Manu Sareen og psykolog: Stress er samfundets udfordring, ikke individets

Af Manu Sareen og Solveig Wandall
Hhv. formand for Stressforeningen og stresspsykolog

Hver syvende dansker føler sig stresset, og det påvirker både privatlivet og arbejdslivet. Stress har efterhånden ramt så mange, at der ikke kan være tale om stress som en individuel udfordring.

Stress er en epidemi og dermed en strukturel og samfundsmæssig udfordring. Derfor er vi nødsaget til at kigge bredt for at forstå årsagerne til, at stress breder sig som en steppebrand.

Samfundet består af os alle, både privatpersoner og organisationer, men også de bredere og større bevægelser af medier, politikere, meningsdannere med flere.

Fordi vi alle indgår, har vi alle et ansvar. Vi må alle forholde os til hvordan vi er påvirket, og hvordan vi påvirker. Vores egen indflydelse har stor magt, ligesom vi kan miste denne indflydelse, hvis vi ikke tager ansvaret alvorligt.

Stress starter oppefra
Vi hører ofte politikere sige, at det går godt i Danmark. Vi flotter os af at være blandt verdens mest lykkelige befolkninger med en høj grad af social mobilitet og et velværdssamfund i verdensklasse.

Danmark er blevet et præstationssamfund og en konkurrencestat. Som målsætning for vor velstand har politikere høje ambitioner, og de starter i en tidlig alder

Manu Sareen og Solveig Wandall
Hhv. formand for Stressforeningen og stresspsykolog

Det forpligter. Desto mere vi reklamerer for, hvor godt det går, des mere kræver det af borgerne at leve op til disse grandiose billeder.

Danmark er blevet et præstationssamfund og en konkurrencestat. Som målsætning for vor velstand har politikere høje ambitioner, og de starter i en tidlig alder.

Blandt andet er der tårnhøje krav til de mindste i børnehaven, folkeskolen skal være den bedste i verden, eleverne opfordres til at vælge uddannelsesretning tidligt og skynde sig igennem systemet.

Fremdriftsreform skal sikre, at videregående uddannelser producerer en målrettet, kompetent arbejdsstyrke, der i øvrigt er omstillingsparat og forberedt på digital forandring.

De fleste danskere ønsker at leve op til dette. Men holder disse ambitioner nu også stik med gennemsnittets formåen?

Konstant påmindelse om muligheden for mere
Ikke nok med, at der i stigende grad er for høje forventninger til danskernes væren og gøren, så har internettet og især de sociale mediers indflydelse i voldsom grad øget vores eksponering for uudtalte normer, krav og forventninger.

Fotoshoppede billeder med smukke filtre pryder vores newsfeeds på Facebook og Instagram, og perfekte opsætninger af mad, hyggestunder og repræsentationer af ’det gode liv’ minder os konstant om, hvor godt det hele kunne være.

Det kan være en enorm belastning, hvis det virkelige liv ikke matcher de redigerede opstillinger. Hjernen er udsat for en voldsom stimulering, både rent fysiologisk, fordi vi konstant forholder os til nye informationer, når vi tjekker vores smartphones, tablets og computere for opdateringer hvert 10. minut.

Men dette gælder også psykologisk, fordi vi som sociale dyr måler os med andre, og indirekte tænker, at vi skal leve op til nogle idealer, som i vid udstrækning ikke matcher virkeligheden.

Gennemsnittet forventes at præstere som eliten
De høje ambitioner og konkurrencelignende mål, både politisk og privat i samfundet, er med til at skabe urealistiske forventninger, som presser og overvælder en stor del af danskerne. Hvad er det, vi skal løbe så stærkt for at nå, hvis vi ikke trives på vejen?

Det er ikke gennemsnittet af befolkningen, som får 12-taller i skolen eller på videregående uddannelser, som opnår en topstilling, bliver berømte eller får den succes, som de drømmer om. Det er ikke gennemsnittet af befolkningen, som har tid eller overskud til at leve op til perfekte billeder.

Gennemsnittet af den danske befolkning skal de facto have 7-taller i skolen, skal påtage sig jobs til gennemsnitsløn og i øvrigt bruge energi på at tackle de almindelige udfordringer, som livet bringer.

Høje idealer og billeder af det perfekte liv presser danskerne. Det kan ikke forventes, at gennemsnittet skal præstere som eliten. Og alligevel falder mange i fælden og forsøger at præstere til maks. på grund af de mange indflydelser, vi bevidst og ubevidst er udsat for.

De høje idealer påvirker danske familier og efterlader en overbelastet, overarbejdet og overvældet befolkning. Hvis målet er, at vi skal have en stærk arbejdsstyrke, bliver vi som samfund nødt til at være mere realistiske omkring, hvad der kan forventes af folk – både politisk og privat.