Søren Pape Poulsens alt for tidlige død hører til blandt de mest triste afslutninger på en dansk toppolitikers liv

De fleste har nok svært ved at befri sig den tanke, at Søren Pape Poulsen i bogstavelig forstand ikke overlevede mødet med de brutale krav, en partiformand lever under. Men det vil også være forkert at reducere historien om ham til hans fald. For så glemmer man hans egentlige bedrift i sine ti år som leder for Det Konservative Folkeparti.

Da han kom til, lå Det Konservative Folkeparti i ruiner, og i dag er der et parti, der er landspolitisk relevant med muligheder og en fremtid. At det er sådan – at der overhovedet er en arv at røgte – har Søren Pape Poulsen stor lod og del i.
Da han kom til, lå Det Konservative Folkeparti i ruiner, og i dag er der et parti, der er landspolitisk relevant med muligheder og en fremtid. At det er sådan – at der overhovedet er en arv at røgte – har Søren Pape Poulsen stor lod og del i.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Det kan ikke siges på nogen anden måde: Søren Pape Poulsens alt for tidlige død hører til blandt de mest triste afslutninger på en dansk toppolitikers liv og karriere.

Han døde lørdag tidlig eftermiddag efter en blødning i hjernen, blot 52 år gammel. Og han døde i kølvandet på et fornedrende nederlag, han alt for sent – og siden alt for voldsomt – tog ansvaret for, og som han aldrig fik rejst sig rigtigt fra.

Alt i livet er på en måde et spørgsmål om afstande. Som når man skal se på et maleri: Kommer man for tæt på, bliver det bare klatter og streger, kommer man for langt væk, bliver det også utydeligt.

Slog politik Søren Pape ihjel? Det ved vi ikke. Men ødelagde politik hans liv? Det er svært at svare andet end ja.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Måler man sig selv eller andre med de forkerte alen, kommer man til at se mindre ud, end man er, eller bare forkert. Og jo højere man kravler op, jo dybere falder man, hvis det går galt.

Det fik Pape Poulsen at opleve meget brutalt på egen krop, da han frem mod sidste folketingsvalg rakte ud efter statsministerposten og forsøgte at stille sig på samme trin som Poul Schlüter.

Måske beseglede faldet hans skæbne, som man siger – altså, at den vanvittige politiske og især menneskelige nedtur, han led under folketingsvalget 2022, satte sig i et for højt blodtryk, der til sidst sprængte en blodåre i hans hjerne indefra og slog ham ihjel.

Den tanke har de fleste nok svært ved at befri sig fra i de her dage. Vi ved det selvsagt heller ikke, om der er den forbindelse, og vi kommer heller aldrig til at vide det.*

Men samtidig er det også forkert at reducere historien om Søren Pape Poulsen til hans fald. For så glemmer man hans egentlige bedrift i sine ti år som leder for Det Konservative Folkeparti.

Opkaldet til Løkke

Få uden for Viborg vidste, hvem Søren Pape Poulsen var, da byens borgmester pludselig i september for snart ti år siden i 2014 blev præsenteret som ny formand for Det Konservative Folkeparti.

Læs også

En udnævnelse, de fleste anså som et udtryk for, hvor dyb en krise partiet befandt sig i. Ingen andre gad åbenbart at tage tøjlerne – Pape Poulsen sad ikke engang i Folketinget. Ved valget i 2011 havde partiet opnået 4,9 procent af stemmerne, og lå nu der, hvor spærregrænsen tegner sig med stadig mere uhyggelig klarhed i horisonten.

At partiet stod i nærheden af landspolitisk uddøen, var ikke Søren Pape Poulsens fejl. Det havde andre sørget for: Bendt Bendtsen, Brian Mikkelsen, Lene Espersen og Lars Barfoed.

Konservative var kommet turbulensramt og forslået ind i nullerne, og de forlod dem endnu værre efter ti år, hvor man med jævne mellemrum var reduceret til prygelknabe for de andre borgerlige partier.

Søren Pape Poulsens færd viser, hvor djævelsk en pagt, det er, når partilederen som person skal bære sit parti.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Da Pape kom til, var Konservative mere en joke end et relevant parti. Derfor var der heller ingen, der halvandet år senere skrev partiets eklatante nederlag ved folketingsvalget 2015 på hans regning. Også selvom han havde nikket til partiets famøse "nazi-islamisme"-kampagne.

De 3,4 procent, som partiet høstede ved Papes første valg som formand, var det dårligste nogensinde for Det Konservative Folkeparti. For den dengang 42-årige Søren Pape Poulsen var det Stunde Null.

Han holdt sit parti fra at gå i regering med Venstre, selvom det, vi dengang stadig talte om som "blå blok", havde vundet et snævert flertal.

Lars Løkke Rasmussen har og havde stor tiltro til sine evner som manøvredygtig. Og i et oprørt hav, hvor Venstre selv havde fået det, der dengang blev betragtet som et dårligt valg med 19,5 procent af stemmerne, besluttede han sig for at danne sin smalle et-parti-regering.

Den blev et 14 måneder langt havari.

Fortællingen om Papes opkald til Løkke for at meddele ham, at han fastholdt mistilliden til Eva Kjer Hansen, er blevet en ofte fortalt anekdote.
Fortællingen om Papes opkald til Løkke for at meddele ham, at han fastholdt mistilliden til Eva Kjer Hansen, er blevet en ofte fortalt anekdote. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det var især det fjendtlige forhold mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der til sidst fik Lars Løkke Rasmussen til at skabe VLAK-regeringen, men inden da var det med Søren Pape Poulsen i en hovedrolle, at Løkke blev nødt til at lade Eva Kjer Hansen gå af som miljø- og fødevareminister.

Berlingske havde afdækket, at hun havde givet Folketinget forkerte oplysninger i de beregninger for landbrugets kvælstofudledninger, som lå til grund for den landbrugspakke, Konservative havde været med til at aftale i december 2015.

Det siger alt om Konservatives status, at Venstre prøvede at slippe ud af den misere ved at beskylde partiet for amatørisme. De havde bare ikke lyttet ordentligt efter, hed det hånligt.

Fortællingen om Papes opkald til Løkke for at meddele ham, at han fastholdt mistilliden til Eva Kjer Hansen, og at der dermed ikke længere var et flertal bag hende i Folketinget, er sidenhen blevet en ofte fortalt anekdote.

Pressechef Benny Damsgaard og Brian Mikkelsen måtte instruere og opgejle partiformanden til at drage konsekvensen af partiets beslutning. En kort meddelelse om konklusionen og så farvel og tak. Pape måtte for Guds skyld ikke lade sig drage ind i en længere snak med Løkke. Alligevel trak samtalen med statsministeren ud og ud. Til sidst skal Mikkelsen have taget telefonen ud af hånden på Pape og lagt på.

Hvordan det præcist gik til, ved kun dem, der var til stede. Men at Pape Poulsen havde det personligt svært med den barske ende af politik, var tydeligt hele vejen igennem hans karriere.

Søren Pape Poulsens færd viser, hvor djævelsk en pagt, det er, når partilederen som person skal bære sit parti.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Den bløde mand, de hårde holdninger

Det kaotiske forlod ikke blå blok, da VLAK-regeringen blev dannet. Det rykkede – delvist i hvert fald –ud af offentligheden og ind i regeringskontorerne.

Men for Pape Poulsen og Konservative blev perioden god. Pape blev justitsminister, og hans hårde lov- og ordenskonservatisme fik nu en scene at udspille sig på og et publikum til at bevidne det. Han blev også ferm til det, der kom til at hedde intentionspolitik.

Pape gemte sig ikke på sit kontor, når der blev begået forbrydelser og personfarlig kriminalitet i Danmark. Han meddelte, hvad han mente og følte, når sagerne rullede i pressen. At han var rystet, forarget og vred.

Det fortæller også meget om, hvilken slags politiker Søren Pape Poulsen var.

Han var ikke en idépolitiker, og han var heller ikke strategisk tænkende operatør. Pape Poulsen agerede på sine moralske intuitioner af, hvad der var rigtigt og forkert.

Pengene skulle passe på statsbudgettet ligesom i en husholdning, forbrydere skulle bag tremmer, kriminelle udlændinge ud af landet, og man skulle sørge for sig selv, og derfor skulle staten holde igen med alle mulige ydelser finansieret af et rekordhøjt skattetryk.

Pape var rejsende i det næres politik. Den bløde mand med de hårde holdninger. Ham, der kunne kombinere det at være sympatisk og vellidt med det bisseborgerlige. Og han kunne være til stede i det, politik er for rigtig mange af os: en følelse.

Det – folkelighed kan man også kalde det – blev grobunden for hans og Det Konservatives opstigning fra sidste halvdel af 2010’erne.

Som justitsminister viste Søren Pape Poulsen sig som den bløde mand med de hårde værdier. Han måtte efter folketingsvalget i 2019 overdrage nøglerne til Justitsministeriet til Nick Hækkerup. Ved ministeroverdragelsen forærede hans sin efterfølger en legetøjspistol.
Som justitsminister viste Søren Pape Poulsen sig som den bløde mand med de hårde værdier. Han måtte efter folketingsvalget i 2019 overdrage nøglerne til Justitsministeriet til Nick Hækkerup. Ved ministeroverdragelsen forærede hans sin efterfølger en legetøjspistol. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

"Der kommer en konservativ statsminister igen"

Da Lars Løkke Rasmussen endelig udskrev folketingsvalget i 2019, havde Pape ført sit parti væk fra afgrunden.

Mens Løkke pludseligt og helt uden sit partis medviden opgav den blå blok, Venstre selv havde skabt små 20 år tidligere, og nu gik til valg på en SV-regering, og mens Liberal Alliance og Dansk Folkeparti brød sammen, reddede Pape Poulsen Konservative et hæderligt valgresultat.

Eller, hæderligt er for fattig en betegnelse. Det er her, det med afstanden til maleriet kommer ind.

Konservative gik fra 3,4 procent til 6,4 procent. Og når man er nede i nærheden af spærregrænsen, skal fordoblinger ikke måles matematisk og med målestok. Der er en hel verden til forskel mellem tre procent og seks procent.

I 2015 var det en reel snak, om Det Konservative Folkeparti egentlig havde en landspolitisk fremtid, eller om man ikke snarere skulle fortsætte som et kommunalpolitisk parti – kun. Det forstummede efter folketingsvalget i 2019.

Var Søren Pape Poulsens mission i 2014 at sikre, at der også i fremtiden var et konservativt parti i Danmark – og det var vel opgaven dengang – så kan man ikke andet end at erklære, at han med valgresultatet var en succes, og at hans navn burde ridses ind med versaler i det stykke ædeltræ, som bærer K-formændenes navne.

Men politik ville ikke være politik, og Det Konservative Folkeparti ville ikke være Det Konservative Folkeparti, hvis ikke den afstandsbedømmelse nærmest øjeblikkeligt begyndte at gå ud af proportion.

Hvem af os har ikke på et tidspunkt stået med intet andet mellem hænderne end stumperne fra ituslåede forestillinger om, hvem vi er, og hvad der er os muligt?

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

For mens Venstre skilte sig af med Løkke og påbegyndte den krise, partiet stadig befinder sig i, tog Konservatives meningsmålinger himmelflugten. Og Søren Pape Poulsen skulle lede efter sit navn allerøverst på listerne over de mest populære politikere.

Da stemmerne efter kommunalvalget 16 november 2021 var talt op, havde Konservative med 15,2 procent af krydserne næsten fordoblet sin størrelse. Man havde opnået fremgang i 92 ud landets 98 kommuner, og 14 af landets borgmestre var konservative mod otte fra den forrige valgperiode.

I partiet gjorde man begrebet "Pape-power" til et slogan, og formanden blev fremstillet som kappeklædt superhelt.

To måneder før havde Pape på ryggen af sine tocifrede meningsmålinger og lyse fremtidsudsigter i sin landsrådstale selv krydset en helt særlig grænse i Det Konservative Folkeparti: Han havde – forsigtigt, næsten indirekte og nærmest i et religiøst sprog – sammenlignet sig selv med Poul Schlüter.

"Måske kan vi endda sammen nå derhen, som Poul Schlüter fortalte om. Han udtrykte det i sit livs sidste interview: Der kommer en konservativ statsminister igen."

Læs også

Med en skydeskive på ryggen

At nævne sig selv i samme åndedrag som Schlüter havde siden det konservative kollaps i slutnullerne gjaldt som hybris. Gav en konservativ sig af med det, ramte ulykkerne og nedturen som en bibelsk plage.

Tre måneder efter Pape havde talt profetisk om genkomsten af en konservativ statsminister, gik han skridtet videre i Politiken 26. december 2021, hvor han blev spurgt, om han ville stille op som forhandlingsleder, hvis blå blok stod med flertallet efter et valg – også selvom Venstre skulle blive større end Konservative.

"Det må give sig selv, at hvis jeg skulle vælge at melde mig som kandidat, så er det naturligt, at det er den kandidat, der har flest mandater bag sig, der selvfølgelig bliver forhandlingsleder," sagde han.

15. august 2022 holdt Søren Pape Poulsen et pressemøde, hvor han officielt meldte sig på banen som statsministerkandidat.
15. august 2022 holdt Søren Pape Poulsen et pressemøde, hvor han officielt meldte sig på banen som statsministerkandidat. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Otte måneder senere, som danskerne vendte hjem fra sommerferie til det folketingsvalg, alle vidste kom inden for et par måneder, annoncerede Pape 15. august 2022 så offentligt, at nu gik han efter statsministerposten.

Og to dage efter igen, på partiets sommergruppemøde, fremlagde han partiets skatteplan, der fjernede topskatten og sænkede skatter og afgifter for 40 milliarder kroner.

Dermed havde Pape hæftet en skydeskive på størrelse med et pariserhjul på ryggen af sig selv. Socialdemokraterne kunne ikke tro deres eget held.

Det tillod dem at føre en dobbelt valgkamp, hvor Socialdemokratiet på den ene side rakte hånden ud til et bredt samarbejde over midten i dansk politik, samtidig med at partiet på den anden side kunne føre en traditionel blokpolitisk kampagne med skrækscenarier om, hvad der ville ske med velfærdsstaten, hvis de blå vandt.

Det gjorde de i den grad heller ikke.

Søren Pape Poulsen var et enormt vellidt menneske, fuld af empati og ordentlighed. Det er den brutale sandhed om politik, at har du for meget af det, får du det svært.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

En djævelsk pagt

Resten er historie. At Pape intet modsvar havde, da Mette Frederiksen i en tv-duel anklagede ham for at finansiere sin topskatte-afskaffelse med fyresedler til 40.000 offentligt ansatte, efterlod én med fornemmelsen af, at Pape ikke havde gennemtænkt sin egen politik og strategi.

Da han droppede topskatte-fjernelsen på direkte tv, efter Inger Støjberg undsagde den, lignede han én, der vejrede for vinden.

Ingen af delene indgår i det, vælgerne efterspørger i en statsminister.

Og da sagerne om hans daværende mands religion, mærkelige møder med dominikanske politikere og spørgsmål om, hvordan Pape egentlig havde fået sin lejlighed, kom frem, var det som om jorden åbnede sig under ham.

Til sidst så partiet sig nødsaget til at holde Pape så meget ude af valgkampen som muligt for at dæmme op for tilbagegangen. Op til få uger forinden havde det ellers i flere år været hans person, hans smil og hans historie om opvæksten i udkantsdanmark, hvor værdier er noget, man lever og arver og ikke en abstrakt teori, der gav partiet vinger.

I løbet af Pape Poulsens periode som partiformand var den udvikling kun accelereret, hvor ideologier betyder mindre end nogensinde, partierne stort set ingen medlemmer har, og vælgerne er troløse som aldrig før.

Svaret på det er blevet, at en partileder skal legemliggøre sit parti. Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne – ingen af dem ville nyde deres succes uden Vanopslagh, Frederiksen og Støjberg og deres karisma.

Folketingsvalget 2022 blev et nederlag for Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti. Partiet mistede to mandater.
Folketingsvalget 2022 blev et nederlag for Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti. Partiet mistede to mandater. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Men Søren Pape Poulsens færd viser, hvor djævelsk en pagt, det er, når partilederen som person skal bære sit parti.

Personlige problemer – en usandfærdig ægtefælle, man ikke skulle have stolet på, en bolig man måske var kommet i besiddelse af via sine privilegier – bliver med det samme til partiets skandale, når de bliver lagt for dagen.

Da Søren Pape Poulsen begyndte valgkampen i august 2022, havde han tocifrede meningsmålinger og et valgresultat fra året før til at bakke forhåbningerne op. Han havde den der buzz omkring sig, politikere har, når de har medvind – og han havde en smuk ægtemand ved sin side. Han havde brugt ordet statsminister om sig selv, uden hverken han selv eller nogen andre var begyndt at grine.

Da valgkampen sluttede 1. november, var alt det væk.

Konservative tabte to mandater, og fordi Pape selv havde stillet sig an som en genkomst af Poul Schlüter, var der ingen, der længere kunne få øje på det med, at han havde reddet partiet fra landspolitisk udslettelse.

Nogle gange kommer man så langt ud og så dybt ned, at illusionerne er det eneste, der skiller en fra fortabelsen

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Slog politik Pape ihjel?

Da han bevægede sig op til scenen på Børsen for at holde sin tale på valgaftenen, var han og partiet badet i lyset af deres fælles kognitive dissonans. Pape rystede på hovedet af helt selvfølgelige spørgsmål om, hvorvidt han fortsatte som formand, som om nogen i ramme alvor havde spurgt ham, om han troede på julemanden, og han lod sig hylde af de velvillige KU'ere som den succes, han åbenlyst ikke var.

Jeg var selv totalt forundret over det. Kunne han ikke se det, alle andre kunne – hvor monumental hans fiasko var?

Men hvad skulle han ellers have gjort, der hvor han var havnet – rent menneskeligt? Nogle gange kommer man så langt ud og så dybt ned, at illusionerne er det eneste, der skiller en fra fortabelsen. Så holder man fast i ideen om, hvem man var, selvom man ikke kan føre noget som helst bevis for det længere. I håbet om at man får kendsgerningerne på sin side igen på et tidspunkt.

"For vi lever i tro, ikke i det, som kan ses," som der står et sted i Bibelen.

Slog politik Søren Pape ihjel? Det ved vi ikke. Forhøjet blodtryk kan have alle mulige andre årsager end ens livsførelse, og de omstændigheder man befinder sig i. Aneurysmer rammer selv de sundeste af os – og det er heller ikke alle, heldigvis, der dør af en hjerneblødning.

Men ødelagde politik Søren Papes Poulsen liv?

Det er svært at svare andet end ja.

Læs også

Pape havde ikke den mangel, der skulle til

Det var han selv medvirkende til. Det skal ikke stikkes under stolen.

Men hvem af os har ikke på et tidspunkt stået med intet andet mellem hænderne end stumperne fra ituslåede forestillinger om, hvem vi er, og hvad der er os muligt?

Forskellen er, at Søren Pape Poulsen udlevede det vilkår på en scene, som offentlighedens øjne aldrig slipper, og hvor intet er privat uden med det samme at blive politisk.

Hvordan det føles at opholde sig der, ved kun dem, der har stået der. Og Papes fejl – og den fejl, folkene omkring ham begik – var at undervurdere det og overvurdere sig selv.

Klicheen er at sige, at Søren Pape Poulsen ikke havde det, der skulle til. Men måske skal man formulere det anderledes.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Som de overvældende mange reaktioner på nyheden om hans død bevidner, var Søren Pape Poulsen et enormt vellidt menneske, fuld af empati og ordentlighed.

Det er den brutale sandhed om politik, at har du for meget af det, får du det svært. Især hvis du stræber efter de øverste pladser. Kynisme og det at være brutal er ikke noget i sig selv: Det er en mangel på noget, der alle andre steder er en dyd. Søren Pape Poulsen havde ikke den mangel, der skal til.

Hvordan vil de huske ham i Det Konservative Folkeparti? Som endnu en leder, der flirtede med drømmen om Schlüter og vågnede op til et mareridt, fløj alt for tæt på en skælmsk sol og styrtede i afgrunden med flamberede vinger?

Ja, det vil de nok. Men de skal samtidig huske på to ting.

Med Pape ved roret blev de konservative glade for at være de konservative igen

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Udenom isbjerget

Da han kom til, lå Det Konservative Folkeparti i ruiner, og i dag er der et parti, der er landspolitisk relevant med muligheder og en fremtid. At det er sådan – at der overhovedet er en arv at røgte – har Søren Pape Poulsen stor lod og del i. Det er det første.

Det andet er en scene fra festen efter landsrådet sidste år: Pape iført skjorteærmer og et smil, der skar sig fra øre til øre, foran fotografiapparatet, mens den ene efter den anden af partimedlemmerne skulle have taget fællesfoto med formanden. Han stod der i timevis.

Med Pape ved roret blev de konservative glade for at være de konservative igen.

De to momenter hænger selvfølgelig sammen. Søren Pape Poulsen skriver sig ikke ind i sit partis historie som en afgørende leder, fordi han nåede nye højder og store resultater, men fordi han styrede sit skib uden om et truende isbjerg.

Nogle gange er det bedste, man kan gøre, at undgå det værste.

Det er der på sin egen måde noget meget konservativt over.

 

*4. marts. 22.36. Tilføjelsen "Vi ved det selvsagt heller ikke, om der er den forbindelse, og vi kommer heller aldrig til at vide det." er indført for at imødekomme enhver tvivl om, at Altinget skulle påstå, at der var en kausal forbindelse mellem Søren Pape Poulsens politikerliv og den hjerneblødning, han døde af. Ligesom det også står længere nede i nekrologen, kan forhøjet blodtryk have alle mulige andre årsager end ens livsførelse, og de omstændigheder man befinder sig i, og at aneurysmer rammer selv de sundeste af os. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)









0:000:00