Kommentar af 
Sebastian Mernild

Sebastian Mernild: 2025-målet ligner et opgør med "hockeystaven"

Danmark er på papiret en tredjedel af vejen mod 2030-målet. Med det netop vedtagne 2025-delmål tyder det på, at politikerne er ved at forlade hockeystavs-modellen, og det bør være anledning til international inspiration.

At Danmark i udlandet betragtes som et grønt foregangsland, siger noget om, hvor svær en situation verden står i, skriver Sebastian Mernild.
At Danmark i udlandet betragtes som et grønt foregangsland, siger noget om, hvor svær en situation verden står i, skriver Sebastian Mernild. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Sebastian Mernild
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Parisaftalen er et globalt anliggende. Skal vi som verdenssamfund nå i mål med Parisaftalen – at holde klodens middeltemperatur et stykke under 2,0 grader med en bestræbelse på at ramme 1,5 grader i 2100 – vil det betyde, at vi ifølge FN’s klimapanel blandt andet senest i 2050 (inden for intervallet 2045–2055) globalt set skal ramme klimaneutralitet (lig et netto-nul-emissionssamfund: Et samfund, hvor mængden af CO2, der udledes til atmosfæren, kompenseres ved at fjerne tilsvarende mængder.

Udfordringen er, at det tager tid at omstille vores globale samfund til klimaneutralitet. Videnskaben peger på, at 1,5 grader tidligst nås i 2030. Der lægges derfor op til, at de 1,5 grader fra Parisaftalen overskrides længe inden 2100, og at 2,0 grader, ja selv, 3,2–3,6 grader synes realistisk i 2100, hvis politiske beslutninger ikke bliver implementeret rettidigt.

For Danmarks vedkommende kom Klimarådet tidligere på året med sin statusrapport 2021. Det er rådets vurdering, at regeringens samlede klimaindsats ikke anskueliggør, at klimalovens 70-procentsmål i 2030 nås. Folketingets partier har siden forsommeren 2019 fremlagt en række visioner for national reduktion af drivhusgasser til atmosfæren (senest kom en vision for landbrugets grønne omstilling i slutningen af april) samt indgået en række aftaler, der skal bringe Danmark tættere på at opfylde reduktionsmålet på omkring 20 millioner tons CO2e i 2030, men også klimaneutralitet i 2050.

I dag er Danmark en tredjedel af vejen – på papiret – mod de omkring 20 millioner tons CO2e. En 2030- og 2050-målsætning, der sikrer, at Danmark indfrier sin del af Parisaftalen. Men vejen mod den danske 2030-målsætning er omstillingsmæssigt ikke lige til, selvom det er meldt ud, at Danmark i 2025 skal nå delmålet med en reduktion på 50–54 procent i forhold til 1990.

Læs også: Aftale om klimadelmål: Regeringen giver grøn indrømmelse til støttepartierne

Klimarådet kom i sin statusrapport 2021 med en udmelding om, at med de indgåede aftaler, da forventes en reduktion i 2030 på cirka 54 procent sammenlignet med 1990. Med den seneste 2025-udmelding kan resultatet meget vel ligne et opgør med den tidligere "hockeystav", og at Danmark ikke venter med at fremskynde og intensivere den grønne omstilling og drivhusgasreduktionerne til slutningen af dette årti.

Vejen mod indfrielsen af Parisaftalen synes heller ikke at være lige til internationalt. USA, Kina og EU27 står i dag for cirka 51 procent af de samlede globale udledninger af CO2 til atmosfæren. Hvis vi blot nøjes med at reducere udledningen fra fossilbrændsel mod nettonul fra disse tre udledende unioner og nationer alene, har vi kun løbet den første halvdel af et maraton.

At komme i mål med anden halvdel af maratonet, også inden for tidsfristen, er ligeledes en stor udfordring, da det omfatter et konglomerat af lande (cirka 190 lande), der skal forstå alvoren i de klimaforandringer, vi ser ind i. Alle med individuelle nationale interesser og udfordringer mod netto-nul-emission, klimaindsatser og -implementeringsplaner, der endnu ikke er anskueliggjort.

Det er derfor afgørende for emissionsreduktionerne, at der lægges en klar strategi for både første og anden halvdel af vores såkaldte maratonløb med tidsplaner, processer og milepæle for en effektiv udvikling og implementering af teknologier og initiativer, som tilsammen sikrer, at de forventede reduktioner kan nås mod 2050 (inden for intervallet 2045–2055).

Og her kan Danmark komme i spil set i lyset af den klimastrategi, der rammesætter Danmarks samlede internationale klimaindsats på tværs af udenrigs-, udviklings- og handelspolitikken, relevante sektorpolitik­ker samt eksport- og investeringsfremme – og som blandt andet er beskrevet i rapporten 'Global Afrapportering 2021 for Danmarks internationale indsatser', der kom ud i slutningen af april.

Danmark betragtes af mange uden for Danmark som et grønt foregangsland, selv om vi i Danmark har indre medicinske udfordringer i at anskueliggøre, hvorledes klimalovens 70-procentsmål i 2030 nås. At Danmark relativt betragtes som et grønt foregangsland må selvsagt betyde, at verden står i en svær og alvorlig klima- og samfundsmæssig udfordring mod såvel 2030 og 2050.

At Danmark relativt betragtes som et grønt foregangsland må selvsagt betyde, at verden står i en svær og alvorlig klima- og samfundsmæssig udfordring mod såvel 2030 og 2050.

Sebastian Mernild, kommentarskribent

Selv et lille land som Danmark påvirker det globale klima i forskellige retninger, både som befolkning, erhvervsliv og stat. Danmark bidrager på den ene side til at reducere drivhusgasudledningerne såvel herhjemme som i udlandet gennem eksempelvis bilaterale aftaler og grønne klimavenlige løsninger. På den anden side har Danmarks forbrugsbasere­de klimaaftryk dog trukket i en anden retning siden 2015. Der er ikke som forventet set et fald i det forbrugsbaserede klimaaftryk, men derimod en mindre stigning. Det forbrugsbasere­de klimaaftryk henviser til, hvor meget danske husholdninger og virksomheder udleder i produktion, transport og forbrug af alle de varer og serviceydelser, der forbruges i Danmark, dækkende over både den del af de danskpro­ducerede varer, der forbruges i Danmark, og udenlandske varer, der importeres til dansk forbrug.

Klimaaftrykket udgjorde for Danmarks vedkommende i 2019 i størrelsesordenen 61 millioner tons CO2e, hvilket svarer til cirka 11 tons CO2e per indbygger, og hvor 60 procent (39 millioner tons CO2e) i runde tal kom fra danskernes privatforbrug. Ud af de 39 millioner tons CO2e kommer de største andele fra transport (27 procent), føde-og drikkevarer (24 procent), el, varme, vand og renovation (18 procent) og ferie/fritidsaktiviteter (ni procent).

Til sammenligning er det forbrugsbaserede klimaaftryk i for eksempel Sverige opgjort til cirka otte tons per indbygger (2018), hvor Storbritannien har opgjort aftrykket til cirka 12 tons per indbygger (2017). På grund af forskellige metodevalg skal en direkte sammenligning dog ske med forsigtighed.

Den gode fortælling er, at det danske forbrugsbaserede klimaaftryk er faldet over tid siden 1990. I 1990 lå det forbrugsbaserede aftryk på omkring 82 millioner tons CO2e, hvilket betyder, at Danmarks klimaaftryk siden da er faldet med 25 procent til i dag – over en periode, hvor såvel forbruget som væksten er steget.

På trods af dette fald står vi stadig med en stor udfordring: Vejen mod den danske 2030-målsætning og en global indfrielse af Parisaftalen er ikke ligetil.

I samme periode, siden 1990, har vi for eksempel set en stadig stigende globale udledning af CO2, en stigende koncentration af CO2 i atmosfæren og stigende globalmiddeltemperaturer. Vi har stadig en vigtig opgave i at skubbe verden i en mere grøn og klimavenlig retning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion