Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Simon Emil Ammitzbøll: Jeg var nok ikke blevet en lige så folkekær justitsminister som Søren Pape

Vi var begejstrede, grænsende til det lykkelige i Liberal Alliance, da den ukendte Søren Pape overtog formandsposten i Konservative i 2014. Var de nu i så stor krise, at de ikke kunne finde en leder af partiet på Christiansborg? Denne uklædelige selvovervurdering skulle senere gøres til skamme, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille. 

Pape kom, så og sejrede som justitsminister, og han valgte en stille og rolig og arbejdsom stil, der gav pote hos vælgerne, mens Venstre måtte slås med DF og LA, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Pape kom, så og sejrede som justitsminister, og han valgte en stille og rolig og arbejdsom stil, der gav pote hos vælgerne, mens Venstre måtte slås med DF og LA, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg sad og legede med børnene, da min kone ringede.

"Søren Pape er død", sagde hun lige så stille.

"Hvad siger du?"

"Søren Pape Poulsen er død. Jeg ville bare sikre mig, at du ikke pludselig læste det på nettet".

Det er jeg hende taknemmelig for. For det ramte mig hårdt. Ikke at Søren og jeg var nære venner. Men vi arbejdede sammen i fem år – heraf halvdelen meget tæt og intenst under VLAK-regeringen. Og vi talte stadig sammen, ligesom han engang i mellem deltog i et af mine radioprogrammer.

Jeg husker stadig, da jeg fandt ud, at de konservative skulle have en ny partileder, og at det var borgmesteren i Viborg, Søren Pape, der var det nye håb.

Læs også

Ærligt talt: jeg havde aldrig hørt om ham, og med undtagelse af vores dengang tidligere spidskandidat til Europa-Parlamentet, Christina Egelund, som vist nok havde været KU'er med ham engang for længe siden, var det ikke andre i Liberal Alliance, der vidste, hvem Søren Pape var.

Vi var begejstrede, grænsende til det lykkelige i Liberal Alliance. Var de konservative nu i stå stor krise, at de ikke kunne finde en leder af partiet på Christiansborg? Denne uklædelige selvovervurdering skulle senere gøres til skamme.

I første omgang mødte jeg Søren Pape på det ugentlige møde for ledelserne af de dengang kun fire borgerlige partier. De foregik på den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) hjørnekontor på 2. sal på Christiansborg. Men det var ikke nemt for os at få et indtryk af, hvad han var for en, ham Pape Poulsen.

Statsminister Løkke pustede sig op og kørte hårdt på, men Søren Pape lod sig ikke mærke af den intimiderende stil. Tværtimod.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Det skulle dog ændre sig efter valget i 2015. Anders Samuelsen og jeg selv var syge for at få Liberal Alliance med i den nye borgerlige regering, der skulle dannes. Løkke var ikke begejstret for idéen, men åbnede døren på klem for os, hvis de Konservative ville være med.

Det ville de imidlertid ikke. Pape havde lige tabt to mandater og leveret partiets dårligste valg nogensinde. Han mente, at det ville være for farligt. Fejlagtigt så vi det som et udtryk for svaghed.

Året efter skulle vi flere gange få et helt andet indtryk af Pape. Da der opstår uenighed mellem Venstreregeringens fødevareminister Eva Kjer Hansen og den konservative ordfører Rasmus Jarlov om nogle beregninger af kvælstofsudledninger fra landbruget, trækker Pape det store våben. Han trækker støtten til ministeren under et pressemøde i Fællessalen på Christiansborg.

Løkke er ikke imponeret over det lille konservative parti og deres stadigt nye formand, så han indkalder de borgerlige partiledere til krisemøde i Statsministeriet samme aften via et tweet, hvor han passivt-aggressivt stiller spørgsmålet "Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering".

LA-leder Anders Samuelsen var i Storbritannien, så jeg måtte gå til mødet i hans sted. Statsminister Løkke pustede sig op og kørte hårdt på, men Søren Pape lod sig ikke mærke af den intimiderende stil. Tværtimod.

Han meddelte frejdigt, at han havde aftaler med begge de store tv-stationer om interviews samme aften, og dem havde han tænkt sig at stille op til. Krisemøde eller ej. Og sådan blev det. Hold op en stamina.

Læs også

De kommende dage fulgte det ene krisemøde efter det andet på Marienborg, og da der næsten ligger en løsning med grønne indrømmelser til de konservative til gengæld for, at Eva Kjer kan fortsætte i regeringen på en anden ministerpost, vil Pape gerne hjem og tale med sin gruppe.

Løkke har dog andre planer. Han vil gerne lukke aftalen. Så oppe i de bløde møbler, hvor der normalt er kaffe og kage og sang og hygge ved mere festlige lejligheder, sidder Thulesen Dahl (DF), Claus Hjort (V), Anders Samuelsen, Løkke og jeg selv og presser Pape. Indtil han giver sig. Vi får en aftale.

Næsten morgen har han dog fået kolde fødder. Han trækker sig fra aftalen. Løkke står ikke ved sin trussel om, at regeringen går, hvis Eva Kjer må gå af. Officielt trækker hun sig frivilligt.

Måske havde Pape alligevel ikke styr på sit parti? Eller havde han fået lovet os i de andre partier mere, end han havde aftalt med sit bagland? Løkke havde til gengæld vist os, at han ville blive siddende for enhver pris.

Sommer blev til efterår, og på Christiansborg eksploderede den skattepolitiske krise mellem Venstreregeringen og Liberal Alliance. Anders Samuelsen får sagt, at Venstreregeringen ikke får lov at overleve, hvis ikke der kommer topskattelettelser.

Situationen er fastlåst, men vi foreslår at løse det med en V-LA-regering. Det vil Løkke stadig ikke høre tale om. Kun, hvis Konservative også er med. Og dermed giver han Pape og de konservative en rigtig god forhandlingshånd, som han sammen med Brian Mikkelsen (K) forstår at udnytte til fulde.

Pape deltog aldrig i de store slagsmål. Han passede biksen i Justitsministeriet. Kun på et andet område kastede han sig ind i de interne diskussioner i regeringsledelsen: Kampen for forsvaret.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

De kører Venstre rundt i dagevis for at få deres vilje på klimapolitikken. Da vi skal gøre regeringsgrundlaget færdigt, insisterer han på, at der skal stå, at Danmark er et kristent land.

Samuelsen og jeg vrider os. Men vi giver os. Nu er vi næsten i mål. Så kan sådan en detalje jo ikke stå i vejen. For Pape er det ikke til forhandling.

Det samme gælder indførelse af orlovsordninger for ministre, så de Konservative kan få suppleanter ind, mens de sidder i regering – men stadig er sikret, at ministrene kan komme tilbage til Folketinget, hvis regeringssamarbejdet senere bryder sammen. Ikke en helt dum forsikring, når man tænker på det senere forløb i VLAK-regeringens tid.

Dansk Folkeparti vil ikke hjælpe med orlovsordningerne, men uden dem ingen regering, så Løkke må sætte sin gruppeformand Søren Gade til at lave en aftale med Socialdemokraterne.

S-gruppeformand Sass Larsen og Gade aftaler at fylde folketingsgrupperne med millioner af ekstra støttekroner til gengæld for at få orlovsordningerne igennem. Løkke er rasende, men kan intet gøre. Og Pape kan nikke ja til, at den nye regering kan blive dannet.

Først skal der dog deles ministerposter. Jeg har udset mig justitsministerposten, men jeg kan godt fornemme, at det ikke går min vej. Jeg har været retsordførerkollega med Pape, som har taget netop denne eneste ordførerpost til sig selv efter folketingsvalget i 2015. Nu vil han være justitsminister.

Og da partilederne vælger først, taber jeg slaget, endnu inden det går i gang. Jeg var nok heller ikke blevet en lige så folkekær justitsminister som Søren Pape. Men i det hele taget må man sige, at han kom, så og sejrede, valgte en stille og rolig og arbejdsom stil, der gav pote hos vælgerne, mens Venstre måtte slås med DF og LA.

Læs også

Pape deltog aldrig i de store slagsmål. Han passede biksen i Justitsministeriet. Kun på et andet område kastede han sig ind i de interne diskussioner i regeringsledelsen: Kampen for forsvaret.

Manden var konservativ, så det gjorde noget. Lov og orden. Gud, konge og fædreland. Til tider kunne det været en svaghed, men så længe Brian Mikkelsen var erhvervsminister, tog han sig af resten.

Den konservative indflydelse faldt det sidste år af VLAK-regeringens levetid, men Pape havde indset, at han ikke behøvede indflydelse på det hele, han skulle bare have tre vellidte ministre. Og det havde han.

På den personlige plan var det en fornøjelse at kende Søren Pape. Han var altid omsorgsfuld. Både, da jeg mistede min første ægtefælle til kræft i 2016, og da jeg selv blev ramt af kræft fire år senere, var Søren som en selvfølge ægte interesseret og deltagende.

På samme måde gjorde han en stor indsats for at holde humøret højt i det interne regeringsarbejde. Han sang højest med, når der var regeringsseminarer, og en enkelt gang sang han og jeg næsten Lars Løkke i gulvet med et større repertoire fra dansk melodi grand prix' historiske gemmere på weekendophold i Nordsjælland for koordinationsudvalget.

Især den mulige rigsretssag imod veninden Inger Støjberg virkede til at plage ham, og jeg kunne kun få respekt for hans beslutning om at stå bag tiltalen, da der skulle stemmes i folketingssalen.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Jeg forlod langsomt politik i den seneste periode. Selv, da jeg havde nedlagt Partiet Fremad, talte jeg jævnligt politik med Pape. Det var, som om han havde fornøjelse af at sparre og fortælle om sine overvejelser med én, der ikke længere var en del af det politiske spil, men alligevel forstod hvad han talte om.

Især den mulige rigsretssag imod veninden Inger Støjberg virkede til at plage ham, og jeg kunne kun få respekt for hans beslutning om at stå bag tiltalen, da der skulle stemmes i folketingssalen.

På et tidspunkt begynder flere konservative at fortælle mig, at Søren Pape er meget begejstret for mit radioprogram Ministertid. Ja, han er nærmest fan. Og han bliver da også svært begejstret, da jeg spørger ham, om han selv vil komme i studiet og fortælle om sin tid som justitsminister.

Man kan godt mærke, at han også selv ser det som højdepunktet i hans politiske karriere. Måske er det også rart at tænke tilbage på efter den hårde omgang med statsministerkandidaturet, der forsvandt mellem hænderne på ham i en røgsky af sager om hans daværende ægtefælle.

Søren Pape efterlader utvivlsomt et parti i bedre stand, end han overtog det. Et parti, der blev smittet af hans evige optimisme, selvom stærke kræfter var meget langt i overvejelserne om, hvordan partiet skulle se ud med en ny ledelse.

Men også et parti, der havde svært ved at komme tilbage, efter at luften sivede ud af statsministerdrømmen. Nu faldt han midt i sin gerning. Han vil blive savnet. Og han vil blive husket for sin flotte politiske indsats.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA), podcastvært, Ministertid
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00