiske gruppe, frygtede anarkiet, hvis gruppen åbnede for en fri debat, fortæller Karl Hjortnæs helt i tråd med Ritt Bjerregaards beretninger, men ikke mindre farverige. Gad vist, om vi havde haft Socialdemokratiet i dag, hvis ikke det havde fået 1971-valgets blodtransfusion?

Socialdemokratisk paranoia
Det kunne være interessant, om en antropolog kastede sig over at forske i kulturforskellene mellem Venstre, hvor den larmende diskussion stadig trives om end ikke grænseløst, selv når partiet er i regering, og Socialdemokratiet, hvor en Hjortnæs bagtales i sin egen valgkreds i Aarhus af partiformand Svend Auken, og hvor der altid har været lavloftet.

Vist provokerede Hjortnæs ofte med sine synspunkter, især på skatteområdet, og vist deltog han i intrigerne i gruppen, men at beskylde ham for partiskadelig virksomhed var udtryk for den specielle socialdemokratiske paranoia, der trives den dag i dag.

Karl Hjortnæs’ erindringer er strengt kronologisk disponeret. Det har den fordel, at man hurtigt kan finde hans syn på en bestemt begivenhed, men det har også den ulempe, at perspektiveringen af begivenhederne ofte mangler, og at tilbageblikket på partihistorien udebliver. Bogen er velskrevet og let læst, men der er ikke mange overraskelser fra den – i forvejen velbeskrevne – tid, hvor Karl Hjortnæs var aktiv på Christianborg.

Usentimental kritik af højredrejning 
Bogen bliver først rigtig interessant i den sidste halvdel, hvor Karl Hjortnæs forholder sig til Socialdemokratiet under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen. Her får vi både på linjerne, men også mellem dem, en ægte socialdemokrats usentimentale karakteristik af sit partis selvvalgte vandring mod højre.

Hjortnæs roser ikke ufortjent trekløveret Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Marianne Jelved for den dristige, men succesfulde økonomiske politik, de lagde ud med. Lykketoft er med hans ord "en af de mest originalt tænkende og mest konstruktive politikere, der har haft sæde i det danske Folketing". Store ord, men efter min mening vil eftertiden give ham ret – i det mindste som sin generations største politiker.

Karl Hjortnæs får ondt i maven under beskrivelsen af Nyrups fortsatte politik, hvor han var til fals for tidens liberalistiske tendenser, men undskylder ham med, at der nærmest var tale om et krav fra EU’s side. Den køber jeg ikke. For det første viste Nyrup jo ved sin tiltræden, at han med held magtede at gå op imod EU’s trend, og for det andet var den mere liberalistiske kurs, som han slog ind på, koncentreret om det sociale område, som EU ikke blandede sig i.

Gennemgående er Hjortnæs ingen ynder af skiftende regeringers privatiseringer, udliciteringer og konkurrenceudsættelser, eller hvad man ellers kalder det i forsøget på at vinde vælgernes accept.

Frygten for Sass Larsen
Helt galt går det ifølge Karl Hjortnæs, da Henrik Sass Larsen som formand for DSU melder sig på banen sammen med formændene for Venstres Ungdom og Radikal Ungdom med en skitse til fremtidens velfærdssamfund.

Det trekløver indvarslede da den flugt fra velfærdssamfundets universalprincip, vi siden har været vidne til. I det hele taget er Hjortnæs ikke tryg ved Henrik Sass Larsen, og mellem linjerne anes en frygt for, at han, når han formentlig bliver finansminister i en eventuel Mette Frederiksen-regering, kan blive samme akilleshæl for Socialdemokratiet, som Bjarne Corydon var for Helle Thorning-Schmidt.

Han bruger ordet "skræmmende" om Sass Larsens holdninger og i det hele taget om, at for meget af partiets politik ikke længere handler om at bruge de traditionelle socialdemokratiske værdier i videreudviklingen af samfundet, men om at vinde og fastholde magten og tilpasse sine synspunkter alene med det som formål.

Thorning-Schmidt var en fejltagelse
Gennemgående står Helle Thorning-Schmidt for Karl Hjortnæs som en fejltagelse. Kursen blev slingrende, og der blev taget beslutninger, som var uforståelige for medlemmerne.

Som eksempel bruger Karl Hjortnæs partiets holdning til karikaturkrisen, hvor Helle Thorning-Schmidt til det sidste fastholdt, at Anders Fogh Rasmussen ikke havde del i krisens dybde.

I Hjortnæs’ øjne optrådte Fogh unødvendigt arrogant, da han afviste at mødes med muslimske ambassadører, og da han beskyldte fremtrædende erhvervsledere for at sætte hensynet til profit over hensynet til principper. Hans bibelske opdeling af danskere, der tog afstand fra tegningerne i Jyllands-Posten, og dem, der stod bag regeringen, i får og bukke var utilstedelig.

Mette Frederiksen – det nye håb
Karl Hjortnæs ser i Mette Frederiksen et nyt håb for partiet. Hun kan fremlægge sin politik, så vælgerne løfter sig i sædet. Han er ikke på alle stræk enig i hendes politik – højredrejningen i retning af nationalkonservatismen må byde ham imod – men alene det, at hun ikke som Bjarne Corydon taler om, at der eksisterer en ’nødvendighedens politik’, men at der er flere veje at bevæge sig ad, som man må vælge imellem, tiltaler ham.

Socialdemokrater har siden Anker Jørgensens dage ikke kunnet enes om en udlændingepolitik, og det er tydeligt, at Karl Hjortnæs her vælger at liste på kattepoter. Nok mener han, at den kurs, som partiet nu har valgt, er rigtig, men på den anden side tager han afstand fra de populistiske undertoner i udlændingedebatten, som Socialdemokratiet med deres forlovelse med Dansk Folkeparti har ladet sig indrullere i.

Bogen er værd at læse for dens sidste halvdel, og den er et bevis på, at der stadig eksisterer rigtige socialdemokrater.

Karl Hjortnæs: Kampen om Socialdemokratiet – erindringer om magt og politik, udkommer 11. oktober, Forlaget Momenta.

-------------------

Altinget inviterer til live-interview med Karl Hjortnæs om hans nye bog. Tilmeld dig her.

Forrige artikel Bertel Haarder: Dansk folkestyre under kras anklage Bertel Haarder: Dansk folkestyre under kras anklage Næste artikel Forfatter advarer: Trumps krig mod medierne undergraver demokratiet Forfatter advarer: Trumps krig mod medierne undergraver demokratiet
Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

TOPMØDE: De europæiske ledere har torsdag aften nikket ja til briternes nye udtrædelsesaftale. Næste skridt er en godkendelse i det britiske underhus. Men det er fortsat meget usikkert, hvorvidt den britiske premierminister, Boris Johnson, kan samle et flertal blandt de britiske parlamentarikere.