Skal politiske og religiøse motiver kunne udløse døden, før livet er forbi?
I det danske sundhedsvæsen vil vi gerne knæsætte respekten for patienten og hylde rummeligheden. Men ikke sjældent sker det på bekostning af fagligheden med patientens død som konsekvens, skriver Jacob Birkler, der er tidligere formand for Det Etiske Råd.
Jacob Birkler
Lektor, filosof og forfatter, fhv. formand for Det Etiske Råd 2011-16En mand reparerer taget på sit hønsehus på Ærø. Ulykkeligvis falder han gennem taget og kommer slemt til skade.
Der er akut behov for behandling, og manden fragtes derfor til Odense Universitetshospital. Efter nogle dages indlæggelse vurderer lægerne, at en blodtransfusion er nødvendig, men det er ikke muligt at få samtykke fra manden, da han er bevidstløs.
Manden har dog et kort på sig, hvoraf det fremgår, at han ikke ønsker at modtage blod, da han er medlem af Jehovas Vidner. Trods dette vælger lægerne alligevel at give manden blod. Manden dør en måned senere. Enken vælger af klage, fordi mandens fravalg af blod ikke er blevet respekteret.
Sagen bliver senere indbragt til retten i Svendborg, videre til Østre Landsret, dernæst Højesteret og senere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, hvor sagen ligger i dag. Én ting er jura, noget andet er etik. Hvordan finder man ind og ud af et etisk dilemma af denne type?
Eksemplet udstiller et etisk dilemma om et valg mellem respekten for patientens fravalg på den ene side og den faglige ansvarlighed på den anden side. Et forhold mellem patientautonomi og den lægefaglige paternalisme.
Lad os hypotetisk antage, at der vil kunne gives blod, uden at hverken manden eller ægtefællen opdager det. Vil det i så fald være etisk forsvarligt?
Jacob Birkler
Med eksemplet er det en særlig omstændighed, at manden er bevidstløs og derfor ikke i situationen klar i mælet omkring blodtransfusion. Derfor er det alene kortet og mandens tidligere fremsatte ønske, der nu skal henvises til.
Her kan personalet komme i tvivl om det etisk korrekte ved at respektere mandens fravalg, fordi der kan herske usikkerhed om, hvorvidt manden er fuldt og helt klar over konsekvenserne ved at være i en akut livstruende situation uden at ville modtage blod.
Omstændighederne spiller her en stor rolle, for der kan være forskel på at fortælle om ens religiøse standpunkt i trygge rammer i forbindelse med en sundhedsfaglig samtale og det at være i en akut livstruende situation. Hvis manden ikke længere er kontaktbar i den akutte situation, kan der opstå tvivl om patientens rationelle grundlag for den beslutning, som tidligere er besluttet.
Situationen bliver yderligere kompliceret, fordi personalet er bevidst om, at hvis de redder manden via blod, vil han med en vis sandsynligvis ikke længere kunne opretholde forbindelsen til Jehovas Vidner, og han risikerer dermed at miste kontakten til både familie og venner.
Men lad os nu hypotetisk antage, at der vil kunne gives blod, uden at hverken manden eller ægtefællen opdager det. Vil det i så fald være etisk forsvarligt?
Praktisk vil det være yderst vanskeligt på grund af journalpligt, og juridisk vil der antageligvis være tale om et lovbrud. Men omvendt kan man etisk se det at redde liv som en absolut forpligtelse. Derfor kan det være svært for læger at stå i disse situationer med samvittigheden i behold.
Grundlaget for patientens rationelle valg kan betvivles. Der kan både være et pres fra ægtefællen eller fra den religiøse kontaktgruppe, og det svækker pligten til at respektere mandens autonomi
Jacob Birkler
Holdningen til disse vanskelige situationer er betinget af ens etiske ståsted. Lad os derfor antage, at man som behandlingsansvarlig læge fokuserer på målet og alene vurderer dette dilemma ud fra værdien af de konsekvenser, som ens handlinger vil få.
I så fald vil lægen kunne trodse patientens ønske med sigte på at redde patientens liv ud fra den vurdering, at livet har langt større positiv værdi set i forhold til døden – også selvom livet som udstødt kan blive vanskeligt.
Ser man alene på konsekvenserne, kan en lang række andre forhold imidlertid også spille ind. Det kan være det sagsanlæg og den eventuelle fyring, der vil følge efter lægens lovbrud. Det kan også være økonomiske forhold, hvor bloderstatning både er et markant dyrere og også et dårligere alternativ til blodtransfusion.
Man kan derfor spørge til det rimelige i, at en behandling bliver markant dyrere, alene fordi en trosretning gør det nødvendigt.
Går man pligtens vej, vil man fokusere på at gøre det bedst mulige, og deraf følger pligten til at redde liv. Men denne pligt kan kollidere med pligten til at respektere mandens autonomi.
Manden har truffet et rationelt valg, som bør respekteres, hvilket samtidig er en spejling af den måde, man selv gerne vil respekteres. Men netop grundlaget for patientens rationelle valg kan betvivles. Der kan både være et pres fra ægtefællen eller fra den religiøse kontaktgruppe, der undervejs dukker op på sygehuset, og det svækker pligten til at respektere mandens autonomi – for er hans beslutning reelt autonom?
Man kan selvfølgelig også gå rendyrket paternalistisk til sagen og vurdere, at fravalget af blod per definition er irrationelt. Man kan således nægte at se fornuften i det forhold, at selve livet fravælges alene ud fra en religiøs overbevisning.
Hvis man ser meget paternalistisk på sagen, kan man også helt afvise at deltage i en situation som denne. Her opstår et underliggende etisk spørgsmål, der handler om lægers mulighed for at afstå fra at gennemføre en behandling.
Hvis lægen vurderer, at en operation uden mulighed for blodtransfusion ikke er fagligt forsvarlig, er lægen ikke forpligtet til at udføre denne operation ifølge dansk lov. I nogle tilfælde kan det imidlertid være vanskeligt at finde en anden sundhedsperson, som kan overtage opgaven.
Som oftest vil man kunne finde forskellige positioner på et kontinuum fra den paternalistiske yderlighed til det modsatte synspunkt, hvor der slet ikke er noget dilemma, fordi patientens fravalg bare skal respekteres.
En mellemposition kan være gennem dialog at understrege de alvorlige konsekvenser, som fravalget af blod indbefatter, og på den måde forsøge at påvirke patientens valg. Her må det dog medtænkes, at hvis man begynder at rokke ved fravalget af blod, er det ensbetydende med, at man forsøger at rokke ved patientens religiøse opfattelse.
Når det gælder børn, skal forældrenes ønsker ikke nødvendigvis respekteres
Jacob Birkler
Der er flere eksempler på, hvordan det etiske dilemma kan blive endnu mere vanskeligt.
Lad os antage, at en 18-årig kvinde indlægges akut efter en trafikulykke. Før hun besvimer af blodmangel på hospitalet, når hun tydeligt at sige, at hun som Jehovas Vidne ikke ønsker at modtage blod. Men kort tid efter ankommer forældrene til afdelingen og formulerer meget klart, at lægerne skal gøre alt, hvad der er muligt for at redde pigens liv.
Her kan en vurdering være, at kvinden er myndig, hvorfor fravalget skal respekteres, mens en anden kan være, at hvis man trodser pigens valg, kan livet reddes, og det kan leves sammen med forældrene, som gerne trodser deres religion for at redde deres datter.
Som det foregående eksempel er også dette eksempel en virkelig case. I dette eksempel valgte lægen at give pigen blod og dermed redde hendes liv. Lægen forsvarede sig med, at han følte sig forpligtet til at redde liv, og at han desuden ikke havde mulighed for at informere pigen om konsekvenserne af det alvorlige fravalg.
Lægen handlede således paternalistisk ved at forsvare et hypotetisk samtykke, hvor han antog, at kvinden ville have givet samtykke, hvis hun tidligere var blevet tilstrækkelig informeret.
I dette eksempel er kvinden 18 år. En tand mere kompliceret bliver situationen, når der er tale om børn. I første omgang skal det derfor nævnes, hvordan loven stiller sig anderledes i disse situationer.
Når det gælder børn, skal forældrenes ønsker ikke nødvendigvis respekteres. Der kan således være situationer, hvor patienten er et lille barn, der ikke selv kan ytre sig, men hvor forældrene på barnets vegne i klare vendinger fravælger blodtransfusion. I dette tilfælde kan lægerne skønne nødvendigheden af blodtransfusion og via de sociale myndigheder trodse forældrenes beslutning.
Man kan i disse situationer fremhæve, at forældrene indirekte sætter barnets liv på spil. Men også dette kan være et dilemma, fordi lægen kender til de mulige konsekvenser for barnet og den potentielle udstødelse, der kan ske fra den religiøse gruppe og fra forældrene i særdeleshed.
Det kan samtidig opleves uhyre vanskeligt at trodse meget insisterende forældre i en situation som denne, hvor liv og død er på spil. Selvom blodtransfusionen muligvis redder barnets liv, vil forældrene se på lægerne som personer, der direkte skader barnet og ødelægger barnets liv.
Livet har en pris, nemlig døden. Men bør politiske og religiøse motiver også kunne udløse døden, før livet er forbi?
I det danske sundhedsvæsen vil vi gerne knæsætte respekten for patienten og hylde rummeligheden. Men ikke sjældent sker det på bekostning af fagligheden med patientens død som konsekvens. Det etiske dilemma kan næppe blive større.