Skal politiske og religiøse motiver kunne udløse døden, før livet er forbi?

En mand reparerer taget på sit hønsehus på Ærø. Ulykkeligvis falder han gennem taget og kommer slemt til skade.

Der er akut behov for behandling, og manden fragtes derfor til Odense Universitetshospital. Efter nogle dages indlæggelse vurderer lægerne, at en blodtransfusion er nødvendig, men det er ikke muligt at få samtykke fra manden, da han er bevidstløs.

Manden har dog et kort på sig, hvoraf det fremgår, at han ikke ønsker at modtage blod, da han er medlem af Jehovas Vidner. Trods dette vælger lægerne alligevel at give manden blod. Manden dør en måned senere. Enken vælger af klage, fordi mandens fravalg af blod ikke er blevet respekteret.

Sagen bliver senere indbragt til retten i Svendborg, videre til Østre Landsret, dernæst Højesteret og senere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, hvor sagen ligger i dag. Én ting er jura, noget andet er etik. Hvordan finder man ind og ud af et etisk dilemma af denne type?

Eksemplet udstiller et etisk dilemma om et valg mellem respekten for patientens fravalg på den ene side og den faglige ansvarlighed på den anden side. Et forhold mellem patientautonomi og den lægefaglige paternalisme.

Lad os hypotetisk antage, at der vil kunne gives blod, uden at hverken manden eller ægtefællen opdager det. Vil det i så fald være etisk forsvarligt?

Jacob Birkler

Med eksemplet er det en særlig omstændighed, at manden er bevidstløs og derfor ikke i situationen klar i mælet omkring blodtransfusion. Derfor er det alene kortet og mandens tidligere fremsatte ønske, der nu skal henvises til.

Her kan personalet komme i tvivl om det etisk korrekte ved at respektere mandens fravalg, fordi der kan herske usikkerhed om, hvorvidt manden er fuldt og helt klar over konsekvenserne ved at være i en akut livstruende situation uden at ville modtage blod.

Omstændighederne spiller her en stor rolle, for der kan være forskel på at fortælle om ens religiøse standpunkt i trygge rammer i forbindelse med en sundhedsfaglig samtale og det at være i en akut livstruende situation. Hvis manden ikke længere er kontaktbar i den akutte situation, kan der opstå tvivl om patientens rationelle grundlag for den beslutning, som tidligere er besluttet.

Situationen bliver yderligere kompliceret, fordi personalet er bevidst om, at hvis de redder manden via blod, vil han med en vis sandsynligvis ikke længere kunne opretholde forbindelsen til Jehovas Vidner, og han risikerer dermed at miste kontakten til både familie og venner.

Men lad os nu hypotetisk antage, at der vil kunne gives blod, uden at hverken manden eller ægtefællen opdager det. Vil det i så fald være etisk forsvarligt?

Praktisk vil det være yderst vanskeligt på grund af journalpligt, og juridisk vil der antageligvis være tale om et lovbrud. Men omvendt kan man etisk se det at redde liv som en absolut forpligtelse. Derfor kan det være svært for læger at stå i disse situationer med samvittigheden i behold.

Grundlaget for patientens rationelle valg kan betvivles. Der kan både være et pres fra ægtefællen eller fra den religiøse kontaktgruppe, og det svækker pligten til at respektere mandens autonomi

Jacob Birkler

Holdningen til disse vanskelige situationer er betinget af ens etiske ståsted. Lad os derfor antage, at man som behandlingsansvarlig læge fokuserer på målet og alene vurderer dette dilemma ud fra værdien af de konsekvenser, som ens handlinger vil få.

I så fald vil lægen kunne trodse patientens ønske med sigte på at redde patientens liv ud fra den vurdering, at livet har langt større positiv værdi set i forhold til døden – også selvom livet som udstødt kan blive vanskeligt.

Ser man alene på konsekvenserne, kan en lang række andre forhold imidlertid også spille ind. Det kan være det sagsanlæg og den eventuelle fyring, der vil følge efter lægens lovbrud. Det kan også være økonomiske forhold, hvor bloderstatning både er et markant dyrere og også et dårligere alternativ til blodtransfusion.

Man kan derfor spørge til det rimelige i, at en behandling bliver markant dyrere, alene fordi en trosretning gør det nødvendigt.

Går man pligtens vej, vil man fokusere på at gøre det bedst mulige, og deraf følger pligten til at redde liv. Men denne pligt kan kollidere med pligten til at respektere mandens autonomi.

Manden har truffet et rationelt valg, som bør respekteres, hvilket samtidig er en spejling af den måde, man selv gerne vil respekteres. Men netop grundlaget for patientens rationelle valg kan betvivles. Der kan både være et pres fra ægtefællen eller fra den religiøse kontaktgruppe, der undervejs dukker op på sygehuset, og det svækker pligten til at respektere mandens autonomi – for er hans beslutning reelt autonom?