Skal Christiansborg blande sig i topcheflønninger?

Det er lige så sikkert som amen i kirken.

Når bølgen af årsregnskaber fra businessdanmark i februar lægges frem for offentligheden med konstant stigende topcheflønninger, buldrer også debatten om rimeligheden i disse lønninger af sted; fortjent eller ude af trit med virkeligheden? Således også i år.

Det stiller spørgsmålet, om politikerne på Christiansborg skal blande sig i, hvor meget private virksomheder betaler i løn til deres direktører.

Foreløbig har Christiansborg valgt at blande sig uden om den direkte chefløndannelse. Det er alene et anliggende for bestyrelsen og dermed ejerne.

Politisk splid er der også om den såkaldte skatteforskerordning

Jens Chr. Hansen

Men til gengæld kan det offentlige skrue flere steder på skatten. I begge retninger, henholdsvis stramninger og lettelser. Umiddelbart betragtet er det et miskmask af skatteregler, som ikke gør skat mere gennemsigtigt. Tværtimod.

Et nyt lovforslag, der netop er fremlagt og sendt i høring, betyder, at virksomheder højst kan fratrække, hvad der svarer til 7,5 millioner kroner af den samlede løn for den enkelte direktør. Det betyder, at disse virksomheder får mindre fradrag og derfor skal betale mere i skat fra og med 2023.

Omkring 600 personer i Danmark har lønninger over fem millioner kroner. Provenuet på forventet 750 millioner kroner skal være med til at finansiere arnepensionen.

"Misundelsesskat" lyder det fra højre side i Folketingssalen. Et nødvendigt tiltag for at mindske uligheden og øge sammenhængskraften, lyder det fra venstre side.

Politisk splid er der også om den såkaldte skatteforskerordning. Oprindeligt en særlig attraktiv skatteordning indført i 1992 med lav skat for at tiltrække forskere og højt specialiseret arbejdskraft til Danmark, men i dag benyttet af en række danske og udenlandske direktører og andre chefer i erhvervslivet. Og i øvrigt også benyttet af professionelle fodboldspillere og andre med høje lønninger, der kommer til Danmark.

Særligt vrede vakte det, da det viste sig, at et flertal af de øverste chefer i Danske Bank også var på denne gunstige forskerordning. Både danske og udenlandske chefer. Opfylder man betingelserne, ryger regningen til skattefar ned på 32 procent. 

Netop Danske Bank, der under finanskrisen blev reddet igennem stormen af den danske stat. Hvorfor skal staten redde en bank, samtidig med at selvsamme banks øverste chefer nyder godt at en særlig attraktiv skatteordning? Sådan lød et af de rigtigt gode spørgsmål. 

De øverste direktører i landets største virksomheder er over de seneste ti år for alvor kommet op i den internationale superliga i Europa. Det har tiltrukket en række udenlandske topchefer til Danmark.

Over det seneste årti er topcheflønningerne to- eller tredoblet. Mens den gennemsnitlige, "normale" lønstigning over de seneste ti år ligger på omkring tre procent om året.

Løngabet mellem den enkelte medarbejder i virksomhederne og den administrerende direktør er altså udvidet ganske betragteligt.

De attraktive danske topcheflønninger kombineret med en lukrativ forskerskatterordning har trukket udenlandske topchefer til i stor stil. Således sidder der udlændinge øverst oppe i ti af de 24 største børsselskaber.

De fleste af dem er på forskerordningen. Men hov, hvorfor skal staten være med til at betale en del af af disse cheflønninger med lavere beskatning?

Carlsberg betaler sin koncernchef, hollandske Cees t'Hart, en samlet lønpakke i underkanten af 50 millioner kroner – eller næsten en million kroner om ugen – svarer det til 150 gennemsnitslønninger i bryggeriet. Giver det mening? 

Niveauet for direktørlønninger og fratrædelsespakker er eksploderet. Over hele linien. Ikke bare for de særligt dygtige af slagsen, men også for de middelmådige og såmænd også for de dårlige topchefer

Jens Chr. Hansen

Umiddelbart et anliggende mellem direktøren og aktionærerne i Carlsberg. Men i takt med at virksomhederne i markant stigende grad bekender sig til en samfundskontrakt – altså hensynet til og ansvaret for det omkringliggende samfund – rettes fokus selvfølgelig også på cheflønningerne. Og i særlig grad på de stigende forskelle i aflønningerne samt de spændinger om ulighed, som det kan give. 

Risikoen er så, at den svært definerbare samfundskontrakt brydes.

De meget høje lønninger forsvares ofte med, at det er nødvendigt for at tiltrække dygtige topchefer. Og det er rigtigt.

Set med aktionærøjne giver det mening at betale en særlig dygtig topchef, hvis han eller hun kan drive forretningen med ekstraordinære resultater på bundlinjen. Så matcher løn og performance hinanden.

Problemet er bare, at sådan hænger det ikke altid sammen. Niveauet for direktørlønninger og fratrædelsespakker er eksploderet. Over hele linien.

Ikke bare for de særligt dygtige af slagsen, men også for de middelmådige og såmænd også for de dårlige topchefer. Og nej, det giver ikke mening, hvis også den dårlige direktør begunstiges ekstraordinært.

Det vil dog være særdeles uheldigt, hvis staten går ind med detaljerede lovregler for, hvad private virksomheder må betale deres medarbejdere og chefer i løn. Det er nu engang, som på arbejdsmarkedet i øvrigt, et anliggende mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Men når det er sagt, er det også virksomhederne og virksomhedsejernes ansvar at fastholde den særlige og fine balance i samfundet, der gør, at der bredt i offentligheden er en accept af, at personer med særlig dynamik og virkelyst gerne må tjene mere end andre.

Lønninger og øget rigdom er ikke bare med til at skabe stigende spændinger i Danmark. I USA er nogle af landets absolut rigeste milliardærer med investeringsguruen Warren Buffett i spidsen fortalere for at øge skatten for de allerrigeste. 

Og herhjemme lancerede tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen sit nye partis helt egen skattereform, som blandt andet indeholdt en top-top-skat for de særligt rige.

Pointen er ikke, at der er forskel i lønningerne i et samfund. Pointen er at finde en balance, der ikke smadrer den gængse opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt, og hvad der dermed kan true sammenhængskraften.