Analyse af 
Erik Holstein

SF i regering med Løkke kan blive 2014-katastrofen om igen

Flere SF'ere frygter, at en deltagelse i en midterregering kan blive en dyr fornøjelse, men SF-formanden holder alle døre åbne. Pia Olsen Dyhr står over for et valg, der kan definere partiet mange år frem.

Flere SF'ere frygter ligefrem, at en S-SF-R-M-regering vil føre til en en accelereret udgave af forløbet fra 2011-2014, hvor partiet endte med at træde ud af regeringen oven på et dramatisk møde i DGI-Byen, hvor daværende formand Annette Vilhelmsen måtte meddele beslutningen til den ventende presse.
Flere SF'ere frygter ligefrem, at en S-SF-R-M-regering vil føre til en en accelereret udgave af forløbet fra 2011-2014, hvor partiet endte med at træde ud af regeringen oven på et dramatisk møde i DGI-Byen, hvor daværende formand Annette Vilhelmsen måtte meddele beslutningen til den ventende presse. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

SF-formand Pia Olsen Dyhr har længe bygget op til det.

Hun er opsat på at vise, at SF's forlis i Thorning-regeringen i januar 2014 var begyndervanskeligheder, og at partiet otte år senere er helt anderledes klædt på til regeringsdeltagelse.

Med en fremgang i bagagen og et spinkelt rødt flertal er chancerne ikke utopiske. Men det gør en verden til forskel, hvilken regering SF i givet fald ender i. Især et bud er giftigt, men det vender vi tilbage til.

For de mulige regeringskonstellationer er efter valget talrige som stjernerne på himlen. En af de mindst usandsynlige er en trepartiregering mellem Socialdemokratiet, Radikale og SF. Det er det mest realistiske scenarium, hvis Mette Frederiksen efter flere ugers bestræbelser må opgive tanken om en regering over midten. 

I den situation må statsministeren vende tilbage til sit eget parlamentariske grundlag.

Radikale vil forsøge at blokere for en ny socialdemokratisk etpartiregering, og Mette Frederiksen vil ikke sidde alene i en regering med Radikale. Derfor kan en S-SF-R-regering være den eneste farbare vej. De tre partier bør på de fleste områder kunne enes om et regeringsgrundlag, om end den radikale krigsdans om Rwanda-projektet kan blokere vejen. 

Lykkes det at lave en ny version af trepartiregeringen fra 2011-2014, har SF en vis grund til optimisme. I modsætning til 2011 er det S og SF, der kom styrket ud af valget, mens R var gennem en massakre. Radikale kommer ikke til at diktere linjen denne gang.

SF kan forsøge at sætte sig på ministerier som Klimaministeriet, Miljøministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet, og med de grønne emner langt højere på vælgernes dagsorden end i 2011, har SF en bedre bane at spille på denne gang. Samtidig har Pia Olsen Dyhr den fordel, at S-formand Mette Frederiksen i den økonomiske politik ligger betydelig tættere på SF's positioner, end forgængeren Helle Thorning-Schmidt (S) gjorde. 

Mislykkes det at nå overens med Radikale, kan SF håbe på en S-SF-regering, men en sådan regering vil næppe blive accepteret af Radikale, der tørster efter ministerposter. For Mette Frederiksen vil det i den situation være mere tillokkende med en ren S-regering, der er anderledes manøvredygtig.